Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Min ven Panter
Dorte Østengren-Olsen har skrevet en lille, kort børneroman, der fortæller om glæden ved venskaber, nye og gamle. Det er otteogfirs smalle sider, der fortæller om en uge i Rosas liv. Det er en bog, man kan anbefale til selvstændig læsning på mellemtrinnet. Den er sort uden på, men indholdet er i flere nuancer.
Publiceret
Senest opdateret
Rosa går i femte klasse. Hun har nogle virkelig gode venner
i Stella og Jamie. De går i skole i København, tæt på metroen, tæt på et
flygtningecenter og tæt op Fælleden, hvor deres klasse bliver sendt ud for at
finde fugle og fuglestemmer: ”Nogle skoledage varer evigt. Andre flyver afsted.
I dag går alt langsomt. Lige indtil vi har natur-teknologi. Mia sender os ud på
fælleden i grupper. Vi skal finde tre fugle, tage billeder, optage lyd og
skrive levesteder. Jeg er sammen med Jamie og Stella. Vi går væk fra de andre,
så der er fred til at høre fuglene synge.”
De tre venner bruger megen tid sammen i skolen og i fritiden. Hjemme er Rosa lillesøster til Laura, der er en irriterende teenagestoresøster, men Rosa har (selvom hun er 12 år og alt for stor til den slags) fortsat sit elskede tøjdyr Panter. Den sorte panter fik hun af sin morfar, der nu er død.
Så kommer konflikten, da skolen arrangerer en indsamling til flygtningebørnene på det nærliggende flygtningecenter. Laura giver Panter videre til indsamlingen, og så må Rosa forsøge at redde sit tøjdyr ud fra indsamlingscontaineren.
Der sker en hel del, men undervejs bliver Rosa venner med Hamsa, der er på flygtningecenteret sammen med sin lillesøster, der tilfældigvis har fået Panter.
Hele romanen er skrevet i korte overskuelige kapitler. Det er en (for børn i København) en genkendelig hverdag, der indrammer begivenhederne. Ingen skolebørn her i de små lokalsamfund i provinsen tager metroen til noget som helst, men venskabet i klassen, skolens hverdag og lærernes reaktioner er genkendelige for mange børn.
Sproget er letlæseligt, handlingen overskuelig, og der er mange troværdige dialoger i bogen. Sådan er der nogle børn der er. Og heldigvis er der også lærere som Mia og gymnastikvikaren Ellen, der tager sig tid til at høre ”den virkelige historie”.
Det er en bog, man kan anbefale til selvstændig læsning på mellemtrinnet.
Den er sort uden på, men indholdet er i flere nuancer.
