Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Blinkende Lygter af Tove Ditlevsen
Digtsamlingen ”Blinkende lygter” blev udgivet i 1947 og solgte (for en digtsamlings vedkommende) virkelig godt. Og digtene bliver ved med at leve i hverdagen hos danske læsere af alle slags. Det er en digtsamling, der ikke blot er en del af filmen ”Blinkende Lygter”, det er også en digtsamling, der rummer evigt aktuelle digte. Tove Ditlevsen skriver også om ”Depression”, og hendes beskrivelse er så skarp, når hun taler om depressionen: ”Hun er den klare dags grå morgensky, Hun er den blide, tunge fristerinde Der venter dér hvor vejene er bline, Og der hvor ingen dag er blank og ny.” Måske er det sådan, det føles, når depressionen rammer: At ingen dag er blank og ny. Tove Ditlevsen sætter ord på det, og det helt særlige er, at hendes ord er hverdagsord, lette, forståelige og alligevel så fulde af fortolkningsmuligheder for den enkelte læser.
Offentliggjort
Blinkende Lygter
”I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, er erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.”
I filmen ”Blinkende lygter” læser en tæt-på-hulkende Nikolaj Lie Kaas digtet her, der som bekendt er skrevet af (T)Ove Ditlevsen.
Digtet slutter med strofen:
” Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig,
for dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.”
Digtsamlingen ”Blinkende lygter” blev udgivet i 1947 og solgte (for en digtsamlings vedkommende) virkelig godt. Og digtene bliver ved med at leve i hverdagen hos danske læsere af alle slags.
Det er en digtsamling, der ikke blot er en del af filmen ”Blinkende Lygter”, det er også en digtsamling, der rummer evigt aktuelle digte.
Mens mere end 200.000 tyske flygtninge blev i Danmark i nogle år efter Anden Verdenskrig blev de overvejende mødt med rugbrød, kartofler og et ophold i barakker i Oksbøllejren og andre tyske flygtningelejre. Tyske soldater på retræte blev også mødt med det blik, man møder den tidligere fjende med. Tove Ditlevsen skrev med sit blik for det enkelte menneske om ”De tyske Soldater, foråret 1945” der begynder således:
”Trætte tyske soldater
går i en fremmed by
med forårets lys over panden;
de ser ikke på hinanden.
trætte, tøvende sky,
går de mod nederlaget,
midt i en fremmed by.”
Og sidst i digtet står der:
” …men trætte tyske soldater
går i et solblåt gry,
midt i det sidste forår,
midt i en fremmed by.”
Det er et digt, der ser det enkelte menneske midt i et forår med et solblåt gry. Det er ikke hævnens time. Det er en refleksion over krigen:
”Er de mon kammerater
de trætte, tyske soldater,
eller er hver mand ensom
og taler de hver sit sprog?”
Tove Ditlevsen skriver også om ”Depression”, og hendes beskrivelse er så skarp, når hun taler om depressionen:
”Hun er den klare dags grå morgensky,
Hun er den blide, tunge fristerinde
Der venter dér hvor vejene er bline,
Og der hvor ingen dag er blank og ny.”
Måske er det sådan, det føles, når depressionen rammer: At ingen dag er blank og ny. Tove Ditlevsen sætter ord på det, og det helt særlige er, at hendes ord er hverdagsord, lette, forståelige og alligevel så fulde af fortolkningsmuligheder for den enkelte læser.
Og hun skriver om hjemløsheden i ”Hjemløs”, hvor sidste strofe slutter:
”Men angsten farves tungt af grå erindring
om brudte bånd som intet mer kan binde –
snart skæres huse blokvis ud af mørket,
kun vores hus er ikke mer at finde.”
Andre digte i ”Blinkende Lygter” har titler som ”Det sandeste”, Mors Billede”, ”Tre roser”, ”Forbi”, ”Den sidste Gæst”, ”Ensomme Menneske” og ”Syge Sind”. Det er ikke megen munterhed at finde, men digtene står så vedkommende og med en egen varme gemt i depression og ensomhed. Tove Ditlevsens form med enderim og forholdsvis fast metrik giver en helt særlig ro, når man læser digtene.
Mange af Tove Ditlevsens digte har Anne Linnet også givet musikalsk liv på med samlingen fra ”Barndommens Gade” som den centrale. Højskolesangbogen holder liv i flere af sangene herfra, men ”Blinkende Lygter” er en digtsamling, der rummer mange digte med stor musikalitet og medmenneskelighed.
Tove Ditlevsen kan ramme hjertesorg og hjemløshed, som hun rammer medmenneskelighed og sindets mørke.
Tove Ditlevsen skrev, og hun skrev også om sig selv. Når man læser digtene i dag, så kan man også læse, at Tove Ditlevsen aldrig var karrig og nærig med sit eget liv. Hun skrev om sig selv, hun havde en fantastisk morsom og bedrøvelig og selvironisk brevveksling med kollegaen Esther Nagel, og hun skrev autofiktion før det blev en egentlig genre i litteraturen.
Tove Ditlevsen levede et liv med mange kriser, med en del kærlighed og med en vedvarende glæde ved sprog og litteratur. Hun var digter. Og så var der også så meget andet: mor til tre, hustru (til Viggo Møller, Ebbe Munk, Carl Ryberg, Victor Andreassen) og brevkasseredaktør.
Først og fremmest var hun digter. Hun skrev, fordi hun måtte skrive for at leve: ”Når nogen spørger mig, hvorfor jeg skriver, og hvad jeg vil med det – hvad meningen kort sagt er med det hele – så kan jeg ikke give noget svar, for jeg ved det virkelig ikke. Denne mangel på program giver måske nok en vis frihed, men man kommer på den anden side let til at føle sig usikker i en verden, hvor der altid står respekt om folk med mål og meninger.”
P.S: Tove Ditlevsen var også god for mange rammende karakteristikker af mennesker: ” “Der er to slags mennesker i verden: dem, der opbruger, og dem, der lader sig opbruge. Med søvngængeragtig sikkerhed finder de altid hinanden. Problemet er bare, at der altid vil være for få af den sidstnævnte gruppe. Af denne kendsgerning er hele verdenslitteraturen opstået.”
P.S: Og Jens Andersen har netop udgivet bogen: ”Ditlevsen”, en biografi om Tove Ditlevsen. Den kan anbefales. Til eleverne kan det være godt at give ordet (og billederne) til Mich Øgendahl i ”Mick Øgendahl og de store forfattere”, hvor Tove Ditlevsen har sin egen udsendelse.
