Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Jeg gik ind i sproget med træsko på
Jesper Wung-Sung blev forfatter. Han er en fremragende forfatter, men han kan også det særlige at fortælle om sit forfatterskab, om skriveprocessen og om sin omgang med sproget. Jesper Wung-Sung er forfatteren bag Gyldendals ”julebog”. Her har han (i en bog med titlen ”Så lad det være” i sølvstærke bogstaver på en smuk sort forside) skrevet en række essays om ”skrivningens glæde, sorger, inspiration og slægtskaber”. Mellem disse essays er seks noveller fra den første novellesamling af Wung-Sung, nemlig ”To ryk og en aflevering”.
Publiceret
Jeg gik ind i sproget med træsko på
”Jeg kan godt længes efter uskylden. Dengang jeg skrev, men ikke var forfatter. Dengang jeg ikke var klar over, at en historie kan fortælles på tusind måder, men blot håbede på, at den kunne fortælles på én. Dengang jeg rejste mig fra skrivebordet med en fornemmelse af at være blevet en anden.”
Jesper Wung-Sung er forfatteren bag Gyldendals ”julebog”. Her har han (i en bog med titlen ”Så lad det være” i sølvstærke bogstaver på en smuk sort forside) skrevet en række essays om ”skrivningens glæde, sorger, inspiration og slægtskaber”. Mellem disse essays er seks noveller fra den første novellesamling af Wung-Sung, nemlig ”To ryk og en aflevering”. Det er en glæde at genlæse de seks noveller, som jeg (da novellesamlingen udkom i 1998) med glæde læste med eleverne i 9. og 10. klasse. Det er noveller om drenge, der spiller fodbold. Drenge, der mødes og giver hinanden trælår, og de går med aviser, og de ser på verden med et ungt drengeblik: Forundret, afsøgende og reflekterende. Novellen ”Hovedet” har denne fine beskrivelse af drengene: ”Drengene blev stående som gazeller, med tynde ben i fodboldstøvlerne, uden at røre sig af pletten. Hovederne drejede sig om efter flugtmuligheder. Et kort øjeblik trippede de nervøst som overvejede de at tage bolden op i hænderne og spæne af sted. Så opgav de.” Og så må de små drenge tage kampen mod Johan Hugtand, der tyrer det ene mål efter det andet. Novellerne ”Hullet”, ”Morgenen”, ”Æblet” og ”Avisen” er også med.
Det er fremragende små og skarpe noveller, der netop rammer (i hvert fald en del af) eleverne i overbygningen.
Wung-Sung skriver i sine essays (som læreren og alle litteraturlæsere med glæde kan fordybe sig i) om sine slægtskaber med Hemingway (Alamo, og mange andre steder), men Herman Bang, der citeres i indledningen: ”’Kirken var fuld, men ikke fyldt’. Man ser det for sig, som det hedder. Det er Herman Bang, der er til begravelse i ”Københavnske Skildringer”, en samling af forfatterens artikler til avisen Nationaltidende.”
Der er også maleren Kvium, der er den gamle maler fra Gjern, Erik Raadal, og Wung-Sung får skrevet kunstnerne ind i sin egen dannelsesrejse fra en (som han selv siger) gennemsnitlig skoleelev, der flød med strømmen, indtil hans øjne åbnedes sig for verden (og litteraturen) da han som 18-årig indså, at han selvvar ansvarlig for, hvad han ville med sit liv.
Jesper Wung-Sung blev forfatter. Han er en fremragende forfatter, men han kan også det særlige at fortælle om sit forfatterskab, om skriveprocessen og om sin omgang med sproget.
”Det var en anderledes håndfast omgang med sproget. Modsat i dag, hvor jeg i flere årtier har færdedes fortløbende blandt ordene, var udgangspunktet sådan set en langt mere respektfuld følende tøven – Ordet, formoder jeg? – da jeg de første gange stod over for det, der skulle finde plads på siderne, men hvor al generthed og veneration efter talrige frustrerende og håbløse ansatser måtte vige for et desperat, brovtende etnocentrisk behov for at få alfabetet til at makke ret og leve på stumperne. Med andre ord: jeg gik ind i sproget med træsko på.”
”Så lad det være” er en bog, man ikke bare skal lade være.
