Blog

Praktik og praksissamarbejde i ny læreruddannelse

Det er første år med den nye form for praktik og den nye læreruddannelse. Indtil videre har det givet et virkelig fint samarbejde mellem studerende, praktiklærere, praktikskole og læreruddannelsen. Forhåbentlig giver det en god ballast til den længere praktik, der i Aalborg ligger i januar. Humøret er under alle omstændigheder godt hos alle elever, lærere og studerende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Praktikken på første årgang i den nye læreruddannelse er en såkaldt ”udstrakt praktik”, hvor studerende er tilknyttet en skole i de første to studieår. Her på første årgang er der fem tirsdage, hvor studerende følger en lærer på den tildelte skole. Som undervisere er man så på besøg på skolen og i klasserne. Spændende. Her er tre blik ind på mellemtrinnet på en byskole i Aalborg:

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Blik ind i praksis:

Først er det en femteklasse, og det første man tænker er: ”Jamen, så stille der er. Og så stille hun taler. Der er såååå meget ro i over dagens første lektion. Læreren taler stille og roligt, det begynder med et læsebånd. Der hentes AndersAnd-blade og bøger, og så læser de. Helt stille.

Så skal de skrive og skrive og skrive ud fra en skriveramme med indledning og alt det der.

De sidder lidt forskelligt, fire og fire eller på række. Nogen skriver i hånden (jeg får så ondt i hovedet, når jeg ser på en skærm), andre skriver på chromebooks. Et meget styret forløb, men der er også plads til egne gode ideer.

Skal man styre et skriveforløb så meget? kan man spørge. Men det fungerer virkelig godt, og timen slutter med fødselsdagssang (den med instrumenterne) og så er der frikvarter.

Hernæst er det 6. klasse, hvor de ser på taler. Efter at der er talt ned fra tre så er der stille og alle er på plads. Her er det prins Christians tale til 18-årsdagen, der er på dagsordenen.

Så er der madpakker og frikvarter.

Fjerde klasse er i gang i håndværk og design. Der slibes, filtes og snakkes uden mange konflikter.

 

De studerende har flere opgaver, når de møder ind på ”deres skole” og i ”deres klasse”. I det pædagogiske fag er de blevet ”klædt på” til praktikken. Der er ganske konkrete opgaver, således som det fremgår af kommunikationen med praktiklærerne:

 

”Som efterbehandling af praktikdag 2 har de studerende lavet praksisfortællinger fra praktikdagen, og de har lavet analyser af praksisfortællingerne. Dette har ført til en status over, hvad de indtil nu (efterårsferien) har lært og ved om god undervisning – og deres praksisteorier (foreløbige viden og erfaringer) har de dokumenteret på plancher, som de har taget billeder af. Spørg gerne ind til plancherne og praksisteorierne, når I mødes.

Som forberedelse til praktikdag 3, hvor fokus jo ligger på ’elevers deltagelsesmuligheder’, har de studerende læst og arbejdet med to tekster og en podcast om Universal Design for Learning (UDL).

I løbet af praktikdag 3 skal de studerende observere jeres undervisning med fokus på elevers deltagelsesmuligheder. Som afslutning på praktikdag 3 skal de nedskrive deres observationer fra en udvalgt lektion i en praksisfortælling. Derudover skal de også skrive praktiklogbog over dagen.”

 

Det er første år med den nye form for praktik og den nye læreruddannelse. Indtil videre har det givet et virkelig fint samarbejde mellem studerende, praktiklærere, praktikskole og læreruddannelsen. Forhåbentlig giver det en god ballast til den længere praktik, der i Aalborg ligger i januar.

 

Humøret er under alle omstændigheder godt hos alle elever, lærere og studerende.