Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Min historie: Nul huller - (og nul fejl i regnestykkerne)
"Nul huller" er en bog i Dansklærerforeningens serie "Min historie". Den er målrettet 3. 6 . klasse. "Nul huller" har Rebecca Bach-Lauritsen som forfatter. At fortælle sin personlige historie er en helt klassisk genre, og her i Dansklærerforeningens serie bliver de personlige livsfortællinger løftet op til et eksistentielt niveau. Litteraturen her viser også mangfoldigheden i barndomsoplevelser. Her er der afsæt for elevernes egne barndomsfortællinger. Det kan også være deres forældres generation, der skal fortælle.
Publiceret
Senest opdateret
”Engang fortalte jeg min klasse, at jeg havde
arvet en slikbutik, og at hele vores kælderrum var fyldt med vingummisutter,
bobletyggegummi, chokolade og karameller, og jeg endte med at bruge alle mine
penge (30 kroner) på at købe slikkepinde i kiosken og dele ud i skolen som bevis
for den uendelige mængde slik, jeg var i besiddelse af.”
Sådan fortæller Rebecca Bach-Lauritsen på sin hjemmeside om ”derfor blev jeg forfatter”. Den historie er med i ”Nul huller”, en udgivelse i Dansklærerforeningens serie ”Min historie”.
Bach-Lauritsen har altid fortalt, hun har skrevet mange bøger til børn og unge, og nu fortæller hun om sit eget liv, sin barndom og den tid, hun voksede op i.
Det er fortællingen om at være barn først i 1980’erne. Rebecca Bach-Lauritsen er født i 1976:
”Min historie begynder på Åboulevarden i en lille lejlighed i 1975, det er en meget kold dag, og min mor og far er til julefest. Der er finsprit i gløggen, og min mor og far laver mig. Hvis jeg bliver en dreng, skal jeg hedde Robert eller Christian.”
Det blev en pige. Et enebarn med rødt hår, bøjle på tænderne, en ukuelig energi, en pige der får en meddelelsesbog (den tids Aula) med hjem, hvori der står: ”Rebecca er dygtig, men noget dominerende.”
Seriens koncept er, at man som forfatter fortæller om barndommen, men man fortæller også om tiden. Det er Citroen 2CV, der er bilen, der er hindbærsnitter, klassebilleder, regnestykker på ternet papir, og så er det en tid, hvor forældre og børn ikke talte om døden.
Da Rebecca Bach-Lauritsens morfar dør, er hun med i kirken til begravelsen, men da hun skal fortælle om det, så mangler hun ord, da hun i skolen bliver bedt om at fortælle om dagen:
”Hanne nikker og smiler, som om det er fint, det jeg fortæller, men jeg får det mærkeligt indeni, jeg føler, jeg snyder eller lyver; alt, jeg har sagt, er rigtigt, men det fortæller slet ikke, hvad det var, der skete.”
Allerede som barn har hun været optaget af sprog. Og ord. Og bogstaver. Når man hedder Rebecca, er det vigtigt:
”Min yndlingskage er hindbærsnitte, jeg drikker kakaomælk, jeg er født den tolvte september, og mit navn staves med to c’er. Hvis du staver mig med k, ved du ikke, hvem jeg er.”
Tegneren Signe Kjær fortæller samme historie som teksten, men hun magter også at få uhyggen og de mange sære følelser, som gemmer sig i barndommen, med i tegningerne. Når Bach-Lauritsen tænker:
”Jeg har nul fejl og nul huller. Hvis jeg ikke har nul fejl og nul huller, ved jeg ikke længere, hvem jeg er.”, så ved Signe Kjær, hvordan man med udviskede strøg af rødt kan give en stemning af …. ja, af uvished.
Andre gange er det mere illustrationerne af en 2CV, et klassebillede eller en frimærkesamling, der er at finde på siderne.
Billeder og tekst fortæller i ”Nul huller” en interessant og vedkommende og meget genkendelig historie om en barndom.
At fortælle sin personlige historie er en helt klassisk genre, og her i Dansklærerforeningens serie bliver de personlige livsfortællinger løftet op til et eksistentielt niveau.
Litteraturen her viser også mangfoldigheden i barndomsoplevelser. Her er der afsæt for elevernes egne barndomsfortællinger. Det kan også være deres forældres generation, der skal fortælle.
