Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Børnekulturens historie er farverig
Bogen ”Børnekultur i Danmark 1945 – 2020” (redigeret af Merete Dael, Jan Helmer-Petersen og Beth Juncker) giver en lang række forskere i børnekulturs bud på, hvordan udviklingen har været inden for hele det børnekulturelle område. Det er litteratur, leg, teater, film, dans, musik, radio og tv og billedkunst. De helt nye sociale medier får et særligt kapitel, hvor også computerspil har plads. Idrætskulturen for børn er ikke med. Det kan undre virkelig meget, men det må være et valg. Bogen må være grundbogslæsning for alle i pædagoguddannelsen, i læreruddannelsen og hos kulturformidlere af alle slags.
Børnekultur i Danmark 1945 – 2020
”Hvor har du været?
Ingensteder! Hvad har du lavet? Ingenting!
Hvem har du leget med?
Ingen!”
Sådan kunne det lyde i en forældre-barn-samtale i 1950’erne. I dag ville det lyde anderledes. Ingen har været nogensteder uden at det er dokumenteret på de sociale medier.
Bogen ”Børnekultur i Danmark 1945 – 2020” (redigeret af Merete Dael, Jan Helmer-Petersen og Beth Juncker) giver en lang række forskere i børnekulturs bud på, hvordan udviklingen har været inden for hele det børnekulturelle område. Det er litteratur, leg, teater, film, dans, musik, radio og tv og billedkunst. De helt nye sociale medier får et særligt kapitel, hvor også computerspil har plads. Idrætskulturen for børn er ikke med. Det kan undre virkelig meget, men det må være et valg.
De femoghalvfjerds år er gået med leg og litteratur og kultur under mange politiske dagsordener og vidt forskellige rammer i forhold til familiepolitik og arbejdsmarkedets krav om øget uddannelse.
Fra det ”traditionelle børneliv” til det ”aktuelle” børneliv.
Tilbage i 1950’erne var der et traditionelt børneliv, hvor børn ofte var i flok, legede i få organiserede sammenhænge, legede på tværs af aldersgrænser, for det meste var udendørs, havde masser af bevægelseslege og legede med de børn, der befandt sig i den nærmeste omegn.
Det aktuelle børneliv kendetegnes ved at der er færre børn i familierne, færre flokke af børn, mindre tid uden voksnes tilstedeværelse, flere organiserede aktiviteter, mere skole og mindre fri leg, færre kontakter på tværs af alder, man er mest sammen med jævnaldrende, børn leger mere indendørs, legekammeraterne befinder sig ofte længere væk geografisk og hverdagen er præget af skiftende sociale relationer.
Her ser man udviklingen i de femoghalvfjerds år beskrevet i ganske få sætninger. Det er en stor opgave, forfattere og redaktører har løst. Tænk at få 75 års børnefilm fortalt (og vist med fine farvebilleder) på tredive sider. Eller 75 års børnelitteratur ligeledes på tredive sider. Billedkunstfaget har også en historisk gennemgang, og det er et af de områder, der (måske ret upåagtet af andre end skolefolk) har gennemgået flest og størst forandringer. Fra 1950’ernes opfattelse af billedkunstfaget som værende en voksenkultur, som børn skulle socialiseres ind i med ganske få kulturtilbud og meget få besøg på kunstmuseer. Det var en voksenstyret kunstforståelse, der skulle introduceres. Så fulgte en lang årrække med diskussionen om hvorvidt man kan skelne mellem kunst og pædagogik, når det handler om skolens curriculum, der blev tegnet og malet og arbejdet i papmache og køkkenruller og på spånplader og i 1997 kom publikationen ”Dannelseskultur og undervisningskultur i et fremtidsperspektiv” udarbejdet af ”Det Musiske Udvalg” med blandt andet Peter Bastian, Claus Meyer, Erik Clausen og Ole Albæk (herligt udvalg at have været medlem af, det må have været farverigt og festligt). Seneste opmuntring på den billedkunstneriske fløj er ”udeskoletænkningen” og ”åben-skole-tiltaget, hvor skoler og klasser opfordres til i langt højere grad at samarbejde med områdets lokale kulturinstitutioner.
Det sidste (og det fremadrettede) blik er skrevet af Anne Mette Thorhauge og Carsten Jessen. Her er sociale medier og computerspillenes indvirkning på børnekulturen med til at sætte tegne det mulige fremtidsperspektiv. Måske bliver fællesskabet på tværs af alder og geografi styrket? Måske bliver ensomheden større? Måske…
Redaktørerne har de afsluttende sider til at samle op (og gør det med stort overblik). Slutreplikken lyder: ”Hvis du ikke kan gå fra snøvsen, cykle som en myg, bære en hest, gå hjemmefra i tide, glemme dig selv i et teater, under en koncert, under en fodboldkamp, på et museum – så er der noget helt centralt, du har mistet. Historien om dansk børnekultur 1945 – 2020 husker dig på det.”
Man kan (og det gør de i bogen) skelne mellem børn som ”beings” eller ”becomings”. Børnekulturen har i alle femoghalvfjerds år haft en gnist af noget grænsebrydende, en markering af egen ret til at være netop kultur ”for børn” på en betydningsfuld måde. Der er en alvor og en værdsættelse (som de involverede naturligvis ofte tænker er for lille) af de, der arbejder i børnekulturens tjeneste. Det er netop den danske børnekulturs histories særkende.
Der er til sidst i bogen fine og korte portrætter af forfatterne (de har alle et langt arbejdsliv i børnekulturens forskellige områder), der er et personregister og der er en litteraturliste til hvert kapitel.
Redaktørerne Merete Dael, Jan Helmer -Petersen og Beth Juncker har formået det utrolige: De har komprimeret et uoverskueligt fagområde til 400 læsbare sider. Tak for det.
Bogen må være grundbogslæsning for alle i pædagoguddannelsen, i læreruddannelsen og hos kulturformidlere af alle slags.
P.S. Forsiden er tegnet af Rasmus Juul. I blå-grønne toner får han samtlige af børnekulturens elementer samlet ved et hav med bakker og bølger. På bogens bagside spiller to børn fodbold. Sporten som organiseret børnekultur er dog ikke med i bogen, det er den ikke-rammesatte leg med en bold.
