Blog

Giv mig tiden igen

Kat, eller Kathrine, er fra Hirtshals, og hun arbejder i ”Fisken” og går ellers på gymnasiet i Hjørring. Det er Sanne Munk Jensen og Sarah Engell, der i ”Tag gaden tilbage” introducerede Kat og Polly, de to piger fra Hirtshals, der er på vej ud i en voksenverden, der ikke er helt så nem som barndommen i havnebyen. Her i den nye bog er Kat hovedpersonen. Hun har det svært med ungdommen, men hun prøver. Og venskabet med Polly er med til at holde hende inde i kampen.

Publiceret Senest opdateret

Giv mig tiden igen

”Skind og slim sprøjter fra flåmaskinen, og jeg strammer grebet om de glatte fladfisk. Brynjehandskerne gnaver mellem fingrene. Fandme altid for små, dem er ligger i omklædningen”.

Kat, eller Kathrine, er fra Hirtshals, og hun arbejder i ”Fisken” og går ellers på gymnasiet i Hjørring. Det er Sanne Munk Jensen og Sarah Engell, der i ”Tag gaden tilbage” introducerede Kat og Polly, de to piger fra Hirtshals, der er på vej ud i en voksenverden, der ikke er helt så nem som barndommen i havnebyen.

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Polly var hovedpersonen i ”Tag gaden tilbage”. Polly er nu flyttet til Hjørring sammen med gameren Mark, Warcraft, der har flere penge og hus og bil og gerne vil etablere sig i højere grad end Polly lige kan overskue. Pollys historie er en fortælling om en livslysten ung pige, der afprøver ungdommens muligheder i forhold til alkohol, kærester og veninder. Kat er ikke så fremadstormende. Hun længes mod barndommen og vil ønske, at hun kunne få tiden tilbage. Derfor hedder den nye bog også ”Giv mig tiden igen”. Kat vil allerhelst blive ”på fisken”, men her må man ikke være, når man er fyldt atten. Så skal man nemlig have voksenløn, og det får man ikke. Kat bor med sin mor og far i et parcelhus ”oppe på Nejst”, mens vennen Dugge bor på Søren Toftsvej lige i nærheden. De har kendt hinanden altid, og nu spiller de begge rollespil ude i Tornby Klitplantage i Yxengaard: ”Det var sådan det startede med mig og Yxengaard, men med mig og Dugge startede det længe før. Vi kom i samme børnehaveklasse, og vi var de eneste, der kom oppe fra Nejst. Han boede lige ovre på Søren Toftsvej, det er to gader væk fra min sidevej i Nejstlunden.”

Så bliver de venner allerede i de små klasser, og det holder ved. Nu spiller de som sagt rollespil sammen, og da Dugge skal være med i et rollespilsbryllup og giftes (in-game) med Yrsa (Michelle), så finder Kat ud af, at hun virkelig, virkelig er forelsket i Dugge. Så kommer problemet. Det viser sig, at Kat slet ikke er så tændt på seksualitet og sex, som hun mener, at ”alle” andre er. I samtalerne med Polly føler hun sig mere og mere mærkelig, kun når hun spiller vølven Gro i rollespillene på Yxengaard, er hun en stærk og modig kvinde. Når hun er ”helt almindelige Kat”, så er hun forkert, når hun slet ikke ser frem til at være alene hjemme sammen med Dugge under dynen og kun med marsvinet Fenris som tilskuer. Kat er heller ikke nogen festtype, og da hun skal holde sin 18-års fødselsdag, bliver hun presset til en havefest, fordi hendes meget, meget velmenende og meget sympatiske forældre gerne vil gøre det så godt, det er muligt.

Sanne Munk Jensen og Sarah Engell har villet tegne en hovedperson, som en lang række unge vil kunne spejle sig i. Kat finder ud af, at hun formentlig kan betegnes som ”aseksuel”, en retning, der (som der står bag i bogen): ”er en seksuel orientering på lige fod med fx homo - , hetero - , bi – og panseksualitet. Her finder man både dem, der aldrig oplever seksuel tiltrækning og dem, der yders sjældent eller under særlige omstændigheder oplever seksuel tiltrækning. At være aseksuel kan således tage sig ud på mange forskellige måder – og Kats er blot én af dem.”

”Giv mig tiden igen” er således en ungdomsroman, der sætter fokus på en seksuel orientering, der er helt anderledes end den, der blev fortalt om i ”Giv mig gaden tilbage” og Pollys eksperimenterende liv. Det er en bog om Kats forsøg på at finde sig selv, ikke blot i forholdet til Dugge, men også i forhold til fremtiden, til skolen, til rollespillene og til venskabet med Polly (og alle unge må ønske sig sådan et venskab).

Unge fra provinsen kan spejle sig i Kats konflikter. Skal man flytte hjemmefra og til Hjørring eller måske helt til Aalborg. Eller… endnu værre: Til Kolding, hvor designskolen ligger.

Kat aner ikke, hvad hun vil være i fremtiden. Hun får nogle vagter i en børnehave, men det er heller ikke fremtiden. Hun står lige foran fremtidens mange veje, og hun ønsker mest af alt at gå tilbage til barndommen, men hun kaster sig alligevel ud i fremtiden. På et tidspunkt tager hun knallerten (som man jo gør i Hirtshals) ud til Yxengaard for at finde ro: ”i lang tid sidder jeg og stirrer ind i ilden, prøver at slappe af i kroppen, prøver på ikke at græde, men jeg ligesom slet ikke finde ro. Til sidst henter jeg en spand vand og smider det på bålet. Flammerne forsvinder med en syden og en stor spøgelsesagtig røgsky, der svæver op mellem trækronerne, inden alt igen er sort. Så tager jeg Normalposen og går tilbage mod Maxi’en”.

Ro og fremtid finder hun ikke her, men hun har Dugge, hun har Polly, hun har sine forældre, og så har hun også hjemme i Hirtshals, og da der er brug for det, så bakker hendes bagland op om Kat.

Det er (for en læser ’her fra egnen”) en stor glæde at genkende Nejst, børnehaven i Vestergade, Yxengaard, Rævskærvej og den lokale kro. Sprogtonen er helt, som den skal være, og der køres på knallert og scooter, der hentes øl i plastikposer, der er grillen på havnen i Hirtshals og tak for at tage provinsen alvorligt og give liv til de mange unge, der ikke blot bor i Hirtshals, men også i Hvide Sande, Skjern, Hals, Hallund, Skørping og Præstø. Der er mange her, der vil alle kunne genkende sig selv i Kats angst for fremtiden og for tvivlen på sin egen identitet.

P.S. Og det er en glæde med en ungdomsroman om almindelige unge fra helt vanlige hjem, der har helt vildt mange hverdagsproblemer, men som ikke er selvskadende, psykisk ustabile, på stoffer eller kriminelle. Den slags skal der også skrives bøger om (og det bliver der), men der skal også være bøger som ”Giv mig tiden igen”.