Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Videnskabens verden i tegninger og tekst til børn
Billedfagbøger har været skrevet og læst ”altid”. Den første bog i genren var måske Johann Amos Comenius’ bog: Orbis Sensualium Pictur”, den er fra 1658, og på dansk havde den en meget beskrivende (og lang) titel: ”Dend gandske Verden fuld af de Ting som kand sees och sandses afmaled.” Der er sket en del i sproget og illustrationernes verden siden da, men allerede dengang var man klar over, at man (også) kan blive klog af at læse bøger.
Videnskabens verden i tegninger og tekst til børn
”Peter Holm blev født i København i 1765. Han voksede op i Teglgård Stræde. Hans far var ølbrygger. Inde i gården lå det lille bryghus.
Den slags bryghuse var der mange af. Drikkevandet var dårligt. Derfor drak folk meget øl. Det var ikke stærkere, end at børn også kunne tåle det.”
Sådan indledes historien om ølbryggeren, kaperen, sømanden og familiefaderen Peter Holm, der er forfatteren Nils Hartmanns tip-tip-oldefar. Herom har Nils Harmann skrevet bogen ”Kongelig sørørver, min tip-tip oldefars dramatiske historie”.
Det er en fagbog, og fagbøger, der skrives til børn, er en helt særlig og fremragende genre. Her i serien ”lette fagbøger” udgives der fagbøger om mange historiske begivenheder, hvor der altid er et menneske i hovedrollen. Til tider en kendt historisk person, men oftest et ”helt almindeligt menneske”, der så viser sig at være ikke så almindelig.
Morten Jensen har illustreret, og det gør han med en fin blanding af tegneserie og ”illustrationer til historiske bøger”. Der er mange detaljer fra datidens København og kaperskibe, samtidig er de onde tegnet ondt, og miljøet er således, at man har lettere ved at forestille sig, hvordan det var at leve i 1800-tallet.
Bøgerne kan læses af de 8 – 12- årige, og der er mange og spændende at vælge mellem. ”Døden på indlandsisen” om Danmarksekspeditionen til Nordøstgrønland, ”Indianerland” om Peter Lassens liv som nybygger i Californien, ”Carsten den lykkelige” om Carsten Niebuhrs forskning i Arabien, ”Kurs mod Nordpolen”, ”På togt til Vinland”, ”Amazonas, rejsen til regnskovens indianere” - og mange flere.
Der er ofte faktaopslag med i bogen. Eksempelvis er der i ”Amazonas, rejsen til regnskovens indianere” en ordliste bagerst, så man kan slå nogle af de svære faglige begreber op.
”Anakonda, Cikade, CO2, Diarré, Fordom, Gasblus, Gringo, Integrere, Kaiman, Kinin, Krybskytte, Malaria, Mango, Mastiz, Missonær, Næsebjørn, Papaja, Shaman, Sojabønner, Tabu og Trance.” Alt sammen ord, der dels er vigtige for at forstå historien om Ole Müller, den unge dansker, der tog til Sydamerika for at redde regnskoven, men døde. Det er også ord, der udvider læserens forståelse af og viden om Amazonas. Sådan er det med fagbøger: man bliver underholdt og lærer noget på en klog måde.
Børnebogsforlaget har også en serie om fagbøger, der rammer samme målgruppe. Her udgives bøger om store videnskabsmænd og kvinder. Indtil videre er der fire bøger klar, og de er fremragende illustreret af Julie Østergaard. Indtil videre er der udgivet fire bøger. ”Niels Bohr, verdens mindste byggeklodser”, ”Marie Hammer og mosmiderne”, ”Inge Lehmann opdager jordens kerne” og ”Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne”.
Alle bøgerne har både den personlige historie og den videnskabelige historie. Bogen om Tycho Brahe begynder sådan: ”For længe siden var der en dreng, som hed Thyge Ottesen Brahe, for det havde hans forældre bestemt, at han skulle hedde. Men det navn brød Thyge sig ikke om, og da han blev gammel nok til selv at bestemme, skiftede han navn til Tycho Brahe. Da han en dag blev en berømt astronom, var det Tycho Brahe, man kaldte ham, og sådan hedder han også i dag.”
De gode historier, der er med i bogen her, viser Tycho som en smækker ung mand, der begejstres af sin videnskab. Han arbejder, han forsker, og han er grundlæggeren af moderne astronomi.
Det er en fortræffelig måde at formidle naturvidenskaben på.
Forfatteren Jakob Lund Petersen siger selv om seriens mål: ”Jeg har haft to ambitioner med serien. Den ene er at formidle et liv dedikeret til naturvidenskaben på en spændende måde, og gøre det faglige forståeligt for børn ned til 5-års alderen. Det andet er at få repræsenteret kvinder så vel som mænd for at forebygge, at børn ikke føler sig fremmedgjort overfor videnskabeligt arbejde på baggrund af køn.”
Billedfagbøger har været skrevet og læst ”altid”. Den første bog i genren var måske Johann Amos Comenius’ bog: Orbis Sensualium Pictur”, den er fra 1658, og på dansk havde den en meget beskrivende (og lang) titel: ”Dend gandske Verden fuld af de Ting som kand sees och sandses afmaled.” Der er sket en del i sproget og illustrationernes verden siden da, men allerede dengang var man klar over, at man (også) kan blive klog af at læse bøger. Og man bliver klog på en smuk måde.