Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Udeskole på Læreruddannelsen: Flygtninge før og nu
Efter ugers undervisning over teams var det en glæde at komme ud i verden, om end det var en dyster tur ud i verden. Morten, studerende med bopæl tæt på kirkegården, var turguide og fortalte om fortolkningen af kunstværkerne, om den historiske baggrund og om den litteratur, der kan kædes sammen med stedet.
Til tider får man de oplevelser, man ikke vidste, man gerne ville have….
Søndre Kirkegaard i Aalborg er en ny kirkegård. Den er fra 1940,- der er ikke hundreder af års historiske vingesus over gravstederne her.
Der er et kapel, der er en kirke, Margrethekirken, og så er der kirkegården, hvor der er 1017 grave, der vidner om skæbnen for de tyske flygtninge i Danmark. Der var omkring 250.000 i årene efter krigen. Det kan man altid lige huske på her i 2021. Mange af dem (særligt kvinder og børn) døde af tyfus, af underernæring, af sygdomme af alle slags. De havde forladt deres hjem i Polen og omegn på flugt for russerne. Nu var de nået til Danmark. På kirkegårde ligger de samlet, i Kølvrå, i Grove, i Oksbøl og i Aalborg. Der kan sendes mange tanker fra 2021 til 1947 og 1946, de årstal, der står på mange gravsteder.
Tæt på disse grave finder man 5. maj parken. Den ligger lige syd for kirkegården. Den er indviet på 40års dagen for befrielsen. Her er 145 mindeplader af granit lagt ned i græsset. Alle de døde fra Aalborg har her fået en stenplade. Morten Nielsen er her, Niels Erik Vangsted også.
Det er personer, der er blevet henrettede eller døde i tyske koncentrationslejre. Andre er omkomne i fængsler eller under transport. Nogle er faldet i kamp. Og så er der alle dem, der døde i allieret tjeneste på havene. Under et kunstværk af Edgar Funch ligger en mindeplade med inskriptionen:
”I døde i kampen mod terror og mord
Kommende slægter vil følge jert spor
men dagene skifter og årene skrider
med tak skal I mindres til evige tider.”
Efter ugers undervisning over teams var det en glæde at komme ud i verden, om end det var en dyster tur ud i verden. Morten, studerende med bopæl tæt på kirkegaarden, var turguide og fortalte om fortolkningen af kunstværkerne, om den historiske baggrund og om den litteratur, der kan kædes sammen med stedet.
Tilbage på Læreruddannelsen var Mads Nygaard, forfatter til ”De uledsagedes bog” gæstelærer. Så blev der trukket en linje fra flygtningene i 1946-47 og til 2015 – til nu.
Til tider får man oplevelser, man ikke vidste, man ville møde. Det sker oftest i mødet med ”virkeligheden” i den fysiske form.
Det er noget helt andet at stå mellem de mange mindesten end når man ”bare” læser om det på nettet.
Udeskole – det foregår ude.