Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Litteratur, der kan lyse i decembermørket
Mange lærere (og ikke udelukkende dansklærere) er jo litteraturlæsere. Her er gode bud på bøger, der kan lyse i decembermørket. Det gælder altid: ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”. Her er en række anbefalinger af bøger til julens gaver, julens læsning og julens overraskende oplevelser. Det er fremmede verdener, spændende liv og altid relevante problemstillinger, man kan læse om.
Offentliggjort
Sidst opdateret
"Jeg
skriver om mig. Du læser om dig” Sådan har den norske lyriker Håvard Rem sagt
om glæden ved at være forfatter og glæden ved at være læser. Vi læser os selv
ind i en verden, der kan være kendt eller ukendt. Det gælder altid: ”Når man
læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”. Her er en række anbefalinger af
bøger til julens gaver, julens læsning og julens overraskende oplevelser. Det
er fremmede verdener, spændende liv og altid relevante problemstillinger, man
kan læse om.
1. Lærke Kløvedal: Sømærke. Det er Troels Kløvedals datter (den ældste af hans mange børn) der fortæller om sit liv som barn af to vidt forskellige forældre. Balancen mellem de to forsøger Lærke at finde selv: ”En grundtilstand i at være, i stedet for at gøre. Som jeg med min mors blik oversætter til magelighed. At sanse fremfor at handle. Som jeg med min mors blik oversætter til dovenskab. En trang til at give slip, sige ja til middagen, til natten, til festen. En trang jeg med min mors blik oversætter til forslugenhed, ansvarsforflygtigelse, kontroltab.” Lærke Kløvedal skriver fremragende og vedkommende om at være ung og blive voksen.
2. Helle Helle: Hafni fortæller. Helle Helle skriver korte bøger om en hverdag, der synes så kendt. Og så er det alligevel et spejl for os alle. Her er det er Hafni, der fortæller – helt fra første side. Når bogen hedder ”Hafni fortæller”, - ja, så fortsætter den inde på første side med: ”at hun skal skilles. Hun holder på en rasteplads i nærheden af Ringe, inden hun kører i sin bil på et roadtrip med masser af smørrebrød tværs over Sjælland, til Fyn og øerne og så til Sønderjylland.
3. Roy Jacobsen: De uværdige. Alt, Roy Jacobsen skriver er godt. Han holder altid niveau, når han skriver om verden i Oslos forstæder. Her skriver han om Olav, Roar, Mona, Carl og de andre børn og unge, der vokser op her i bydelen Torshov i Oslo: ”Du bliver sgu aldrig til noget. Lærer til elev, forældre til unger, halvvoksne knægte til yngre knægte, små drenge og piger til endnu yngre drenge og piger.
Du bliver aldrig til noget. Hvis der var et kvarter, hvor ingen nogensinde blev til noget, så var det dette her.”
4. Mich Vraa: Under en anden himmel. Som historisk roman giver den et billede af verden set fra kolonimagten Frankrigs side. Indokina, Algeriet og Anden Verdenskrig er store begivenheder i verdenshistorien, det er også begivenheder der for hovedpersonen Emma (og for mange læsere) synes fjerne. Her bliver de gjort levende og vedkommende. Og så møder Emma en gammel mand med begyndende demens. Den gamle mand har mange ligheder med en dansk prinsgemal. En smuk og spændende fortælling om en verden, der ikke mere findes. Mich Vraa har skrevet flere romaner alene, han har også skrevet ”Pigen fra det store hvide skib” og ”Tre dage i april” sammen med Jesper Bugge Kold.
5. Peder Frederik Jensen: Rans vilje. Det er en roman om oversvømmelsen på Lolland … og meget mere. Det er en roman om Roar, sømanden, der har fravalgt alle andre mennesker og som ønsker at leve, bo og dø i ensomhed på den lille ø syd for det landfaste Lolland. Han har haft en hård barndom, hvor alle hans søskende endte i små kister, før de blev voksne. Han kom i lære som kistesnedker, men rømmede fra hjemmet, hvor moderen (der blev alene med børnene) var blevet mere eller mindre sindssyg af de mange dødsfald. Roar blev sømand, sejlede på alle verdenshave, fik tatoveringer og oplevelser i store mængder. Roars fortid hører vi kun om, når han fortæller sin livshistorie til pigen, som han redder op fra en kasse, der sejler rundt på vandet efter stormfloden. Med dagens oversvømmelser i frisk erindring, så er det her, man kan læse med nye øjne.
