Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Gode bøger om Grønland, Georgien, Gudbrandsdalen og den vide verden
”Vi læser bøger for at komme langt ud i den vide verden og dybt ind i os selv.” Sådan sagde Astrid Lindgren, når hun skulle give et bud på glæden ved litteratur. Det er ikke blot dansklærere, der læser litteratur, der er mange litteraturlæsere blandt lærere. Og i år er der udgivet mange, mange gode bøger. Her er mine bud på læseværdige værker, der gør det muligt at komme langt ud i verden – og måske dybt ind i sig selv.
Gode bøger om Grønland, Georgien, Gudbrandsdalen og den vide verden
”Vi læser bøger for at komme langt ud i den vide verden og dybt ind i os selv.” Sådan sagde Astrid Lindgren, når hun skulle give et bud på glæden ved litteratur. Dette års litteraturliste over anbefalinger til julens mange (og lange) aftner. Der er udgivet mange, mange gode bøger i dette efterår. Her er mine bud på læseværdige værker, der gør det muligt at komme langt ud i verden – og måske dybt ind i sig selv.
”Skæbnens blå tråde” af Lars Mytting. Det er fortsættelsen af ”Søsterklokkerne” om livet i Gudbrandsdalen for et par hundrede år siden. Det er norsk, det er hårdt arbejde, kærlighed, kirkeklokker, fjeld og frost og sprogligt en stor fornøjelse.
”Det ottende liv” af Nino Haratischwili, er en tung bog på 1092 sider. Det er hele Georgiens historie, der fortælles om, når slægsthistorien skrives: ”Tilegnet min bedstemor, som gav mig 1000 historier og et digt. Til min far, som efterlod mig en taske fuld af spørgsmål. Og til min mor, som fortalte mig, hvor jeg skulle lede efter svarene.” Det foregår i Georgien og Sovjetunionen fra 1900 og frem til tiden efter Murens Fald i 1989. To Verdenskrige, en revolution og en kold krig danner baggrund for familiens liv.
”Efter åndemaneren” af Kim Leine er tredje (men selvstændige bog) om det Grønland, der fandtes for et par hundrede år siden. Det er skrevet med alle sanser i brug, og Leine skildrer fugten, forfaldet, forrådnelsen og de store vidder så man føler sig med på rejsen: ”Det at rejse og det at være et sted er som to tilstandsformer, der ikke vil hinanden, tænker han. Hvis man gør det ene for længe, bliver det andet umuligt.”
”Den inderste kerne” af Lotte Kaae Andersen er romanen om Inge Lehmann, den store danske forsker, der fandt ud af, hvordan jordens kerne ser ud. Hun gik på skolen hos Hanna Adler, der skrev således om den unge Lehmann: ”Hanna Adler, København 1904
Det skarpe intellekt stod frem allerede i de små klasser, hun så det med det samme. Den unge frøken Lehmann sad på sin plads forrest i lokalet, lidt ranglet af statur, dirrende og intens, utålmodig. Et barn, der lærte hurtigt, huskede alt og selv tænkte videre, intet slap forbi hendes blik.”
”Shuggie Bain” af Douglas Stuart. Det er en fortælling fra den nedlagte mineby i Glasgows udkant. Udkanten af Skotland og udkanten af Glasgow. Her er den ukuelige mor Agnes, der forsøger at give sine børn en rimelig opvækst. Agnes er mor til Leeks, Cathrine og Shuggie, hun er på hævntogt mod sin eksmand, taxichaufføren Shug, der har forladt hende og børnene for at flytte ind til Joanie, der er knap så drikfældig som Agnes ”I en smidig bevægelse kastede Agnes cigaretten på jorden, smuttede de sorte stiletter af og samlede dem op, Agnes, der ikke kunne kaste en bold lige, var fyldt med mod efter at have ramt plet med skraldespanden.”
”Det er de oprørske, der svigter” af Erik Valeur og Lise Ringhof. Det er forfatterparret Erik Valeur og Lise Ringhof, der igen tager til Fanø nokfor at følge i familien Brinchs fodspor, kølvand og hjulspor. Denne bog begynder historisk i den kolde krigs tid og dette andet bind slutter med Murens Fald. Berlinmurens fald, men der er også andre mure, der falder.
”Løber man panden mod muren, kan det jo også være muren, der falder.” Ingen siger, at det altid er muren, der holder.
”Så tog jeg hjem” af Karin Smirnoff. ”Alkohol og sorg har det med at køre en rendegraver over folks ansigter.” Så kort kan det skrives, når Karin Smirnoff skal portrættere en forladt, ensom og fordrukken nabo i den lille svenske flække Smalånger, Västerbotten. Hovedpersonen i dette tredje og afsluttende bind om livet i de svenske skove, søer og flækker er igen Jana Kippo. Ukuelig som altid.
”I ruiner” af Morten Pape. Man er i godt selskab, når Morten Pape giver et billede af livet i ruiner: ”Han finder sine solbriller frem fra jakkelommen. Jeg kan ikke se, hvor han kigger hen. Det viser sig at han stirrer ind i sin egen hukommelse.”
”Jordemoder på jorden” af Edward Hoem er bogen om jordemoderen Marta Kristine, der gik den lange vej til Christiania fra Molde for at blive jordemoder. Så tog hun hjem og var jordemoder i mange år: ”De gik i skole sammen i fem år, Marta Kristine og Hans. Også når der ikke var skole, gik hun hen for at være sammen med ham. Han fulgte hende tilbage til Flovikstranden, når det mørknede. De gik gennem den lille skov og ned til pladsen. Hun havde ikke andre venner end Hans. Hun ville heller ikke have nogen anden ven.”
Nummer ti og elleve og tolv er tre bøger, der ikke er romaner, det er heller ikke fagbøger, de ligger lige mellem genrerne, og de giver udblik og indblik i verdener, man ikke helt vidste fandtes. Først er der ”Evigheden i et siv” af Irene Vallejo, der filosofisk, litterært og historisk fortæller om bogens historie fra papyrus til papir. Læs den. Karen Hastrup skriver i ”Imperiets børn” om de grønlandske børn, der blev tvangsflyttet til Danmark i 1950’erne. Rystende realisme. Lige så rystende er det at læse ”Alle vi børn af fru Brath” af Thomas Ubbesen, hvor lærerinden på den lille forskole i Thy får et eftermæle, der ikke er prisværdigt.
Endelig er der en ægte julebog, der giver mange julehistorie i én og samme bog: ”Alle tiders bøger vi læser til jul”. Det er en samling af fine, klassiske og helt nye fortællinger, der er gode at læse sammen og læse højt.Julebogen her begynder med Vitellos jul og har Peters jul som afslutning. Det er et virkelig godt valg, så børn (og voksne) møder ”den kendte” verden først, og så er kronologien omvendt og rækker helt tilbage til Peters jul i 1866.
Det var mange og gode bøger. De kan bringe læseren til Georgien, Grønland og Gudbrandsdalen. Når man læser, bliver man klog på en smuk måde, kan jeg citere mig selv for at have sagt.
P.S: Finder man, at man ”skal læse sig ind” i nogle af bøgerne, før de bliver gode, så hav blot samme tålmodighed som denne læser i Kim Leines ”Efter åndemaneren”: ”At læse Kirkegaard er som at slå sig selv over fingeren med en hammer, det er så dejligt når det holder op og han kan åbne Jules Verne igen som belønning, og på den måde kommer han igennem begge bøger på under en uge.”
