Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Dødedans og Dance Macabre med Dorte Karrebæk og Oscar K
Som underviser i overbygningen har man her en sær og sjælden bog. Der er illustrationer, der kan fortolkes og lede læsningen på vej, men i denne bog er der en helt særlig poesi over Oscar K´s tekst. Det er sprogligt fornyende. Det er mangetydigt. Det er på ingen måde muntert, men det er en bog, der kan give anledning til mange og gode litteratursamtaler. Der gives ingen færdige tolkninger her.
Dødedans og Dance Macabre med Dorte Karrebæk og Oscar K
”Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20.00 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”.
Når der står Oscar K. og Dorte Karrebæk på ryggen af bogen, så ved man oftest, at der er noget på spil, der er sært og særligt. De har skrevet meget få (om nogen?) muntre fortællinger, og denne dødedans er på ingen måde munter.
Inspirationen er hentet i middelalderens ”Dance Macabre”, hvor der danses (allegorisk) med døden. ”Dødedans” er et Memento Mori. Husk at du skal dø, skrives der her. Det er en ”Dance Macabre”, hvor de levende bliver mindet om deres egen dødelighed. Mange kunstnere har skrevet sig ind i dance-macabre-genren. Strindberg med teaterstykket ”Dødedansen”, Sophus Michaelis har skrevet en roman med titlen ”Dødedansen”, Stephen King står på ryggen af ”Dance Macabre” og Iron Maiden har lavet et album med titlen ”Dance of Death”.
Vi skal dø. Her i Afholdshotellets lille sal bydes der op til dans. Herman er her. Fotohandleren, der har fundet en niche med sorgportrætter. Den nervesvækkede Elfriede, og drengen, der aldrig har leet. Fadermorderen Knud Aslak, Henny, Tossi-Helga og Styrbjørn. De mødes, de er i Afholdshotellets lille sal mellem klokken 20.00 og 22.00. De danser dødedansen, og det beskrives med et så poetisk sprog, at læseren er med i salen: ”Henny, den hvidfødte med hætten, løfter sit hoved ganske let. Hun legede skjul med drengene og gemte sig sammen med dem i ligkistemagasinets værksted, der luftede af høvlspåner og shellak. Når hun lå med dem, krøb blusen op og blottede hendes lyse hud på maven, så de kunne mærke hendes blonde behåring. Og hendes ånde var som karse.”
Oscar K kan skrive poetisk om det makabre, han skriver så makabert om dansen og danserne, at man kan kigge gennem dørsprækken ind i den lille sal.
Dorte Karrebæk tegner skæbnerne og skeletterne. Hun giver dem hver sin individuelle benrad at bære. De går i på rad og række klædt i kjortler og kjoler. Herman fotograferer dem, det gør han før dansen slutter.
”De næste dage og nætter bliver de fundet, hvad enten de har hængt sig eller skudt sig, er sprunget ned fra en høj bygning, har taget gift eller piller, er druknede eller har taget livet af sig med udstødningsgas. Uden et ord til de efterladte.”
Og så slutter boge med hestens skelet. Den hest, der lige er dukket op uden for hotellet: ”Hesten står som en hvidfødning og skraber med hoven for an hotellets blå port. Ryster forstyrret hovedet og pruster.
Nattens stilhed lukker sig over byen.”
Dorte Karrebæk og Oscar K har nu givet de døde en livshistorie, der kan give dem liv hos læseren.
Det er poesi, det er en tekst med mange intertekstuelle referencer, det er sprogligt fornyende, det er en tekst med illustrationer, der giver de døde personlighed og power.
”Hvad skal man bruge den til?”, kan man spørge som læser og lærer. ”Hvad vil bogen fortæle mig?” kan man spørge.
Svaret er som støbt i en messingklokke: ”Memento Mori”, - vi skal alle dø, og det gælder om at leve, før døden inviterer til dance macabre i Afholdshotellets lille sal.
Som underviser i overbygningen har man her en sær og sjælden bog. Der er illustrationer, der kan fortolkes og lede læsningen på vej, men i denne bog er der en helt særlig poesi over Oscar K´s tekst. Det er sprogligt fornyende. Det er mangetydigt. Det er på ingen måde muntert, men det er en bog, der kan give anledning til mange og gode litteratursamtaler. Der gives ingen færdige tolkninger her.
P.S: Et sidste citat: ”De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og man skal vare sig for at omfavne de livløse, men de tvekønnede har lyttet til de usaliges mumlen, dem, der aldrig blev født, eller hvis mor slog dem ihjel med en sten, før de blev døbt, og til dem, der ikke længere kunne klare livet.”
