Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Skriftsproglig udvikling i teori og praksis
Det er altid en glæde, når teoretisk viden og praksis i klasserummet hænger sammen i læreruddannelsens undervisning. Denne mandag var der på Læreruddannelsen i Aalborg fokus på skriftlighed i indskolingen.
Der var fokus på skriveudvikling, respons, analysen af elevers skriftsprog og arbejdet med grammatik i såvel forskning som klasserum. Med andre ord, der var et spændende program, hvor lærere med diplomuddannelse som læsevejledere, undervisere på læreruddannelsen, studerende og forskere fra Videnscenter for læsning alle bidrog til, at danskstuderende på første og anden årgang på læreruddannelsen blev klogere på feltet.
Jesper Bremholm, Peter Heller Lutzen og Lene Storgaard Brok fra Videnscenter for Læsning bidrog med forskningen fra det danske forskningsprojekt ATEL (Automated Tracking of Early Stage Literacy Skills), hvor man har fundet mønstre i elevers første skrivning. ”ATEL”, ”Lolland skriver” og ”Gramma3” lød overskrifterne på de tre forskeres oplæg. Inden da var dagen begyndt med et indblik i (og ikke mindst en øvelse i selv at skrive) på platformen ”Skriv og læs” og med god formidling fra de to dansklærere, Kristina Riisgaard, Solsideskolen og Julie Sundahl ,Fjerritslev skole, havde alle studerende forsøgt sig med ”ATEL i praksis”. Her har Kristina Riisgaard og Julie Sundahl udviklet et ”Skriveudviklingsskema” (kaldet ”SUS”) hvor teorien fra ATEL er omsat i tydelige, billedrige og overskuelige skemaer.
Teori og praksis blev to sider af samme sag.
Det var helt klart en fordel for de studerendes lydhørhed, at de (inden oplæggene fra forskerne), havde prøvet at arbejde helt jordnært med SkriveUdviklingsSkemaet baseret på ATEL.
Det blev en fantastisk faglig og fornøjelig dag.
Og der var stor tak til Kristina Riisgaard og Julie Sundahl, der havde forlad 3.klasse i Fjerritslev og 6. klasse på Solsideskolen for at vise vej for stræbsomme studerende. Og tak til Videnscenter for Læsning, der tog turen fra København til Aalborg. Solen skinnede.
P. S. Vil man vide mere om SUS-skemaet, så kommer der en artikel i et forårsnummer af ”Dansk”.