Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Mød fru Brath: En lære for livet
Ikke alt var bedre i gamle dage. Der er en hel del steder, det er gået fremad. Ikke blot har vi fået vaskemaskiner, støvsugere og mobilepay, men også i skolen er der sket ganske betydelige forandringer til de bedre. Det bliver man klar over, når man læser Thomas Ubbesens bog ”Alle vi børn af fru Brath, En lærer for livet” om Sdr. Ydby Forskole, hvor fru Brath, Johanne Brath Olesen, var enelærer i perioden fra 1942 til 1970. Det var en anden tid, og her i bogen trækker Thomas Ubbesen en linje fra sin tid på Sdr. Ydby Forskole i 1962-63 og frem til i dag, hvor han har taget kontakten til en del af sine klassekammerater fra dengang.
En lære for livet
”Det var en fremmed kvinde med en knusende magt over børn.
Fru Brath hed hun.
Hendes uhyggelige blik spiddede og gennemborede én. Hendes stirrende øjne var noget af det værste.”
Ikke alt var bedre i gamle dage. Der er en hel del steder, det er gået fremad. Ikke blot har vi fået vaskemaskiner, støvsugere og mobilepay, men også i skolen er der sket ganske betydelige forandringer til de bedre. Det bliver man klar over, når man læser Thomas Ubbesens bog ”Alle vi børn af fru Brath, En lærer for livet” om Sdr. Ydby Forskole, hvor fru Brath, Johanne Brath Olesen, var enelærer i perioden fra 1942 til 1970. Det var en anden tid, og her i bogen trækker Thomas Ubbesen en linje fra sin tid på Sdr. Ydby Forskole i 1962-63 og frem til i dag, hvor han har taget kontakten til en del af sine klassekammerater fra dengang.
”Hun trækker Danmarkskortet frem, prikker med en pegepind på de røde byprikker: købstæderne, Kom så! Hun hører os i en remse. Ribe, Tønder, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Kolding. Bagefter Nørrejylland: Skagen, Hjørring, Thisted, Brønderslev, Nykøbing Mors … Man skal kunne alle de større byer i Danmark. Og man skal kunne kongerækken fra Gorm den Gamle til kong Frederik 9. Og 10-tabellen. Og 20-tabellen. Staveord. Salmevers.”
Sådan er det i forskolen i Sønder Ydby, Thy, hvor fru Brath styrer og hersker over 1., 2. og 3. klasserne.
Undervisningen var præget af udenadslære, men der var også historiefortællinger af hele Danmarks historie set gennem fru Braths temperament. Udenadslære har en styrke for nogle, men en kritisk forholden sig til historien var der intet af. Didaktikken var baseret på det deduktiv læringssyn. Det ramte helt sikkert ikke alle. Og slet ikke Karen Margrethe.
Her var ikke nemt at være Karen Margrethe, der kom fra et hjem med mange børn og en mor, der ikke levede op til de indremissionske forventninger hos magthaverne i sognet. Her i citatet kommer Karen Margrethe for sent i skole (igen): ”Fru Brath fulgte tavst og alvorsfuldt den slappe tøs med øjnene, mens Karen Margrethe sjosker hen og finder sin plads. Hendes skoletaske er i virkeligheden ikke andet end en indkøbspose. Fru Brath siger først ingenting, men venter roligt til den skeløjede pige med de udstående tænder iført sin storesøsters slidte striktrøje får sat sig ned og fumlet nogle knækkede blyanter og et viskelæder frem. Den voksne dame tager sig unødig god tid og stirrer længe tavst på den niårige pige, sukker – og så kommer det:
Vor Gud han er så fast en borg, kom Karen Margrethe, må jeg høre.
Men hun kan jo ikke noget salmevers, og det ved fru Brath vel udmærket?”
Sådan blev de fattige børn fra de slidte forhutlede hjem sat på plads. De skulle ikke tro, at de var noget. Det troede de nu nok heller ikke. Inklusion var blot en fysisk inklusion, hvor alle børn sad i samme skolestue. Det blev ikke sat fokus på selvtillid, selvværd eller selvagtelse hos de forhutlede, de udsatte og de fagligt udfordrede.
Socialiseringen var stærk, såvel i skole som i tiden uden for skolen: ”Desuden var det centralt og derfor indbygget i den daglige undervisning, at vi ikke skulle bilde os ind, at vi på nogen måde var noget særligt. Det skulle vi være helt klar over, og det blev vi uforglemmeligt klar over. Det skulle alt sammen være på plads før afslutningen af 3. klasse.”
Hvordan bliver man, når man som niårig har fået klar besked om, at man ikke kan forvente at blive ”til noget”. Når man får at vide, at man er dum. Når man nidstirres igen og igen uden at vide, hvad man har gjort forkert. Det vil Thomas Ubbesen forsøge at få svaret på.
Han finder sit klassebillede fra 1963, og så leder han på facebook, han googler, og han taler med sin let alderssvækkede mor, og så finder han en hel del fra klassen. Han vil finde ud af, hvordan fru Braths i Sdr. Ydby Forskole ikke har været ”En lærer for livet” men i højere grad ”En lære for livet”.
Han skriver: ”De har strejfet mig, jeg har overvejet, jeg er endt med at beslutte, at jeg vil prøve at finde de andre, dem fra dengang, dem der er i live og er til at spore, at opsøge dem og høre, hvordan de har oplevet livet på landet, og hvordan de husker fru Brath og derefter centralskolen i Ydby, og derefter hele deres liv til lige nu, hvor vi alle sammen er en slags børn, der er blevet omkring 64 år gamle. Gamle børn, der har gennemlevet det meste af vores liv med fru Braths spøgelse og stemme i baghovedet, aldrende mennesker, som har været vidner til og har prøvet af forstå de forandringer, der er overgået vores verden og vores land gennem de 55 år, der er gået siden sidst vi sås.”
Mødet med klassekammeraterne fra 1963 viser, at det har været ”En lære for livet” for mange af dem. Andre har klaret sig på trods. Man sidder som læser med en vished om, at alle børnene havde fortjent at blive mødt med forventningen om, at ”alle elever skal blive så dygtige, som de kan”. Det har været et stort spild af menneskelige resurser, der skete her.
Der er værd at lægge sig på sinde i dagens skoledebat, at alt ikke var bedre i ”gamle dage”. Der må fortsat i skolen arbejdes for at mindske betydningen af den sociale baggrund så alle elever kan blive så dygtige, som de kan.
P.S. Så nej, det var ikke en bøjningsfejl, der stod i overskriften. Det blev for mange ”en lære for livet” at gå hos fru Brath.
