Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Jeg er bare Jens og skal være hjemme klokken 22.00
"Til ungdommen" er en fremragende bog til.... ungdommen, - også i danskundervisningen. Det er den norske skuespiller, komiker, sanger og tekstforfatter Linn Skåber, der har talt med en lang række ”norske ungdommer”. Hun været med dem på café, talt med dem på værelser og i parker, og hun har spurgt og fået svar i sin søgen efter ”ungdommens stemme”. Linn Skåber skriver smukt, poetisk og skarpt og har formået at beholde hver enkelt ung stemmes særpræg. Lisa Aisato har illustreret, og hun har samme skarpe poesi i sin (digitale) pen, som Linn Skåber har i sit tastatur.
Jeg er bare Jens og skal være hjemme klokken 22.00
”Pænt brugt teenagetid. Gratis afhentning.
Der er ikke så meget. Der er kun det, du ser. Lige her. Du kan have det hele i bilen. Et par kasser eller tre, nogle sneakers, nogle ubrugte fredagsaftener og et gavekort til Zara. Bare tag det med også. Skal ikke bruge det selv.
Det vil sige, den ene kasse er tungere. Den her. Den skal I nok være flere om at bære. Ret mange, faktisk. For på den står der ”forventninger”.”
Sådan lyder det fra en af de enogtredive teenagere, hvis drømme, tanker og forventninger har fået plads i bogen ”Til ungdommen”. Det er den norske skuespiller, komiker, sanger og tekstforfatter Linn Skåber, der har talt med en lang række ”norske ungdommer”. Hun været med dem på café, talt med dem på værelser og i parker, og hun har spurgt og fået svar i sin søgen efter ”ungdommens stemme”. Linn Skåber skriver smukt, poetisk og skarpt og har formået at beholde hver enkelt ung stemmes særpræg. Lisa Aisato har illustreret, og hun har samme skarpe poesi i sin (digitale) pen, som Linn Skåber har i sit tastatur.
De unge står midt i en forandring fra barn til voksen. Et kapitel har overskriften: ”Pigerne” og her formulerer en af drengene, hvad der sker (med pigerne især): ”De havde ligesom fyldt sig selv op indefra og var vokset på alle mulige måder. Ligesom sommerfuglene bare vælter ud af kokonerne, folder vingerne ud og bare er så forbandet smukke". Peter, hvis mor kalder ham Peter Pan, siger sådan om sig selv: "Jeg er 15 år i huden, knoglerne, øjnene, benene og armene, men ikke i hjertet. Mit hjerte er mere sådan cirka syv et halvt. Så i hjertet er vi nok ens, Peter Pan og jeg."
Det er nu, de bliver unge, en forandring, der på ingen måde er let og ligetil. De gør sig mange bekymringer om sig selv, men det er tankevækkende, hvor meget forældrenes liv (og forældrenes bekymringer) også fylder.
Her er det mor, der efter en skilsmisse har fundet en ny kæreste, og der er alt for megen ”voksen-forelskelse” i hjemmet:
”Der skal være normale lyde i huset.
Ikke høj fjantet damelatter, der griner af dårlige jokes
Og lyder som en fjortenårig og stiger en hel tone
Hen imod slutningen for at virke sødere.
Og folk skal give almindelige kram. Ikke lange, omklamrende og meningsfulde krammere, som jeg ligesom skal forstå meningen med. Kram mig. Tæt. Hurtigt. Normalt.”
De fleste føler sig anderledes, for angste, for generte, for tynde eller for tykke. Her er ”komodovarpigen”, som hun kalder sig (og det er ikke smigrende): ”Jeg ser heller ikke sød ud, når jeg smiler, det ligner nærmest at jeg græder, som om jeg har ondt et eller andet sted.
Jeg har ikke haft menstruation, jeg har ingen bryster, og jeg har ingen personlig stil.
Jeg er flov næsten hele tiden, genert og kan bedst lide at stå i baggrunden, men har sjældent nogen at stå bagved.
Et par gamle damer på fyrre fortalte mig på et tidspunkt, at det først var nu, de var begyndt at kunne lide sig selv. Så dum er jeg ikke. Jeg har besluttet mig. Jeg begynder nu.
For hvem skal elske den her pige, hvis ikke mig?” Tak til de (gamle!) fyrreårige, der trods alt har fået gjort hende opmærksom på, at man må kunne lide sig selv – på et tidspunkt.
Jens står også i baggrunden, og herfra ser han mod Emilie. Med mange tanker og helt uden ord. Han tænker på Romeo, på Shakespeare og et sprog, der kan vinde kvinders og pigers hjerter. Han har ikke det sprog:
”’Hun taler. Tal igen, du lyse engel,
Der svæver over mig i nattens mørke,
Som et bevinget, himmelsk sendebud,
Frembåret vuggende på luftens skød.’ Sådan noget vil jeg gerne sige. Af og til.
Men jeg er ikke Romeo og kan ikke sådan nogen ord.
Jeg er bare Jens og skal være hjemme klokken 22.00.”
Det er svært at få sprog og følelser til at følge samme retning. Nok er der masser af konflikter, men de unge har et helt særligt blødt og overbærende blik på deres forældre. Og så er der heldigvis venner, der kan ”have ryggen” også for den utjekkede skolepige, der skal på ski-dag uden hverken snowboardudstyr, langrendski eller smarte iPods. Hendes veninde Heidi har snowboardudstyr (det har hun regnet på) for 10.700 kroner, men i klassen under planlægningen af dagen viser Heidi sit venindesind:
”Jeg kan se på hendes ryg, at hun tænker. Så rækker hun hånden op og spørger læreren om, hvornår vi, der skal kælke skal møde op på bakken omme bagved skolen.
Vi. Vi som skal kælke. Heidi.
Forstår du hvor stor kærlighed, der ligger gemt i det dyreste snowboardudstyr?
Forstår du det? Tænk at have snowboardudstyr for 10.700 kroner og så vælge at kælke med en plasticpose under røven i stedet.”
Sådan. Linn Skåber har skrevet (og Lisa Aisato har tegnet) et ungdomsportræt af en generation, der er generte, usikre og utjekkede, de er bekymrede for fremtiden og for kloden, men de er også betænksomme, hjælpsomme og med stor empati for venner og familie.
Nordahl Grieg skrev i 1936 digtet ”Til ungdommen”, hvortil titlen på bogen her (formentlig) refererer. Grieg skrev digtet til de nye studerende, der skulle møde ind på Universitetet i 1936, en tid med borgerkrig i Spanien og en voksende trussel fra Tyskland.
”Kringsatt af fiender” som digtets første strofe lyder, har den afsluttende formaning, der fortsat gælder:
”Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen!”
De unge, der er portrætteret her i ”Til ungdommen”, de har alle en forventning til sig selv, der kunne lyde helt som Nordahl Griegs ”Til ungdommen.”
