Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Fællessang er de fælles sange
Det er glædeligt, at den danske sangskat har så bredt et repertoire. Det spænder fra folkeviserne som eksempelvis ”En yndig og frydefuld sommertid”, hen over Kingo, Brorson og Grundtvigs store produktion, og der er Ingemanns morgen- og aftensange (der med Weyses melodier står stærkt også i skolen) og der er Jeppe Åkjær, Johannnes V. Jensen og Thøger Larsens årstidssange fra en landbokultur, der for længst er forsvundet Og der er Kim Larsen, Gnags (om end de er vanskelige at synge fælles), der er Halfdan Rasmussen og Benny Andersen og Tove Ditlevsen. Og så er der jo også de svenske Bellmann.-sange og den norske nationalsang og ”Kringsatt af fiender” af Nordahl Grieg. Og der er Jens Rosendal og Per Krøis Kjærsgaard med ”Du kom med alt det der var dig” og ”Linedanser”. Med den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen kommer endnu flere til. Flere nye, og det er netop en del af styrken ved den fælles sangskat, at den udvides og tilføjes nye sange, der kan afspejle netop nutiden, mens der også er et blik tilbage på fortiden. ”Fællesskab fødes, når jeg bliver til os”, som der står i ”efterskolesangen” ”Giv os lyset tilbage” af Per Krøis Kjærsgaard.
Fællessang er de fælles sange
Kulturens sange kendes fra de islandske kvad, hvor eksempelvis ”Sønnetabet” af Egil Skallegrimsson priser familie og slægt: ”for alle ser, at uden slægt græmmes ensom den gamle knark” kvæder Skallagrimsson. Og i ”Havamal”: ”selv dør man også; men ordets ry dør aldrig, for den der får et godt!”. Her er der nogle fælles værdier, der overleveres. Man finder det også i middelalderens religiøse sange, hvor den katolske kirkes liturgi også i danske gudstjenester og klostre indbefattede en del korsange, der dog blev sunget på latin. ”Kyrie Eleison” har lydt gennem Børglum Klosterkirke og andre af middelalderens kvaderstenskirker.
Med Luther og reformationen kom fællessangen ind i kirkerummet med salmesangen, og med højskolebevægelsen i 1800-tallet kom en lang række ”skolesange” og ”folkelige sange” ind i den fælles sangtradition.
De danske folkeviser er de første verdslige fællessange i Danmark. ”Dronning Dagmar ligger i Ribe syg” og ”Ebbe Skammelsen, der rider så mange sti vild” fortæller begge om historiske begivenheder fortolket i et bestemt lys. Skillingsviserne, den sørgelige beretning om pigen ”i en seng på hospitalet” og revyviserne hører med her. Nutidens poptekster er også stærkt repræsenteret her, ligeledes er rap-genren en del af denne tradition.
Når fællessangtraditionen står så stærkt i Danmark, så har det rod i højskolernes undervisning. Foreningsdanmark og højskolerne (og senere efterskolerne) videreførte denne tradition i skytteforeninger, gymnastikforeninger, landboforeninger, husmorforeninger, haveforeninger og idrætsforeninger.
Skolen tog sangens pædagogiske muligheder til sig. I den første skolelov fra 1814 står der:
»Der skal i Skolerne undervises i Religion, Skrivning og Regning samt Læsning; og saa bør Skolelærerne veilede Børnene til ordentlig Sang«
Det Sthyrske cirkulære fra 1899 beskriver nøje, hvordan salmer og folke- og fædrelandssange bør læres af alle. Allerede i 4. klasse bør eleverne kunne ”Kong Christian” og ”Vort modersmål er dejligt” udenad.
Morgensang var et uomgængeligt indslag i alle skoler, indtil ungdomsoprørets tider varslede andre samværsformer, også i skolen. Efter en afviklingsfase gennem de sidste 30 år ser det nu ud til, at der sker en genetablering af den rammesatte fællessang i skolen. Nordjyske skoler har for manges vedkommende gået videre gennem 1970’erne og 1980’erne med fast morgensang. På Horne Skole, hvor jeg selv gik i 1960’erne, har morgensangen fastholdt sin placering som indledning til skoledagen.
Morgensang kan virke disciplinerende og frigørende på samme tid. Når fællessang skal fungere, så skal alle indordne sig under samme rammer, samme tekst og samme melodi. Denne disciplinerende funktion er der mange beskrivelser af i dansk litteratur og film. Stil op på rækker, find sangbogen frem og alle synger med. Det er en disciplinering til fællesskab, der her finder sted i praksis. Det er en helt konkret praksis, der styrker fællesskabet i en individualiseret tid
Den kultur, der overleveres i fællesskabet, kan man forholde sig til i et demokratisk samfund.
Man kan ikke ‘stemme om’, hvorvidt man som elev vil kende til den overleverede kultur. Man må kende den, før man kan tage stilling til dens validitet.
Det er glædeligt, at den danske sangskat har så bredt et repertoire. Det spænder fra folkeviserne som eksempelvis ”En yndig og frydefuld sommertid”, hen over Kingo, Brorson og Grundtvigs store produktion, og der er Ingemanns morgen- og aftensange (der med Weyses melodier står stærkt også i skolen) og der er Jeppe Åkjær, Johannnes V. Jensen og Thøger Larsens årstidssange fra en landbokultur, der for længst er forsvundet Og der er Kim Larsen, Gnags (om end de er vanskelige at synge fælles), der er Halfdan Rasmussen og Benny Andersen og Tove Ditlevsen. Og så er der jo også de svenske Bellmann.-sange og den norske nationalsang og ”Kringsatt af fiender” af Nordahl Grieg. Og der er Jens Rosendal og Per Krøis Kjærsgaard med ”Du kom med alt det der var dig” og ”Linedanser”. Med den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen kommer endnu flere til. Flere nye, og det er netop en del af styrken ved den fælles sangskat, at den udvides og tilføjes nye sange, der kan afspejle netop nutiden, mens der også er et blik tilbage på fortiden.
”Fællesskab fødes, når jeg bliver til os”, som der står i ”efterskolesangen” ”Giv os lyset tilbage” af Per Krøis Kjærsgaard. Sangen slutter meget poetisk med en opfordring til tolerance og mangfoldighed:
”Gi' os landet tilbag'. Gi' tolerancen et nyt folkeslag. Hjertet er åbent og sindet er frit. Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.”
