Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe
Pippi er først og sidst et barn, der ikke ligger under for de ydre autoriteter. Hun har sit indre moralske kompas, som hun følger. Det viser en stærk kurs mod godhed, tolerance og livsglæde. Hun er stærk, den stærkeste pige i verden, men hun formår at have styrke uden at misbruge magten. Pippi er en del af vores fælles kulturelle ballast. Hun er altid ni år og ejer af en hest, en abe og Villa Villakulla. Til lykke med de femoghalvfjerds år til Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe.
Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe
Islændingene siger Lina Langsokkur, tyskerne Pippi Langstrumpf, hun hedder Fifi Brindacier på fransk, Pippi Langkous på nederlansk, Pippi Smokkuleggur på Færøerne og på indonesisk er det Pippi Si Kaus Kaki Panjag. I virkeligheden hedder hun jo Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe. Hun er ni år, det vil hun være altid, men alligevel fylder Pippi 75 år i 2020. Det var i 1945 den første bog om Pippi udkom på Raben og Sjøgrens forlag. Siden er fulgt en række udgivelser med Pippi som hovedperson. Billedbøger, antologier, tre ”rigtige bøger” og så er der mange, mange film.
”Kender du Pippi Langstrømpe” hedder en af billedbøgerne. Den er gul på forsiden, den er fra 1947, og her er Ingrid Nyman tegneren bag Pippi, Tommy, Annika, Blom og BalladeKarlsen og de andre figurer i Pippis verden.
”Kender du Pippi Langstrømpe”? bliver der spurgt. Og ja, de fleste danske, svenske, nordiske og europæiske børn kender Pippi. Netop denne bogs første replikker lyder sådan her: ”Her ser I Tommy og Annika. Det er to små søde og artige børn. De spiller kroket i deres have. Det er helt sjovt.
Men jeg ville nu alligevel gerne have mig en legekammerat, siger Annika.
Det ville jeg også, siger Tommy.”
Og det får de så. I nabohuset Villa Villakulla flytter der en pige ind. Hun har en hest og en abe, og hun bor der helt alene. Det er Pippi, hvis mor er en engel, og hvis far er negerkonge på Kurrekurredutøen.
Pippi får også i denne bog besøg af to tyveknægte, som hun sætter op på et skab, da de vil stjæle hendes guldmønter. De får dog lov at slippe fri, da de græder så ynkeligt. ”Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar”, siger Pippi og stikker dem en guldmønt til at købe mad for.
Pippi er en stærk pige, men hun er også en selvstændig pige, der må klare sige selv. Hun har et afslappet forhold til magt og autoriteter, hun er selvberoende og formår ofte at give et blik på verden, der er nyt og mere komplekst end ”systemets” blik. Pippi går op mod skolen, hun ser ikke glæden ved at lære multiplikationstabellen: ”Jeg har klaret mig godt uden nogen pluttifikationstabel i ni år, siger Pippi. Så det gør jeg såmænd nok også i fremtiden.” Hun ligger heller ikke søvnløs ved tanken om, at hun ikke kan antallet af hottentotter i hele verden: ”… tænk om jeg netop har lært, hvor mange hottentotter, der findes, og en af dem så går hen og får lungebetændelse og dør – så er det jo forgæves alt sammen. Og så sidder jeg der og er overhovedet ikke ”En Virkelig Fin Dame.”
Pippi er ukuelig, hun er et underholdende bekendtskab, men hun var også en vigtig person i den tyske ”genopdragelse”, da nazismen faldt og en hel generation af børn skulle lære, at man ikke absolut behøver at gå i takt og råbe Sieg Heil på kommando. Pippi blev i 1953 oversat til tysk, og Astrid Lindgren blev inviteret til Berlin for at læse højt af Pippi. Invitationen kommer fra Louise Hartung, der i bestræbelserne på at ”af-nazificere” de tyske børn, havde oprettet en række (meget søgte) læsekredse for børn. Her læste de om Pippi, og de kom til at læse virkelig mange bøger af Astrid Lindgren.
Litteraturen betyder noget. Den betød særligt noget for børnene i Berlin. De mange forsømte og forældreløse børn havde få rollemodeller i forhold til demokratisk dannelse. Nazitiden havde ødelagt al infrastruktur, men den havde også ødelagt forældrenes tradition for at lege med deres børn. Det var den slags opgaver ”Jugendamt” og Louise Hartung tog på sig. Med litteratur (Pippi-bøgerne, og megen anden litteratur) fik de et billede af et børneliv, der også kunne være muligt.
Verdens stærkeste pige klarer sig på sin ukuelighed og på en god portion selvtillid, selvværd og selvagtelse. ”Kan du spille klaver?” bliver hun spurgt i ”Pippi går ombord”. Og her lyder svaret kækt og klart:
"Hvordan skulle jeg kunne vide det, når jeg aldrig har prøvet," sagde Pippi. "Jeg har aldrig haft noget klaver at prøve det på. Og det siger jeg dig, Tommy - at spille klaver uden klaver, kræver kolossal træning, inden man får det lært."
Pippi er først og sidst et barn, der ikke ligger under for de ydre autoriteter. Hun har sit indre moralske kompas, som hun følger. Det viser en stærk kurs mod godhed, tolerance og livsglæde. Hun er stærk, den stærkeste pige i verden, men hun formår at have styrke uden at misbruge magten. Astrid Lindgren siger selv i et brev fra 15. december 1963 til Louise Hartung i Berlin: ”Hvis der er noget, jeg afskyr mere end noget andet, så er det at have magt og misbruge den. Det er nok det sværeste, der findes, alle har magt over en eller anden stakkel, og efter hvad det ser ud til, er det sværeste kunststykke af alle at lade være med at misbruge den magt. Ja, ja, nok om det.”.
Pippi er en del af vores fælles kulturelle ballast. Hun er altid ni år og ejer af en hest, en abe og Villa Villakulla.
Til lykke med de femoghalvfjerds år til Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe.
P.S. Pippi har aldrig sagt: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert nok”. Hun citeres for det, men det korrekte citat ville være: ”Hvordan skulle jeg kunne vide det, når jeg aldrig har prøvet."
