Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Studiestart er faglighed, fællesskab og fest
Man skal som lærerstuderende altid have blikket for ”hvad kan jeg bruge det til i folkeskolen?”, og når man selv er i en læringsproces, vil der altid være et dobbeltblik på egen faglig læring samtidig med at perspektivet også peger ud i skolen. Det blik fik mange af de nye studerende forhåbentlig øje for allerede her i introforløbet. Der er grund til at sætte pris på de mange ansvarsbevidste lærerstuderende, der som tutorer giver nye studerende et billede af hverdagen på læreruddannelsen.
Studiestart er faglighed, fællesskab og fest
Enhver ny studerende på Læreruddannelsen (og alle andre studier) har sin historie at fortælle. Der er taget en række valg, der har været mange overvejelser. I denne uge mødte 251 studerende op til ”første studiedag” på Læreruddannelsen i Aalborg. Det skete i onsdags. De blev modtaget af et hold tutorer, studentervejlederne (der også er studerende) og naturligvis undervisere, ledelse, administration, kantine og pedeller. Den røde løber var rullet ud, flaget hejst, navneskiltene var klar, og der var fællessang og festtale i festsalen.
De mødte ind til tre dage (tilrettelagt af tutorerne), hvor der var fokus på det helt særlige, man må overveje, når man har valgt lærerprofessionen: Hvad er en god lærer?
Med afsæt i faglige artikler (og megen erfaringsudveksling, hvor mange lærerbilleder blev hentet frem fra mange skoledage) blev der arbejdet med formidling af ”den gode lærer”.
Med i programmet for dagene var der også det helt selvfølgelige: Fællessang, navnelege af mange slags, aktivitetseftermiddag med ufattelig mange sjove lege, rundvisning på matriklen og til sidst en fælles forestilling i festsalen, hvor de enkelte hold gav deres bud på ”den gode lærer”. Det var i sang, teater, video og i ansættelsessamtale i en tinder-version. Muntert og mangfoldigt.
Fredag sluttede med en fest, og som underviser var det også en fest at være med til. Det blev en fest, der holdt højt humør (og høj musik) fra start til slut.
Faglighed, fællesskab og fest i en balanceret version var målet, og det blev nået.
På Læreruddannelsen i Aalborg er det lykkedes tutorerne at finde den rette balance.
Som lærer vil man selv skulle tage ansvar for et utal af idrætsdage, fagdage, temadage, tværsuger og man vil få ansvaret for nye klasser, hvor der skal læres navne, udveksles erfaringer og dannes gode og holdbare fællesskaber. Alt dette forberedes de lærerstuderende til også i introforløbet.
Man skal som lærerstuderende altid have blikket for ”hvad kan jeg bruge det til i folkeskolen?”, og når man selv er i en læringsproces vil der altid være et dobbeltblik på egen faglig læring samtidig med at perspektivet også peger ud i skolen.
Det blik fik mange af de nye studerende forhåbentlig øje for allerede her i introforløbet.
Der er grund til at sætte pris på de mange ansvarsbevidste lærerstuderende, der som tutorer giver nye studerende et billede af hverdagen på læreruddannelsen.
De formåede at have en fest midt i fagligheden.
Nu venter der fire år med studier. Det må gerne fortsat være en fest med faglighed, fordybelse og fællesskab.