6. Anette Bjergfeldt: Mr Saitos rejsebiograf på Puffin Island. Sproget er noget helt særligt i denne roman. Det er karskt og barskt som brændingen mod Puffin Island, men det er også musikalsk og udfordrende som en tango. Metaforerne er herlige, bogen er fyldt med søpapegøjer, uro i kahytten, rav i øjnene og sko, der på alle måder fortæller noget om deres ejer.
Det er en roman, der har stor kærlighed til de sære, de utilpassede, de umulige mennesker, der har svært ved at begå sig i verden. De får en plads i ”Mr. Saitos Rejsebiograf.
7. Michael Niemi: Sten i silke. ”Han var også gået glip af meget af undervisningen af den simple grund, at han ikke kunne forstå, hvad lærerinden sagde. Ligesom sine skolekammerater talte han tornedalfinsk. Men af en eller anden grund blev undervisningen gennemført på svensk, dette mærkelige sprog, der lød, som om man tyggede på æggeskaller.” Niemi fortæller igen om livet i Tornedalen. Et sted i Sverige på grænsen til Finland, hvor der ikke tales meget, men hvor der arbejdes hårdt.
8. Tina Harnesk: Folk som sår i sne. Det er Tina Harnesk, der er forfatteren. Hun er en årgang 1984, hun er forfatter og bibliotekar, og hun voksede op i Jokkmokk nord for polarcirklen. Hun bor med sin familie i den svenske del af Sapmi, Sameland.
To af hovedpersonerne er Mariddja og Biera, et ældre (meget ældre) ægtepar, hvor Mariddja gør sig stor umage for at manden Biera ikke skal komme på plejehjem. Hun taler med computerens Siri, når hun er i tvivl om noget. Siri er den mest fornuftige stemme, hun har mødt. Biera er en anelse dement, og det skjuler hun for alle, så godt hun kan. De er uforlignelige.
9. Kirsten Thorup: Mørket bag dig.
Efter kolofonen og før bogens titel ”Mørket bag dig” er der et citat af Olha Lumerovska, en indbygger i Odessa 2023. Det lyder kort og præcist: ”Der eneste vi har, er i dag”. Det gælder i dag, det gjaldt også i 1943, hvor romanen foregår.
Mens Harriet underviser i gymnastik, sker der meget i København, i Danmark og i verden. Det er en hverdag med krig og mange restriktioner. Der er beskyttelsesrum og luftalarmer, og der er sabotagehandlinger og gengældelsesaktioner. ”Lad natten komme. Lad drømmene og en ny dags morgen komme. Lad befrielsen komme.”
10. Olga Ravn: Voksbarnet. ”Voksbarnet” er en roman om hekseprocesserne i Aalborg tilbage på Christian den Fjerdes tid. Det er således en ”historisk roman”, men samtidig er det slet ikke en sædvanlig historisk roman. Fortællerstemmen ligger hos et voksbarn, og hvis man ikke ved, hvad et voksbarn er, så kan man læse det i indledningen: ”Jeg et barn af bivoks. Og jeg er som en dukke på størrelse med et menneskes underarm. Man har forsynet mig med hår og negle fra den person, der skal lide. Jeg blev båret af min frue i 40 uger under hendes højre arm, som var jeg et ægte barn, og min voks blev blødgjort af hendes varme.”
11. Astrid Saalbach: Lindely. ”På alle døre hænger et stykke A4-papir med et navn på, håndskrevet og med blokbogstaver. Kun fornavn. Når man bliver gammel, mister man åbenbart sit efternavn. Ud for flere af dørene står der en kørestol.” Det er ikke en munter bog. Det er et trist portræt af den manglende velfærd i ældreplejen.
12. Jakob Martin Strid: Den fantastiske bus. Det er en børnebog. Den er fantastisk tung (lidt over to kilo), fantastisk stor (30 gange 40 centimeter) og fantastisk flot, farverig og fabulerende.
Det er en bog, man gerne vil have liggende fremme på bordet derhjemme, og i skolen og børnehaven, så børn og voksne sammen kan slå op og se på de fantastiske illustrationer.
Astrid Lindgren sagde: ”At læse bøger er at komme langt ud i den vide verden og dybt ind i sig selv”. I disse bøger kommer man langt ud i den vide verden i tid og geografi, men alle bøger giver også en indsigt i læseren selv, helt som citatet af Håvard Rem: ”Jeg skriver om mig. Du læser om dig. ”
God jul.
Bodil Christensen
