Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
En buket blomster til Bo, Line, Helle, Brenda, Christian og Mette - og alle de andre lærere
Halfdan Rasmussen kunne skrive om skolelærer Ørnebjerg, der var en ”rigtig lærer”. Dem er der mange af i den danske skoleverden. Politiken har i flere år haft en ”undervisningspris”. Hvis man er mismodig og mistrøstig på sin professions vegne (jeg uddanner lærere, og til tider kan man jo tvivle på alt), ja, så kan man gå ind for at læse de indstillinger af kandidater til ”underviserprisen”, der kan findes på Politikens hjemmeside.
En buket blomster til Bo, Line, Helle, Brenda, Christian og Mette - og alle de andre lærere
”Og det var din lærer hr. Ørnebjerg
som aldrig talte ned til en dværg
og gerne fortalte om kæmper så små
at de ikke var til at få øje på.”
Halfdan Rasmussen kunne skrive om skolelærer Ørnebjerg, der var en ”rigtig lærer”. Dem er der mange af i den danske skoleverden. Politiken har i flere år haft en ”undervisningspris”. Hvis man er mismodig og mistrøstig på sin professions vegne (jeg uddanner lærere, og til tider kan man jo tvivle på alt), ja, så kan man gå ind for at læse de indstillinger af kandidater til ”underviserprisen”, der kan findes på Politikens hjemmeside.
Det er en glæde. Her ser man, hvordan lærere gør en forskel. Der er allerede nu hundreder af indstillinger, hvor gamle elever, kolleger og forældre til nuværende eller tidligere elever får sat ord på, hvordan lærere har gjort en forskel for deres liv og hverdag.
Her er nogle klip fra et ganske lille uddrag af indstillingerne:
”Som nyansat på skolen kan man ikke undgå at lægge mærke til Christian med det samme. Han tager hånd om de nye kollegaer ved at byde dem indenfor. Invitationer til sociale arrangementer, hjælpsom og opmærksom med udfordringer, små drillende beskeder eller en sjov kommentar på gangen. Alt sammen elementer der gør, at man føler sig som en del af fællesskabet på skolen. Det er guld værd, når man kommer som ny.”
”Brenda er den lærer, man aldrig glemmer fra sin ungdom, og som gør afgørende forskel for rigtig mange børn, hun møder på sin vej. Hun er en uovertruffen lærer, som ikke lader sig begrænse af sit fag (engelsk) , når det gælder interaktionen med sine elever. Hun fordyber sig i dem og lærer dem at kende. Deres faglige styrker og svagheder, deres personligheder, selvværd, selvtillid og andre helt afgørende fundamenter, er en helt naturlig del af hendes relation til sine elever. Når hun tager afsked med sine afgangselever, bruger hun tid på at skrive et - langt - og meget personligt brev til hver enkel elev, hvor hun minder dem om deres styrker, og unikke kvaliteter. Hun bygger dem op til en selvstændig fremtid! Brenda har undervist min ældste søn og underviser min yngste søn på Herlufsholm Skole i Næstved.”
”Mette er bare en solstråle! Hun er altid i godt humør, selv hvis vi er trætte efter en lang dag, og lige skal gennem en sidste times tysk. Hun er virkelig god til at motivere os alle og er meget god til, at få os til at tro på os selv! Hun var min tysklærer i flere år, og hun er den bedste tysklærer jeg nogensinde har haft. Ikke én gang tvivlede hun på os, hun har altid troet på sine elever!”
”Karen er mere end man kan forvente af en lærer. Udover at være faglig og dedikeret har hun et enormt engagement i sine elever, og intet er for småt til, at Karen ikke vil interessere og engagere sig. Hun fortjener anerkendelse for alt det arbejde, hun gør i forbindelse med undervisningen, men i særdeleshed også for alt det, hun gør ved siden af.”
”"Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi", sådan sang Kim Larsen i 1986. I april 2020 blev ordene virkelighed for 1.A i Hirtshals. Klassen var lige startet hjemmeundervisning, da deres lærer døde, og Helle mistede sin nærmeste kollega. Helle påtog sig en svær opgave, og har siden været en uvurderlig støtte for hele årgangen. Hun møder børnene hvor de er, giver dem tryghed, og yder en utrolig omsorg. Udover stor faglighed rummer Helle en menneskelig side, som gør at vores børn er glade for at komme i skole. Hun ved, at for at børnene er læringsparate, kræver det at de trives, og har det godt. Vores børn elsker Helles rummelighed, og fine evne til at se det enkelte barn som et selvstændigt individ. Alle føler sig set og værdsat.”
”Line fokuserer rigtig gerne på de elever som har det svært, og da en elev ramt af skilsmisse, ikke havde mod til skolen, kørte Line gerne den lange vej fra eget hjem, for at mødes med eleven i hendes hjem, udelukkende for at være til stede, lytte og lade eleven vide at hun ikke bliver glemt. Eleven havde specifikt spurgt efter Line, selvom Line kun har elevens klasse i ganske få timer. Line har et hjerte af guld, og det er tydeligt at hun lider med de børn som har det svært, og hun glædes når børnene har det godt. Hun er min ven, min kollega, og ikke mindst, en gevinst for Biersted Skole, og hele Biersted by.”
”Bo er ikke lærer. Han er menneske og han ser mennesker. Selv, når de ikke ser sig selv. Han giver aldrig op - han bliver ved, og ved og ved, for som han siger "ellers går det jo ud over børnene". Så ja, mange timer bliver der lagt i, men det er ikke timerne, fo de forsvinder jo, når man har det sjovt. Det er engagementet. Han og hans familie har taget et barn fra hans klasse som plejebarn for "jamen, hun kan da sagtens bo hos os!", han har lært alle aldre at musik gør mere ved dit humør, end du skulle tro, og han er simpelthen bare så rar og tilstedeværende. Det er nok derfor, at vi er mange, selvom vi gik ud af folkeskolen for årtier tilbage, tænker på Bo som den vigtigste lærer, vi nogensinde har haft. Han fortjener umådelig meget en anerkendelse.”
Det er glædeligt, at så mange har overskud og lyst til at sige tak til læreren i deres eller deres børns liv. I disse uger, hvor udfordringerne står i kø: hjemmeundervisning, udeskole, tilstedeværelse, test, mere online-undervisning, nye planer, nye retningslinjer, nye….. så er det dejligt at vide, at arbejdet bliver værdsat. Der er smukke ord om Bo, Line, Helle, Brenda, Christian og Mette, men der er mange, der kunne være nævnt. Her er en smuk (og digital) buket til alle de lærere, der holder modet oppe – hos eleverne og sig selv.