Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Sjæle slår smut i efterskolehverdagen
Det er befriende at læse en YoungAdult-bog, hvor hovedpersonen ikke er psykisk ustabil, ikke skærer i sig selv, ikke er kronisk syg og ikke har en fuldstændig dysfunktionel familie, men i stedet har et helt almindeligt hverdagsliv, der blot er blevet forrykket af et brækket ben i gips. Der er også brug for de romaner om udfordrede hovedpersoner med svære liv, men til tider er det godt at spejle sig i et genkendeligt liv med fodboldkampe, efterskolefilmfestivaler, bedsteforældrebesøg og så lidt bøvl med kærester og venner.
Det år sjæle slår smut
”Der er altid et tæppe som går
Det er sådan en scene opstår
Du sætter af i en bue, noget ta’r slut
Det år sjæle slår smut.”
Jesper Wung-Sung har skrevet en sang, der i høj grad kan betegnes som en ”efterskolesang”. Det er en sang om ungdom, om at blive den, man gerne vil være, møde de mennesker, man ikke vidste fandtes. Det er en sang om at vælge til og fra. Det er en sang, hvor sjælene slår smut i omkvædet. Sangen indgår i ungdomsromanen med samme titel: ”Det år sjæle slår smut”.
Jesper Wung-Sung har skrevet mange, mange børne – og ungdomsbøger. En hel del voksenbøger, Mange noveller, billedbøger og nu er han her med en helt klassisk realistisk ungdomsroman, der foregår på Fyn, et sted i nærheden af Ringe.
Jonathan er en talentfuld fodboldspiller, der har brækket benet lige før han skulle begynder på idrætsefterskolen. Nu vælger han så i stedet at tage på Ruvinge Efterskole, en efterskole, der har en almen profil med masser af kunst. Det bliver en udfordring for den træningsrutinerede Jonathan, hvis liv indtil da har været spændt ud mellem træning, restitution, mad, søvn, skole og mere træning. Nu har han Kunst som valgfag. Han er på udebane, men han prøver, - også da de skal lave papirklip.
”Jeg måtte spørge mig selv: Jonathan Møller, er du i gang med at lave et papirklip? Jeg nikkede og forestillede mig, at jeg sad i spillerbussen og lavede papirklip, mens de andre spillede kort eller så komedieserier på deres skærme. Samtidig havde jeg nok at gøre med at forsøge at styre min saks. Det var vildt svært.”
Sådan bliver det helt tydeligt, at det er to vidt forskellige arenaer, Jonathan har og har haft i sit liv. Han har siden han var fire-fem år været den bedste fodboldspiller i årgangen, han følges af flere talentspejdere, hans farfar kører ham til alle kampe, han har scoret hattrick utallige gange, - og nu sidder han her i kunstlokalet og kæmper med skulpturer, akvarelfarver og papirklip.
Han bliver optaget af alt det nye, der præsenteres på efterskolen, han er nysgerrig overfor de mange ”sære” elever, der går der. Han er, som det bliver sagt i denne samtale mellem Jonathan og den nye kæreste Asta, god til at gå på efterskole: ”Fodbold er det eneste, som jeg er god til, indrømmede jeg. Det passer ikke. Du er god til at gå på efterskole. Du er god til at få ideer. Du er god til at være venlig. Du er god til at være kæreste. Meget bedre end mig.”
Jonathan opdager ganske tydeligt, at der kan være andre regler i omgangen med mennesker, end de regler, han kender fra fodbold. I fodbold er der altid nogen, der bliver sendt hjem. Nogen bliver sendt på andetholdet. På holdkortet er der kun plads til de bedste. Det stiller ingen spørgsmålstegn ved. Man kan ikke argumentere sig til en plads på førsteholdet. På efterskolen er der andre regler. Her skal der være plads til alle, også til de sære, til fodboldnørderne, til trommeslageren og til de, der er generte eller alt-alt for synlige. Alle skal være en del af fællesskabet på efterskolen.
Jonathan lærer, at hans verden ikke er den eneste verden. Man behøver ikke være god til alt. Jonathan lærer, at man bare kan spørge nogen, hvis man ikke ved hvad en ”barista” er. Eller hvem Giacometti er. Eller så meget andet. Han slapper mere af. ”Det var ved at gå op for mig, at det var okay at være dårlig til noget. Måske var det endda sundt. Jeg gik på Kunst, men der var ingen kunstner gemt i mig, Vincent van Goghs afskårne øre ville kunne male bedre end mig. (…) Man behøvede ikke en gang at være god til noget for at synes, at det var sjovt.”
Forældrene, vennerne, den kriminelle bror og de andre elever på efterskolen fylder også lidt i bogen, men det er Jonathans udvikling, der følges. Det er befriende at læse en YoungAdult-bog, hvor hovedpersonen ikke er psykisk ustabil, ikke skærer i sig selv, ikke er kronisk syg og ikke har en fuldstændig dysfunktionel familie, men i stedet har et helt almindeligt hverdagsliv, der blot er blevet forrykket af et brækket ben i gips.
Der er også brug for de romaner om udfordrede hovedpersoner med svære liv, men til tider er det godt at spejle sig i et genkendeligt liv med fodboldkampe, efterskolefilmfestivaler, bedsteforældrebesøg og så lidt bøvl med kærester og venner.
I selvbiografien ”Lynkineser” slutter Jesper Wung-Sung bogen således: ”Vi kan gøre lige, hvad vi vil, og stadig vende hjem i et stykke”.
I sangen ”Når sjæle slår smut” lyder det sådan:
”Gå ærligt sammen eller sært og frit
Og gå til lyden af dit hjertes skridt”.
