Blog

FakeNews-Ungdomsroman: Når sandheden svigter

"Når sandheden svigter" af Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen kan absolut anbefales som ”hovedværk” i folkeskolens overbygning. Der er tematikker nok at tage fat på. Og så er det en spændende og velskrevet roman. 

Offentliggjort Sidst opdateret

”Konspirationsteori:

En forestilling om, at andre har indgået en skjult alliance for at modarbejde nogen.” Sådan står der i Den Danske Ordbog.

Der er mange konspirationsteorier. Senest har vi i Danmark (og verden) haft anti-vaxerne, der mente, at Covid 19 var et påfund, der kunne have mange bagtanker. Der er også en konspirationsteori om månelandingen (var det Fake-News, når man så Armstrong på månen?), der er konspirationsteorien om at jorden er flad, at Holocaust er en myte, der aldrig har fundet sted og så er det også Trumps fortælling om valgfusk og svindel. Konspirationsteorierne og FakeNews er et tema, som Janus, Raul og Helene har valgt til deres opgave på efterskolen. Det er tre umage gruppemedlemmer: Raul, den skønne unge mand med sixpack og gode venner, smukke Helene, der har svoret at hun ikke vil have en efterskolekæreste, og så er der Janus, der bor uden en roomie, fordi han altid forsvinder ind i computerens verden.

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Nu har de valgt at skrive en opgave sammen.

Det bliver en arbejdsom gruppe, der forsøger at lancere en konspirationsteori, der går ud på, at et firma har lavet kondomer, der giver ringe sædkvalitet. Kondomer, der er forgiftede. Lidt langt ude, (eller meget langt ude) tænker de tre efterskoleelever, men de ønsker at undersøge, hvorledes en sådan teori breder sig: ”Helene og Raul ville så gerne undersøge, hvordan en konspirationsteori spredes, men det er jo ligesom ikke så let, når vores konspirationsteori ikke spreder sig. Det irriterer mig. Mere end jeg lige havde regnet med.” Sådan tænker Janus, computernørden, og han får så endelig hul igennem til en person, der kan sprede deres teori

Hele bogen veksler mellem Helene, Raul og Janus som fortællere. Det giver vældig god mening, at historien er fortalt fra tre vinkler. De er tre vidt forskellige personer. Og så er der to sorte sider med en konspirationsteori mellem hvert afsnit.

Således er bogens tematik dels Fake-News, og dels er det en klassisk fortælling om venskab, hvor det viser sig, at der ofte er langt mere under overfladen end man lige havde ventet.

De tre efterskoleelever får startet en lavine af Fake-News-delinger. En lavine, de slet, slet ikke kan styre. Man må læse, hvordan de klarer sig (og om de klarer sig) ud af krisen.

Det er en godt fortalt historie, den er skrevet i et medrivende sprog, der er ”ungt uden at være popsmart”. Nicole Boyle Rødtnes har skrevet mange, mange ungdomsbøger (og mange børnebøger). Hun kan ramme tonen, der går i øjenhøjde med læseren i teenagealderen, men det er også en roman, der kan læses af mange unge (og ældre) voksne, der gerne vil have et indblik i livet bag de sociale medier.

Denne bog er skrevet i samarbejde med Salina Schjødt Larsen, en forfatter, der ofte har skrevet under pseudonymet Bjarke Schjødt Larsen. Det er et godt makkerpar.

Bogen kan absolut anbefales som ”hovedværk” i folkeskolens overbygning. Der er tematikker nok at tage fat på. Og så er det en spændende og velskrevet roman.

Husk: ”Det er det, historier kan. De kan leve videre. Så det eneste, man kan gøre, er at forsvare sandheden og være tro mod sig selv.

For måske handler det meget mindre om at fortælle historier og mere om, hvilke historier vi vælger at fortælle.”