Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Jeg hedder Mette. Jeg skriver
Mette Hegnhøj er forfatter. Hun bor i Sønderhå i Thy. Hun skriver til børn og unge og voksne, der læser med. Hun skriver med sin helt egen skrift. Hendes bøger er korte, Dansklærerforeningen har udgivet de to ”Ud og stjæle erantis” og ”Mig Mona altid i træsko (røde)”. De er virkelig gode til mellemtrinnets læsere, der her kan se, at man kan skrive på mange måder. Man kan eksempelvis klippe teksten ud. (Og det kunne være en fin opgave at fremstille en multimodal tekst med ord, der er lånt her og der, - og hvor sammensætningen er ens egen!)
Jeg hedder Mette. Jeg skriver
Mette Hegnhøj er forfatter. Hun bor i Sønderhå i Thy. Hun skriver til børn og unge og voksne, der læser med. Hun skriver med sin helt egen skrift. Hendes bøger er korte, Dansklærerforeningen har udgivet de to ”Ud og stjæle erantis” og ”Mig Mona altid i træsko (røde)”.
De er virkelig gode til mellemtrinnets læsere, der her kan se, at man kan skrive på mange måder. Man kan eksempelvis klippe teksten ud. (Og det kunne være en fin opgave at fremstille en multimodal tekst med ord, der er lånt her og der, - og hvor sammensætningen er ens egen!)
”Den første og eneste nat uden en ven
Smelter sneen og bliver til vand.”
Mørkt og med hvid skrift på et blåsort blad på sort regnvejrsbund står det på billedbogens første opslag. Det er Mette Hegnhøj der skriver, og Mette Marcussen, der tegner billedbogen ”En nat”. Det er en stille, vemodig, søvnløs pige med sort stridt hår, der tænker tankerne. ”Søvnen vil ikke komme. Sådan en nat må man digte sine drømme selv.” Og så ser man den stridsorthårede pige sidde ved en skrivemaskine, hvor der ikke er bogstaver på tasterne. Så bliver det svært at skrive drømme. Gennem Mette Marcussens illustrationer kommer drømmene, ordene bliver skrevet, og bogen slutter ”Det er umuligt for natten at ende som den begyndte.” Til sidst kommer der bogstaver på skrivemaskinens tastatur: ”Og det allertætteste mørke viger nu for en strøm af ord.”
”En nat” er en billedbog, hvor billederne bærer sin hoveddel af fortællingen, men som altid er det billederne, der sætter den natbekymrede stemning, mens ordene forankrer billederne i pigens tanker.
Mette Hegnhøj har fået et fantastisk mod&medspil og makkerskab i Mette Marcussen, der tegner i en collagestil med inspiration (måske) fra gamle tapeter og poesibøger og skolens formningslokale.
Her er det Mette Marcussen, der er tegner, men der har været mange forskellige illustratorer til Hegnhøjs bøger.
Erindringsbilledbogen ”Ud og stjæle erantis” har Klara Espersen som illustrator, billedromanen ”Møgungen” har Lars Vegas illustreret ,og ”Mig Mona altid i træsko (røde)” fra 2019 fik Josefine Blom som billedskaber. Uanset hvem der har tegnet til Hegnhøjs ord, så har ordene været en del af det samlede billede.
”Eila er mit navn vil du købe det” fra 2014 er den første af Hegnhøjs bøger, der er skrevet på en helt klassisk skrivemaskine. På en almindelig analog skrivemaskine (altså en skrivemaskine med taster, farvebånd og god lyd og modstand) skriver Ella om, hvordan hun altid har ønsket sig en kat. Heldigvis får Ella en kat.
Alle hverdagens oplevelser skriver Ella på skrivemaskinen, og hun lægger hver dags noter i en brun kasse. Glæden ved katten Kattekismus får hende til at tegne katten med skrivemaskinens forskellige taster. Det bliver en kat:
§ §
(= ! =)/
(MIAV)
” ” ” ”
Helt umuligt at gengive med tastaturets taster. Der kommer mange varianter over katten i løbet af de 138 sider.
I ”Mig Mona altid i træsko (røde)” er teksten klippet ud af andre tekster, blade, bøger og aviser. Mange skrifttyper i forskellige størrelser fortæller om Monas alene-liv i træsko.
”Jeg sidder ude på trappen og længes efter steder som ikke findes. Jeg er tretten snart 14. Jeg er Mona. Mit hår er kort næsten langt. Mine øjne er grønne nærmest grå.” Mona længes væk, og hun har det som pigen i ”En nat”, der også savner ord for det, hun ikke ved, hun længes mod, det hun ikke kan drømme uden ord.
”Ud og stjæle erantis” fra 2020 er en erindringsbog, hvor forfatteren Mette Hegnhøj fortæller om sin barndom. Derfor er illustrationerne af vidt forskellig karakter. Der er tegninger, fotos, snapshots (ikke at forveksle med snapchat), der er postkort, en forside fra ”Ugerevyen” december 1952, tekstklip og udklip. Også i denne bog er en skrivemaskine, og der sidder et papir i skrivemaskinen (en Hermes).
Erindringsbogen slutter med en kommentar fra Mette Hegnhøj, dateret 2020. Hun fortæller om sin tilblivelse som et ordmenneske: ”Min storesøster begyndte i skole, da jeg var tre år.
Om eftermiddagen sad hun på det øverste trappetrin, mens jeg sad længere nede med benene strittende ud mellem trinnene. Trinnet foran mig var mit skolebord. Den første bog jeg lærte at læse i min søsters trappeskole, var en pixibog om en ske skåret ud i kirsebærtræ.
Siden har jeg læst så mange bøger, at jeg ikke helt husker forskel på, hvad jeg har oplevet indeni en bog og udenfor en bog.”
Mette Hegnhøj er en forfatter, der altid er både inden i bogen og uden for bogen.
”Jeg hedder Mette. Jeg skriver. Det har jeg gjort, lige siden min søster lærte mig at læse. Nogle gange går det lige ud af landevejen. Andre gange er det som at lægge puslespil med bagsiden opad. Umuligt. Men skidesjovt.”
Sådan præsenterer børnebogsforfatteren Hegnhøj sig selv på hjemmesiden mettehegnhøj.dk.
Hun skriver lige så underspillet som en thybo ville tale: stærkt, enkelt og skarpt klippet i papir, i pap og med forårets erantis på mange sider.
Skal man igennem ”den første og eneste nat uden en ven”, som der står på første side i ”En nat”, hvor ”søvnen ikke vil komme”, så er det godt at være i selskab med gode bøger med mange ord.
P.S. I erindringsbogen ”Ud og stjæle erantis” fortæller Mette Hegnhøj om romanen ”Guds blinde øje” af J. Bech Nygaard. Hun skriver: ”Jeg vælger ”Guds blinde øje” fordi den er tyk og jeg ønsker mig det samme hår som pigerne på forsiden.” Sådan er der mange grunde til at læse bøger. Måske bliver det stride hår lyskrøllet – i hvert fald i drømmene.
