Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Vi dør alligevel snart
Sofie Endahl Riis er skriver (hvad der er en stor glæde) i et sprog, der rammer ungt uden at være popsmart eller konfirmandkikset. Det er en forfatter, der har sproglig opmærksomhed på sin playliste. Sofie Endahl Riis er 22 år, hun er fuldtidsstuderende, og så er hun meget optaget af unges liv, unges sindstilstand og den måde, man kan forvalte sit ungdomsliv på. Måske er ”Vi dør alligevel snart” en ungdomsbog, en young adult-udgivelse, som det hedder. Måske er det slet og ret en god roman om unge.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Sofie
Endahl Riis er skriver (hvad der er en stor glæde) i et sprog, der rammer ungt
uden at være popsmart eller konfirmandkikset. Det er en forfatter, der har sproglig
opmærksomhed på sin playliste.
”Nogle gange lader jeg, som om hun er død. Det er nemmere.
Hvorfor er det nemmere? Henriettes øjne holder mig fast, siddende oprejst i stolen. Hvorfor er min krop så tung, at jeg ikke kan bære den selv?
Fordi det ikke er sjovt at elske nogen, der ikke elsker en.”
Det er en samtale mellem Vibe, datter af en enlig mor, ung, rodløs, ramt af ulykkelig kærlighed og en stor ensomhed i festens mængde, der her sidder i samtale med kvinden Henriette, mor til den unge Mads, - og lige i denne samtale repræsenterer hun Jehovas Vidner, hvor Vibe søger efter et ståsted.
Vibe er en af hovedpersonerne i den unge forfatter Sofie Endahl Riis’ nyeste roman: ”Vi dør alligevel snart.” Den anden hovedperson er Mads, der går på gymnasiet, er kæreste med Edith, og de er begge med i Jehovas Vidner. Mads er kritisk overfor sekten, og da Ediths kusine Tabita dør i en bilulykke på sin bryllupsdag, så bliver han endnu mere kritisk overfor De Ældste og Jehovas Vidner. Tabita dør, fordi Jehovas Vidner ikke må modtage blodtransfusioner. Et replikskifte fra sygehuset på ulykkesnatten lyder:
”Jeg søger damens øjne, hun har briller på , har hun hele tiden haft det? I skal give hende blod!
Jeg bliver nødt til at bede dig om at sætte dig ned, brilledamen skæver fra mig til far.
Hans hånd hviler på min skulder, sorte prikker breder sig i mit synsfelt. Sæt dig ned!
Jeg vrister mig fri af hans greb. I SKAL GIVE HENDE BLOD!”
Det får hun ikke, Mads’ far har som Ældste talt med Tabita og frarådet hende en blodtransfusion. At modtage blod vil give evig fortabelse. Mads tænker: ”Hvorfor redder jeg liv. Vi dør alligevel snart.” Det blev også bogens titel, og livet og døden (og særligt måden livet forvaltes på) er bogens tema.
Sofie Endahl Riis er født i 2000, hun debuterede som 17-årig med den anmelderroste ”Sindstequila”. Derefter kom ungdomsromanerne ”Øjebliksbilleder”, ”Efterskælv”, ”Smuk, smukkere, smukkest” og chatromanen ”Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”. ”Pixie lever stadig” kom i 2022, og her i januar 2023 er det så ”Vi dør alligevel snart”. Sofie Endahl Riis er 22 år, hun er fuldtidsstuderende, og så er hun meget optaget af unges liv, unges sindstilstand og den måde, man kan forvalte sit ungdomsliv på.
”Vi dør alligevel snart” har to spor, men den har mange bipersoner, der er med til at nuancere problemstillingerne. Når Vibe møder Henriette i Jehovas Vidner, så møder hun et menneske, der lytter til hende. Vibe finder ro i den faste tro, de klare regler og det givne værdisæt. Mads (og andre med ham) ser troen, reglerne, sekten som en spændetrøje, de ikke kan slippe ud af uden store tab.
Måske er ”Vi dør alligevel snart” en ungdomsbog, en young adult-udgivelse, som det hedder. Måske er det slet og ret en god roman om unge.
Ungdomsbøger er ikke bøger til unge. Det er bøger OM unge. Nogle bøger i kategorien ”young adult” kan absolut anbefales til voksne læsere (og til unge). ”Pixie lever stadig” af Sofie Riis Endahl er en bog til unge og til voksne. Det er ”Vi dør alligevel snart” også.
Sofie Riis Endahl skriver om ensomheden og længslen efter at høre til. Det kan være et tema for alle, men det er en roman, der kan give ”voksne” et blik ind i et sårbart ungdomsliv.
I et interview siger den unge forfatter: ”Jeg synes, vi skal blive bedre til at stoppe vores navlepilleri og til at tage hensyn til hinanden. Især når vi er unge. Som ung kan man godt have hovedet lidt oppe i egen røv. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvorfor man har behov for at forsegle, hvem der er med og ikke med i et fællesskab. Hvorfor har man brug for at gøre det i stedet for, at folk bare kan komme ind og ud af fællesskabet på deres egne præmisser.”
Og hun fortsætter: ”Unge får tit at vide, at de skal se at blive voksne. Jeg savner, at voksne også sætter sig ind i, hvordan det er at være ung. Når en ung eksempelvis går og har det dårligt i sit sabbatår, tror jeg hurtigt, at voksne tænker: ’Nå ja, men livet går jo videre.’ Og det ved man godt, når man er 40 år gammel – for der er livet allerede gået videre! Men når man er 19 år, og alle ens venner har forladt en, og man føler sig ensom og tænker, at man aldrig nogensinde får venner igen, så forstår man det bare ikke.”
Mads og Vibe (og Edith, Stig, Benjamin og de andre i ”Vi dør alligevel snart”) tager nogle valg, der har konsekvenser. Men de tager et valg, og de har et valg: man kan blive, man kan gå. Begge dele har store omkostninger.
P.S: Bag i bogen står der: ”Det er vigtigt for mig (Sofie Endahl Riis) at understrege, at Vibe og Mads’ fortællinger om Jehovas Vidner er to ud af rigtig, rigtig mange forskellige. Og jeg har mødt mange Jehovas Vidner, der lever lykkelige liv i troen. Hvis du ønsker at høre endnu flere fortællinger kan jeg anbefale podcasten ”Udstødt”, hvor et tidligere Jehovas Vidne, Frank Flemming Jensen, interviewer andre tidligere Jehovas Vidner. Bliver du udsat for social kontrol, og / eller ønsker du at forlade et lukket trossamfund, er der støttet at finde hos Eftertro, læs mere på Eftertro.dk”
P.S: ”Hvor mange bøger har I skrevet og udgivet?” spørger jeg til tider mine 23-årige studerende, når vi læser Morten Nielsens og Gustaf Munch-Petersens digte, - eller når det gælder Sofie Endahl Riis’ forfatterskab. Man må gerne vide, at nogle har et helt særligt sprogligt fortællertalent. Det har Endahl Riis.
