Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Jakob Martin Strid: Den Fantastiske Bus
Det er en bog, man gerne vil have liggende på bordet hjemme og i skolen og i børnehaven, så børn og voksne sammen kan slå op og se på de fantastiske illustrationer.
Publiceret
Senest opdateret
På allerførste opslag i denne billedbog er der en arbejdstegning
af en bus. Den er tegnet på millimeterpapir, hvor der også er afsat pletter fra
et kaffekrus. Der ligger en blå 4B-blyant, godt brugt. Der er også en svensknøgle Selve arbejdstegningen har numre, så man kan finde frem til ”førerkabinen”, ”V-8
startmotor”, ”klimaanlæg”, ”køkken”, ”værksted”, ”puderum” og ” PPG- PlasmaPulsGenerator.”
Det er helt nostalgisk at se millimeterpapir brugt som tegneunderlag. Det er en arbejdstegning, der kan føre til et resultat. PÅ næste opslag finder man kolofonen, hvor der også står: ”No Ai og digital painting tools were used in the making of this book. Everthing by hand. Everything on paper”.”
Hermed bliver også sagt, at her er en bog, der er en ”rigtig billedbog”. Det er Jakob Martin Strids største værk til dato. Den er tilegnet ”Morris, min elskede dreng. Du var ikke født, da jeg begyndte på den her bog – du var vist ikke engang i din mors mave. Nu er du 15 år. Du har levet med Den Fantastiske Bus lige så meget som jeg har, så det er kun rimeligt, at den er til dig. Bogen er færdig, og nu skal vi på ferie.”
Det er en vægtig udgivelse. Ikke kun i format, men også i indhold. Den er i størrelsen 30 gange 38 centimeter, den er 28 millimeter tyk, og den vejer lidt over to kilo. Der er 204 sider. Smukke 204 sider.
Det er særligt en vægtig udgivelse, fordi illustrationerne er så helt igennem formidable. De er håndtegnede, detaljerede, gennemførte, der er et utal af overraskelser at finde, og så hænger det hele sammen med teksten.
Det er en altså en billedbog, der står (og ligger på bordet) som noget helt særligt i såvel form som indhold.
”Den fantastiske Bus” handler om en lille syg Timo, der kun (forlyder det) kan blive rask, hvis han får fat i de helt særlige helbredende safran-linjer, der vokser i sagnlandet Balanka.
Hvor vennerne i bogen bor nu, er der forurening, der er arbejde, og der er sygdom. Deres selvbyggede huse bliver også jævnet med jorden, så der er simpelthen ingen grund til at tøve. Halvtreds sider inde i bogen begynder de gode venner at bygge på Den Fantastiske Bus. Det er et stort projekt, hvor alle må bidrage. På næste opslag ser man arbejdstegninger eller måske er det arbejdsgangen, der er uden farvelægning og kun med konturer. Her
De er meget handlingsorienterede. De laver tegningerne og bygger en bus.
”Hovedmotoren blev monteret midt i bussen imellem V- 8 benzinmotorer. Dette ville give en samlet effekt på 18500 hestekræfter.
Den nat, vi startede alle fire motorer op samtidig, slog lynet ned i hallen….”
Så kører de. Alle sammen. Og der er nogle helt fantastiske billeder af bussen, der er på vej. Undervejs tænker fortælleren” ”Og jeg tænkte, at det ikke gjorde noget, hvis vi aldrig kom frem til Balanka. Det ville være nok bare at være på vej til Balanka for evigt.”
De kører gennem Nordpolen og gennem hele verden og gennem Det sidste Land, og de må sætte vinger på bussen, for at de skal kunne klare turen. De flyver over gigantiske bjerge, og pludselig skinner solen.
Der er en del sidehistorier. Der er Timos sygdom, der er et roadtrip som komposition, der er besøg i fjerne (og onde) lande, der er tekniske løsninger i forhold til transport, og der er klimakatastrofe og far-søn-kærlighed: ”Min far arbejdede på en fabrik i et land langt væk, for at jeg kunne få mad og tøj og gå i skole. Og jeg skrev til min far, at vi ville bygge en kæmpestor fantastisk bus, som kunne køre helt til Balanka med os alle sammen.
Og vi ville komme og hente ham i det fjerne land, så han aldrig behøvede at arbejde på fabrikken mere, og vi kunne være sammen altid.”
Illustrationen hertil er et stor myldrebillede af fabrikken: Sun Star Magnetics, hvor masser af personer (flodheste, pandaer, tigre leoparder, æsler, giraffer) arbejder på hver deres bord i en slags samlebåndsvirksomhed. Der er masser af detaljer, det er en gennemsigtig fabrik, hvor det ikke ser ud til, at nogen som helst har det hyggeligt.
Det er noget så særligt som en billedbog til børn, hvor alt ender godt: ”Vi bor alle sammen i Balanka nu, og vi har det godt. Efter at Safranliljerne sprog ud, har vi brugt noget af jorden til at dyrke korn og grønsager, som vi lever af. (…) Vi bor i Balanka nu, og alt er godt. Slut”
Det er en bog, man gerne vil have liggende på bordet hjemme og i skolen og i børnehaven, så børn og voksne sammen kan slå op og se på de fantastiske illustrationer. Der er etiske spørgsmål, der kan diskuteres (hvorfor skal diktatoren i det onde land have børns fødselsdagsgaver?), der er hjælpsomhed og omsorg, der er fællesskab og et fælles mål for alle. Men altså: Først og sidst er det illustrationerne, der er så helt igennem fantastiske, farverige og fortællende.
Man kan digte videre på hver enkelt opslag, hvis man vil give sin egen version.
Man kan også fordybe sig i tegningerne og finde alle de små fortællinger i det store billede.
Tak til Gyldendal, der har udgivet en bog, der fylder og vejer
