Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Det blev pludselig meget klæft at fjæse bogen
"Det vau ikke uaut, synes den voksne. Tænk, hvis deu kommeu en kuokodille og man bliveu nødt til at uåbe: Pas på kuokodillen! Uigtigt tuagisk.” "Bogen der ikke ville læses" er en bog, der sætter fokus på sproglig opmærksomhed både hos den voksne og hos børn, der lytter med. Ord kan noget særligt, bogstaver kan noget helt for sig selv, og ord og bogstaver sammen kan bruges på mange forskellige måder. Det er en slags kalligram. Det helt særlige ved ”Bogen der ikke ville læses” er, at den er sjov. Den er virkelig sjov at læse op for andre.
Bogen der ikke ville læses
”Pssst…. At læse et eventyr om en bog, der ikke vil læses, kan være ret svært. Nærmest umuligt. Måske I bare skulle finde en anden bog i stedet for?”. Sådan står der på omslagets anden side i bogen: ”Bogen der ikke ville læses”, skrevet af David Sundin, en svensk børnebogsforfatter, der er standup-komiker (på svensk), manuskriptforfatter, tv-vært og skuespiller. Og altså også børnebogsforfatter. Nu har han skrevet en virkelig sjov, munter, medrivende og medlevende billedbog, der skal læses som godnatlæsning. Hvis man altså kan få det til at lykkes, for bogens titel siger det jo: Her er en bog, der ikke vil læses.
Først bliver bogen til et rat, som den voksne læser må styre, mens der læses op. Så får bogen vinger. Så kommer der nye ord i bogen: ”Det blev pludselig meget klæft at fjæse bogen. Der var blandt andet en falur som trullede pojs. Pojs? Ja, pojs. Aldrig havde den voksne været tvunget til at læse en bog, der var så ordmulig. Den voksne tjekkede om barnet sov. Niks. Ikke endnu. Så det var bare at læse videre.
Da hundes fest var klut, ville alle mumle pyltemøj. Alle fik pyltemøj i plesen og plikkede sig sammen i et klørbe. Plimrer favde trattels mandalur. Kappe, kappe, kad. Klumbas lærtrur blev flad.” Herefter står der ”Den voksne sukkede højt.”
Som den voksne læser må man sikkert sukke, men det er nu også vældig muntert at læse op. Der arbejdes med sprogets grafiske udformning. Ordene bliver bitte-bitte-små, de bliver store, de flintrer rundt på siden og de vil synges. Også bogstaverne falder fra hinanden og kan drive læseren ud på dybt vand. Her er det ”R”, der bliver forvandlet til ”U”: ”Det vau ikke uaut, synes den voksne. Tænk, hvis deu kommeu en kuokodille og man bliveu nødt til at uåbe: Pas på kuokodillen!
Så fouståu de måske ikke, hvad jeg sigeu, og så bliveu de spist af kuokodillen. Tuist. Viukelig tuist. Og tuagisk. Uigtigt tuagisk.”
Det er en bog, der sætter fokus på sproglig opmærksomhed både hos den voksne og hos børn, der lytter med. Ord kan noget særligt, bogstaver kan noget helt for sig selv, og ord og bogstaver sammen kan bruges på mange forskellige måder. Det er en slags kalligram.
Det var Guillaume Apollinaire (1880 – 1918), den franske digter og forfatter, der ”opfandt” digtformen kalligram, hvor man tegner billeder ved hjælp af ord, og hvor ordene skriver, hvad de forestiller. Et af Apollinaires kendte værker er et kærlighedsdigt kaldet ”9 février 1915”. Det forestiller den smukke kvinde, som digtet er tilegnet.
Hos børnebogsforfatterne er der flere, der har afprøvet kalligram-stilen. Marianne Iben Hansens ”Axel elsker biler” gør brug heraf. Karen Filskov: ”Skoven fra oven” har digte i form af solsort, edderkop, mus og myre. Figurdigte, kaldes de i omtalen, men det er i samme kalligram-stil.
Mette Hegnhøj, forfatteren, der bor i Sønderhå i Thy, skriver på samme vis bøger, hvor den grafiske form ofte spiller en rolle for teksten. Det gør den i ”Ella er mit navn vil du købe det.”. Bogen er skrevet på en helt klassisk skrivemaskine. På en almindelig analog skrivemaskine (altså en skrivemaskine med taster, farvebånd og god lyd og modstand) skriver Ella om, hvordan hun altid har ønsket sig en kat, og heldigvis får Ella en kat.
Alle hverdagens oplevelser skriver Ella på skrivemaskinen, og hun lægger hver dags noter i en brun kasse. Glæden ved katten Kattekismus får hende til at tegne katten med skrivemaskinens forskellige taster. Det bliver en kat:
§ §
(= ! =)/
(MIAV)
” ” ” ”
Helt umuligt at gengive med tastaturets taster. Der kommer mange varianter over katten i løbet af de 138 sider
Også i ”En prik og en streg” af Mette Hegnhøj er tegn og indhold kædet sammen, men her skal man selv tegne det, der står i teksten. Og man skal tegne det på ryggen af det barn, man læser højt for. Endelig er der Mette Vedsø, der i ”En sær musik” har nogle digte, der bruger samme virkning.
Det helt særlige ved ”Bogen der ikke ville læses” er, at den er sjov. Den er virkelig sjov at læse op for andre. Den taler til læseren, den taler til tilhøreren, og den er altid på barnets side. Den slutter med ”Så sagde barnet: Nu vil jeg gerne sove. Godnat.
Og den voksne sagde: Godnat min skat. Og dermed var bogen SLUT. …. Eller var den nu også det?”
Den fortsætter et par sider endnu inden den endelig slutter med et sødt hjerte og den allersidste bemærkning: ”Da barnet var faldet i søvn, gemte den voksne bogen, for at ingen skulle finde den næste aften. Så får vi se, hvoudan det gåu. Pøj. Pøj.”
P.S.: ”Bogen der ikke ville læses” har en helt, helt atypisk forside og omslag. Ensfarvet mosgrøn med guldtryk og en old-school ramme, der kunne være hentet fra første-udgaven af Peters Jul. Den skiller sg ud i mængden af kulørte billedbøger.
