Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Hviskeleg – en grafisk roman om børn og børns rettigheder
Vera er bekymret, men selv om hun forsøger at fortælle det til sine forældre, så sker der først noget, da hun taler med sin farmor. Farmor siger: ”Måske er det ikke noget at gå rundt og hviske, vel?” Vera forklarer: ”Men Anna er bange. Derfor hvisker hun.”. Så er det farmor siger det: ”Ja, det var nu ikke Anna, jeg mente.” Så handler Vera. Sammen med sine forældre. Bag i bogen er der to sider til læseren og læreren. Her er der link til et undervisningsforløb om børns rettigheder og trivsel i klassen. Der er også et link til www.bornetelefonen.dk, hvor alle børn kan ringe for at få råd.
Hviskeleg – en grafisk roman om børn og børns rettigheder
Det står på de sidste to sider: ”I Danmark er det forbudt at slå børn. Altså helt forbudt.” Det er henvendt til læseren af ”Hviskeleg”, en grafisk roman af Morten Dürr og Sofie Louise Dam, der er udkommet i 2021 på forlaget Plot. Hviskeleg er en helt klassisk leg for børn, men her i bogen er den også en metafor for den hviskeleg, der foregår, når man har på fornemmelsen, at alt ikke er godt, - men hvor ingen siger noget. Når børn bliver slået, så skal man ikke hviske om det, så skal man handle. Det er bogens budskab, der fortælles gennem Vera, der på introbilledet sidder helt alene på en stol. Et stemme uden for billedet siger: ”Vera. Du må hellere fortælle det hele fra begyndelsen.” Og så fortæller Vera om Hviskeleg og Anna fra klassen.
”Det startede som en leg. Bare for at lave noget i frikvarteret. I vinters gik der mode i at spille kort. Vi spillede Røvhul, 31 og Olsen. Da vejret blev varmere, legede vi Dåseskjul. 20! Så en dag foreslog Sofia, at vi kunne lege…. Hviskeleg. Det var en leg, vi legede i de mindre klasser.”
Sådan går Vera i gang med at fortælle om det, der skete i skolen og klassens venneflok.
Det går fint. De hvisker, at Sofia og Asbjørn er kærester, de hvisker og ler og har en fest, når alt bliver forandret til noget helt uforståeligt.
Der er kun én regel i legen. Man skal begynde med noget, der er sandt. Og man må ikke sige det højt, før runden er færdig.
Anna kommer med i legen, og da hun begynder, så hvisker hun til Vera: ”Min mor slår mig”. Herfra går alt galt. Vera ved ikke, hvad hun skal stille op med den viden, hun har fået. Anna vælger at trække sig fra venner og skolen. Først bliver hun syg, så bliver hun stille, så mister hun stemmen og hun bliver helt tavs og trist. Når de gennemgår Tove Ditlevsens digt: ”Aldrig hørte jeg din spæde stemme, aldrig smilte dine blege læber….” så tager de andre i klassen over, når det egentlig var Annas tur.
På skolens idrætsdag fejler Anna, der ellers er en sprinter, da de løber stafetløb. Anna mor henter Anna, og Vera bliver igen bekymret og tænker: ”Er det kun mig, der tror, at der er noget galt?”.
Vera er bekymret, men selv om hun forsøger at fortælle det til sine forældre, så sker der først noget, da hun taler med sin farmor. Farmor siger: ”Måske er det ikke noget at gå rundt og hviske, vel?” Vera forklarer: ”Men Anna er bange. Derfor hvisker hun.”. Så er det farmor siger det: ”Ja, det var nu ikke Anna, jeg mente.” Så handler Vera. Sammen med sine forældre.
Vera skal have opbakning til at tage affære. Børn skal ikke løse voksne problemer, her skal de have hjælp.
Bag i bogen er der to sider til læseren og læreren. Her er der link til et undervisningsforløb om børns rettigheder og trivsel i klassen. Der er også et link til www.bornetelefonen.dk, hvor alle børn kan ringe for at få råd.
”I Danmark er det forbudt at slå børn. Altså helt forbudt!” og så står der også: ”Kender du nogen, som bliver slået. Eller nogen, som har det dårligt? Sådan skal det ikke fortsætte. Du skal snakke med nogen om det. En fra din familie. Eller måske nogle andre voksne, du stoler på – dine venners forældre for eksempel. Eller du kan ringe til Børnetelefonen.”
Det er en bog, der kan give børn mulighed for at tale om det, der kan være svært at få sagt. Her leger Vera og Yasmin og Sofie Hviskeleg, men der sker noget, når de råber op og taler hørligt om det.
