Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Havregrøden trækker vejret tungt: Kulturministeriets børnebogspris til "Mester Ester"
”Mester Ester” giver læseren et indblik i livet med en diagnose, der er ganske svær at leve med. Den giver også et fint indblik i moderens afmagt overfor Esters tvangshandlinger og tanker, og den viser, hvor svær hverdagen kan være i nogle hjem. Ester er ikke helt almindelig. Hun ser væsner overalt, hvor andre ser nøgler, borde, stole, sokker og vingummier:.
Havregrøden trækker vejret tungt
”Mester Ester, Mester Ester
Sover du? Sover du?
Hører du ej klokken?
Hører du ej klokken?
Bim, bam, bum! Bim, bam, bum,”
Ester, der er hovedpersonen i børnebogen ”Mester Ester” af Kathrine Assels, blev kaldt Mester Ester af sin far, dengang hun var lille og skulle vækkes om morgenen. Nu bliver hun blot vækket med et ”Ester, du skal op”. Ingen sang, ingen Mester Ester. Og det er svært at stå op for Ester, for hver dage er en lang, lang udfordring. Esters far er taget ”ind på bureauet”, da Ester kommer ud i køkkenet til mor og morgenmad og havregrød. Havregrøden bobler på komfuret. Lækker havregrød med blåbær i. Ester ser nu noget helt andet: ”Det bobler i gryden, som hvis nogle små væsener forsøgte at trække vejret under grøden. Ester fisker forsigtigt i den varme, grå masse for at redde væsenerne op, men grydeskeen trækker et lillarødt spor efter sig rundt i gryden, om hun i stedet kom til at mase dem, Det ligner i hvert fald blodspor.”
Nu kan Ester ikke spise havregrøden. Det er jo blodspor i sne. Hendes mor er sat på prøve: ”Argh, du kan da også få alt ud af ingenting, siger hendes mor og sukker.”
Ester er ikke helt almindelig. Hun ser væsner overalt, hvor andre ser nøgler, borde, stole, sokker og vingummier: ”Esters mor er nødt til at rydde badeværelset for alt, hvad der kan tænkes at sætte Esters fantasi i gang og dermed forsinke dem om morgenen. Ester kan blive nødt til at redde nøglen i døren, det stakkels lille vridevæsen, hun må vikle redningsreb til nøglen ud af toiletpapiret, og det går der altid megen tid med. Andre gange piller Ester næse, så hun får næseblod: ”Farven er så flot, at hun ikke kan lade være med at male mønstre med blodet på afrevne stykker toiletpapir. Og så glemmer hun at presse og er ikke færdig med toiletbesøget, når æggeuret ringer.”
Det er en lille tynd bog på 76 sider, der beskriver Esters liv med tvangstanker, tankemylder og tvangshandlinger. Ester er en lille pige, men hun har store udfordringer. Det har hendes mor (og far) bestemt også. Det er ikke nemt at få Ester klar til at komme til bøjletandlægen til tiden. Ester er heller ikke særlig opsat på mødet med bøjletandlægen, for hun synes, det er synd for tænderne: ”I skal ikke være kede af det – I er fine som I er”, siger Ester til tænderne inde i spejlet, mens hun trækker tiden, så de kan komme for sent.
”Mester Ester” giver læseren et indblik i livet med en diagnose, der er ganske svær at leve med. Den giver også et fint indblik i moderens afmagt overfor Esters tvangshandlinger og tanker, og den viser, hvor svær hverdagen kan være i nogle hjem.
Når man læser litteratur, så læser man en god historie på linjerne, man læser sit eget liv og sin egen kulturelle baggrund ind mellem linjerne, og man læser hele kulturens kontekst og samfundets værdigrundlag ind bag linjerne.
Litteraturen kan være medvirkende til, at læserne (om det er børn og unge eller voksne) får et værktøj, hvormed de kan klare hverdagens og fremtidens udfordringer, og litteraturlæsning har nogle helt særlige kvaliteter i forhold til at give læseren råstyrke og robusthed til at klare hverdagen. I ”Mester Ester” kan man læse sig til en forståelse for de børn, der sikkert gerne ville være ”nemme og glade børn”, men som har et blik på verden, der gør alt til en udfordring. Måske bliver læserens tålmodighed med disse ”diagnosebørn” ikke meget større gennem læsningen af bogen her, men som læser får man forståelse for, hvad der (måske) sker inde i Ester. Måske kan man også her møde børn, der har de samme tanker, som man selv har.
Litteraturen kan (blandt andet) give indblik i de dilemmaer, ”de andre” (og læseren selv) må forholde sig til. Man må kunne forestille sig andres liv, hvis man skal kunne sikre, at magten ikke forvaltes blindt og uden empati og indsigt.
Man må lære at se verden med den andens øjne. Her er litteraturen en vej til den andens øjne. Det er godt, at der er børnelitteratur, der kan vise livet og hverdagen og verden, som Ester ser den. Det er ikke munter læsning, og det er en bog, der skal formidles af voksne. Det kunne jo være lærere, men det kunne også være forældre, der læser højt og tager sig tid til at tale med børn om Ester.
Knud Ejler Løgstrup har sagt det: ”Saadan taler vi jo ogsaa om at forsøge paa at sætte os i den Andens Sted, se Tingene med hans eller hendes Øjne, ud fra deres Situation – men det kan jo ikke ske uden ved Fantasiens Hjælp; den skal til for at forstaa det andet Menneske.” Jeg siger det kortere: ”Når man læser bøger, lærer man at se med den andens øjne.” Havregrød er ikke altid havregrød. Nogen gange trækker grøden vejret, så der kommer blodspor fra blåbærrene.
P.S. ”Mester Ester” af Kathrine Assels er udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard i 2019. Den har netop fået Kulturministeriets børnebogspris. Til lykke.
