Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Pissedårlig politik - et (pisse)dårligt projekt
Det er fremragende og kloge og kompetente bidragydere, der står på forsiden. Redaktørerne har stor indsigt og interesse i skoleverdenen og læreruddannelsen, så det er virkelig ærgerligt, at der kom et så pissedårligt resultat ud af processen. Det er Lotte Rod, der skriver om dårlige (pissedårlige) svar, von Oettingen skriver om pissedårlig reformpolitik, Jacob Mark om pissedårlige forslag, Ellen Trane Nørby om pissedårlige kompromiser, Marianne Jelved bruger også den betegnelse om en pissedårlig aftale (jeg havde eller håbet, at netop Jelved ville have haft et større ordforråd), og så er der Jens Henrik Thulesen Dahl om pissedårlig økonomi. Når bidragene listes op på denne måde, så får man virkelig oplevelsen af, hvor trættende det er at læse om pissedårlig politik.
Publiceret
Senest opdateret
Alexander von Oettingen og Lotte Rod: Pissedårlig politik, Hans Reitzels forlag
”Den største fejl har dog været af generel karakter: Der er kommet administrativt tunge overbygninger på de sammenlagte institutioner (flugten om bag skrivebordet), og der er kommet flere ledere, der hverken har erfaring eller forudsætning for at yde pædagogisk ledelse og sparring.” Sådan står der skrevet af Bertel Geismar Haarder i forordet i bogen ”Pissedårlig politik”. Det er Alexander von Oettingen og politikeren Lotte Rod, der står som redaktører.
Bogen er en del af serie om ”pissedårlige” elementer, der særligt har forbindelse til undervisning og pædagogik. Det er en popsmart titel, og titlen er … det kan siges klart: Virkelig dårlig. Bogen har (som gennemgående beskrivelse af politiske enkeltsager) en karakteristik af disse oplevelser som netop ”pissedårlige” beslutninger, processer eller nederlag. Det er vildt trættende at læse en så ensidig fokusering på det, der fejlede. Bertel Haarder indleder med en undskyldning: ”Jeg begik en fejl, da ….”, men alle skribenter fremhæver fejl, der på sin vis ikke var deres ansvar. Det har været andre, der var førstemænd og kvinder i dårlige processer i det politiske landskab, og så har skribenterne her været med som følgere - uden at sætte hælene i jorden, uden at sige nej.
Det er Lotte Rod, der skriver om dårlige (pissedårlige) svar, von Oettingen skriver om pissedårlig reformpolitik, Jacob Mark om pissedårlige forslag, Ellen Trane Nørby om pissedårlige kompromiser, Marianne Jelved bruger også den betegnelse om en pissedårlig aftale (jeg havde eller håbet, at netop Jelved ville have haft et større ordforråd), og så er der Jens Henrik Thulesen Dahl om pissedårlig økonomi.
Når bidragene listes op på denne måde, så får man virkelig oplevelsen af, hvor trættende det er at læse om pissedårlig politik.
Det er 69 smalle sider (otte sider indregnes ikke), så det er meget kort fortalt. Og ja, jeg er tæt på at blive i pissedårligt humør, når jeg læser med.
Det kunne være befriende med ægte undskyldninger fremfor bortforklaringer på egne fejl. Det kunne være befriende med en positiv læring af fejlene. Marianne Jelved har en enkelt morale, hvor hun skriver: ”Af det har jeg lært følgende vedrørende et flertal af forligspartier: Lad dem aldrig sidde alene om bordet.”
Det er en smal morale i en (fysisk og indholdsmæssigt) smal bog.
Det er fremragende og kloge og kompetente bidragydere, der står på forsiden. Redaktørerne har stor indsigt og interesse i skoleverdenen og læreruddannelsen, så det er virkelig ærgerligt, at der kom et så pissedårligt resultat ud af processen.
P.S. Og jeg ville ALDRIG sige ”pissedårligt” nogensinde om noget som helst. Det er uopfindsomt, det er uoriginalt, det er en doven og dvask omgang med sproget.
