Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Hør lige her ... en ungdomsbog med norsk humor og pakistansk slang
Mahmoud møder læseren i bogen ”Hør lige her”, skrevet af Gulraiz Sharif, der til hverdag er skolelærer i Oslo, men som her debuterer som forfatter. Bogen er nu oversat fra norsk. Den har fået mange priser, og det er en (i modsætning til mange, mange ungdomsbøger) ikke en bog om selvskade, psykisk sygdom, ensomhed eller frygtelige familieforhold. Det er en humoristisk bog, der med masser af selvironi og skarpe stereotyper sætter spot på den unge Mahmoud, der rigtignok ikke har det nemt, men han har god humor, som han tackler udfordringerne med. Det er en slags ”norsk-version-af-Iqbal–Farooq”, men med en hovedperson, der er ældre. Mahmoud er femten år, han er reflekteret, han sidder mellem sin pakistanske taxa-far og den norske verden, men han er først og sidst et underholdende bekendtskab.
Hør lige her ...
”Så er det ligesom sommerferie. Fedt for norske nordmænd, men 100 procent ufedt for os indvandrere uden penge? Hvad skal vi lave? De har deres sommerhuse ved havet, på fjeldet, ved søerne, på fastlandet, ved kysten. Det fortalte lærerne engang om, ja, de har sgu også sommerhuse i skærgården, bro. Plus sommerhuse i Sverige og på Nesodden. (…) De placerer deres hvide og lyserøde røve over det der skumle sorte hul med et ton lort nedenunder. De der lokummer giver mg hjertebanken, totalt noieren, mand.”
Det er Mahmoud, der er 15 år, der gennem en lang enetale fortæller om en afgørende sommer i Oslo. Sommeren hvor han er femten år og reflekterer over alt, der sker omkring ham. Det gør han i en enetale, alt er set fra hans synsvinkel.
Mahmoud møder læseren i bogen ”Hør lige her”, skrevet af Gulraiz Sharif, der til hverdag er skolelærer i Oslo, men som her debuterer som forfatter. Bogen er nu oversat fra norsk. Den har fået mange priser, og det er en (i modsætning til mange, mange ungdomsbøger) ikke en bog om selvskade, psykisk sygdom, ensomhed eller frygtelige familieforhold. Det er en humoristisk bog, der med masser af selvironi og skarpe stereotyper sætter spot på den unge Mahmoud, der rigtignok ikke har det nemt, men han har god humor, som han tackler udfordringerne med.
Det er sommeren, hvor han er femten år, det er sommeren, hvor han bliver mere voksen, hvor hans bror Ali indser, at han er en transperson og ikke en dreng, sommeren hvor onklen fra Pakistan ikke får opholdstilladelse (Siv og Sylvi, de to norske politikere vil ikke tillade det), og det er sommeren, hvor Mahmouds forældre må tage nogle svære valg.
Mahmouds bror Ali vil være en pige. Han føler sig som en pige. Det er ganske svært i et pakistansk taxachauffør-indvandrer-liv, men Mahmoud står op for sin bror: ”Hun (moderen) ser på mig, venter vist på et svar, men jeg har ikke noget svar at give hende. Jeg kigger på Ali, som ser på os begge to. Det ser heller ikke ud til, at han har noget svar.
Helt ærligt! Går over? Sådan noget går ligesom ikke over af sig selv. Det er ligesom hijras og khoshre i Pakistan, de er sådan hele livet. Det er godt for min lillebror, at vi bor i Norge. I Pakistan ville han blive nødt til at arbejde som prostitueret eller danse til bryllupper eller leve af at fortælle vittigheder og synge gamle viser, når nogen fik en søn. Det havde været seriøst hårdt, bro. Wallah, jeg får ondt i maven bare ved tanken.”
Så har de mange samtaler (højlydte og stærkt underholdende i blandingen af norsk og pakistansk slang) og på et tidspunkt tænker Mahmoud: ”Jeg føler mig som en fucking norsklærer eller sådan en skolesundhedsplejerske. Jeg taler så roligt, at det nærmest er spooky.”
Det er en slags ”norsk-version-af-Iqbal–Farooq”, men med en hovedperson, der er ældre. Mahmoud er femten år, han er reflekteret, han sidder mellem sin pakistanske taxa-far og den norske verden, men han er først og sidst et underholdende bekendtskab.
Sharif er lærer, han kender sproget hos Grünerløkke-indvandrerne, og han giver en munter tone til et svært og alment problem: Hvordan bliver man anerkendt som den, man er?
Der er også en politisk vinkel i bogen, hvor indvandringspolitikken i Norge får nogle ord med fra Mahmoud og hans onkel. ”Det, Fremskridtspartiet ofte glemmer, er, at min far og folk som ham faktisk har været med til at bygge det her land op. De burde være taknemmelige. (…) Men jeg tror, at hvide mennesker i Norden ser ned på hvide mennesker fra østblokken. De har sådan et farvekort ligesom i Flügger med æggeskalshvid og sådan noget.”
Det er en bog, der slog stærkt igennem i Norge. Sharif er debutant, men der kommer helt sikkert flere bøger med Mahmoud i hovedrollen. Det er mange problemer endnu, der skal løses.
Denne bog giver et herligt indblik i pakistanerslang og indvandrerghettoen i Oslo, og den gør det helt uden at klynke og ynke.
På dansk har Manu Sareen skrevet en lang og underholdende serie med samme tematik (men med mindre alvor og rettet mod yngre læsere): Serien om Iqbal Farooq.
P.S. Skulle man ikke vide, hvad ”hijras” er i Pakistan, så er det (tak til google) en pakistansk version af en transkønnet person, der har en særlig status i hinduismen.
