Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Cecil Bødker: Nu trækker hun ikke flere tråde ud.
”Vædderen”, novellen om Vagn (det kunne man hedde i 1961) og hans besøg på en bondegård fortæller om et barn, der er tankeløst - måske ondt. Vagn er sandsynligvis en ”københavnerdreng” sendt på opfedning ude på landet. Nu skal han finde ud af, hvilke regler der gælder her. Han keder sig. Så kommer vædderen. Vagn driller den, vædderen går til angreb på den pæl, der er med til at hegne den inde. Med en fiskestang tirrer Vagn den olme vædder, der bliver mere og mere rasende. Til sidst er vædderen ud af indhegningen, men Vagn er inden da forsvundet til kage- og – kaffebordet, hvor der er gæster. Pludselig lyder det: Men hvor er Ole? Og ja, læseren ved det, det er Ole, der er blevet dødelig ramt af vædderens raseri. ”Vagn strakte nysgerrigt hals, det var faderen, der bar ham. Mon han var død? Hvad skulle han også omme bagved udhusene. Det kunne han jo lade være med.” Vagn har ikke ansvaret for noget, og han tager heller ikke ansvar.
Cecil Bødkers særlige øje for de sære og specielle børn
”Der var noget for vinduet indefra, det var brunt og øde af spindelvæv og gammelt støv. Men døren var åben. Døren var altid åben. Og der kom røg ud. Mærkelig tynd og stille røg. Christoffer kiggede forsigtigt på det sorte dørhul i muren overfor, han havde aldrig set Døven, og han brød sige heller ikke om at komme til det.”
Det er ”Døvens dør” af Cecil Bødker, der indledes sådan. Man får aldrig at vide, hvad der er inden for hos Døven. Man ved bare, at det er sært, anderledes, skummelt, spindelvævsfyldt og skræmmende. Da Christoffer, den handicappede dreng, jagtes af sine jævnaldrende, der vil se ham nøgen, så slår han tilbage. Han mister al frygt for Gert og de store drenge, han går til angreb med ord og messer forbandelser efter den målløse flok i baggården. Da Gert endelig går til angreb, så ser Christoffer ikke anden udvej end at flygte ind til det ukendte og skræmmende gennem Døvens dør. Mange læsere har undret sig over, hvordan det videre ville gå Christoffer. Cecil Bødker har i novellesamlingen ”Øjet” fra 1961 en række klassikere, der fortsat læses for novellernes helt fantastiske skildringer af børn. Børn, der er tankeløst onde og børn, der udsættes for ondskab.
”Vædderen”, novellen om Vagn (det kunne man hedde i 1961) og hans besøg på en bondegård fortæller om et barn, der er tankeløs og derfor bliver han ond. Vagn er sandsynligvis en ”københavnerdreng” sendt på opfedning ude på landet. Nu skal han finde ud af, hvilke regler der gælder her. ”Der var ikke engang nogen fugle der sang. Vagn stillede sig op på den nederste pigtråd, der var ikke andet end fluerne og nogen bier. Man skulle tro det hele sov herude, ligesom inde.” Vagn tænker på de ulykker, han indtil videre har været skyld i. Han må ikke gå i kornet, han må ikke lukke grisene ud eller starte traktoren. Han keder sig. Så kommer vædderen. Vagn driller den, vædderen går til angreb på den pæl, der er med til at hegne den inde. Med en fiskestang tirrer Vagn den olme vædder, der bliver mere og mere rasende. Til sidst er vædderen ud af indhegningen, men Vagn er inden da forsvundet til kage- og – kaffebordet, hvor der er gæster. Pludselig lyder det: Men hvor er Ole? Og ja, læseren ved det, det er Ole, der er blevet dødelig ramt af vædderens raseri. ”Vagn strakte nysgerrigt hals, det var faderen, der bar ham. Mon han var død? Hvad skulle han også omme bagved udhusene. Det kunne han jo lade være med.” Vagn har ikke ansvaret for noget, og han tager heller ikke ansvar.
”Bogfinken”, ”Det uskabte”, ”Den yderste dag”, ”Trapperne”, Sne”, ”Ismael”, ”Tyren” og ”Øjet” hedder de øvrige noveller i den ydmyge samling på 120 sider. Jeg har givet 17,25 for bogen tilbage i 1970’erne. De er godt givet ud. Det er her med denne novellesamling, Cecil Bødker efter min mening markerer sig stærkest..
Hun har skrevet i alle genrer. Digtene var hendes debut med ”Luseblomster” i 1955, hun har skrevet drama: ”Latter” i 1964, ”Salthandlerskens hus” fra 1972 er en realistisk og selvbiografisk roman, der er ”sære og eksperimenterende” bøger som ”Pap” fra 1967, og så er der en lang, lang række uforglemmelige børnebøger. Sammen med Halfdan Rasmussen, Flemming Quist Møller, Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard stod hun for (ja, det vidste de jo ikke dengang) det store skifte i dansk børnelitteratur. Med ”Silas og den sorte hoppe”, ”Cykelmyggen Egon”, ”Lille Virgil” og ”Halfdans ABC” fra 1967 kom det selvberoende barn ind i dansk børnelitteratur. Silas er en hovedperson af en helt anden støbning end 1950’ernes børnebøger kan byde ind med. Silas kom sejlende ned ad floden, alene i en pram der drev for vejr og vind og med en fløjte, der kunne få heste og onde hesteejere til at makke ret. "Han kom sejlende ned ad floden i en sær lille bredsnudet båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, med lod strømmen føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden, og man måtte tro det var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd."
Silas klarer sig selv, han er kun bundet af sine egne etiske normer, han bygger et samfund op på Sebastian-bjerget, han tager sig af de udstødte, de forhutlede og de forældreløse. Silas er en ener, der ikke lader sig sætte i bås. Der er fjorten Silas-bøger, og i modsætning til serierne om Puk og Jan, så gennemgår Silas en udvikling gennem de mange bøger. Han bliver ældre, han stifter familie, han tager ansvar.
Senere kom ”Hungerbarnet” (også kendt som ”Ulvepigen Tinka”) i 1990, der er gendigtninger af fortællingerne fra Det gamle Testamente, og der er endnu flere voksen – og børnebøger.
Tak til Cecil Bødker, der døde her midt i april. Hun blev 93 år. Hun fik som forfatter mange, mange priser. Hun er den eneste danske forfatter, der har fået H.C. Andersen-medaljen, en af de fornemmeste priser i dansk børnelitteratur. En af børnelitteraturens store priser, Silasprisen, er opkaldt efter hendes romanfigur.
P.S.: Om sin måde at skrive på har Cecil Bødker fortalt: ”Når jeg begynder at skrive, ved jeg aldrig, hvor historien bevæger sig hen, eller hvor den ender. Min far forsøgte at lære mig, at jeg skulle have en synopsis til historien – et skelet at bygge handlingen over, men mine figurer er altid kravlet ned fra skelettet og gået deres egne veje – og så er jeg gået bagefter. Jeg skriver på samme måde, som når der hænger en garn-ende ud af en skuffe. Man kan blive ved med at trække, så længe der kommer noget ud, og når der ikke er mere, holder man op.” Nu trækker hun ikke flere tråde ud. Tak for forfatterskabet. Det er stort og med mange tråde i mange farver, former og sammenfletninger.
faderen stod på den bare jord og gjorde et hus med egen hænder sønnen steg op på faderens skuldre og satte nyt etager på med andres hænder sønnensønnen lå på ryggen på tagterrassen og tog solbad
