Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Vor Nimbusfærd - sådan så Europa ud på rejsen i 1935
Nitten lande nåede de på 59 dage. Enhver jordomrejsende teenager kan (eller kunne) i vores tid nå 59 lande på nitten dage, men den tids rejser var af en helt anden karakter. Visum, valuta og vejkort spillede en helt anden rolle. Nationaliteternes særpræg var også mere udtalt, men også dengang kunne de rejsende glæde sig, når de i en nordafrikansk by mødte en dansk Carlsberg-direktør, der gerne ville byde på en øl.
Vor Nimbusfærd – en rejse gennem nitten lande på 59 dage
”Hvem af os der først fik Idéen til den Tur, vi nu vil fortælle om….”… ja, det ved de ikke, de to Nimbuskørere Elith Foss og Palle Huld. Til hverdag var de to ansat på Det Kongelige Teater som skuespillere, men i fritiden var de begge opsat på at få spænding og udsyn til verden. Lidt tøvende gik snakken: Hvor skal vi tage hen? og efter en snak blev det ikke Sibirien (for mange ulve), men: ”I stedet for blev vi enige om at gaa over på Kommunebibliotekets Læsesal og laane alt, hvad der fandtes af Landkort; og her dæmrede den Plan, at vi skulle køre omkring Middelhavet. Ned gennem Europa til Spanien, forcere hele Afrikas Nordkyst, op gennem Palæstina, Syrien og Lilleasien – og over Tyrkiet, Balkanstaterne hjem.”
Her i 2020 er det en fjern fortid, der beskrives. Ingen har her i 1935, hvor Palle Huld og Elith Foss tager afsted, tænkt på at skrive en ”Turen går til Middelhavet”. Der er ingen google-maps, der er ingen åbne grænser, ingen fælles valuta, ingen internet og ingen letvægtstelte. De to Nimbuskørere har i stedet 12 kroner og 75 øre tilsammen, så de laver en plan.
De får fabrikanten af Nimbus-motorcykler, den gamle direktør Fisker, til at sponsorere en motorcykel med sidevogn, de sponsoreres af et tændrørsfirma, et friluftsfirma og de får skrabet 2100 kroner sammen, så der skulle være råd til de seks-syv uger, som turen måtte tage.
De kommer afsted med fuldt lastet Nimbus, alle medarbejderne på Fiskers fabrik for Nilfisk og Nimbus vinker farvel, og så går det mod Storebæltsfærgen, så Lillebæltsbroen og så mod grænsen til Tyskland, hvor det (det er i 1935) ….. ”alle vegne vrimlede det med Uniformer – Soldater- Marinere – Staalhjelme – S. A. og andre Mænd (….) der heilede os igennem. Vi blev snart vant til at hilse med Haanden i Vejret og det Hele.”
Det er en turbeskrivelse, der virkelig får beskrevet de fordomme, der var blandt danskere om de forskellige europæiske og nordafrikanske folk. Tyskerne er de strømlinede og disciplinerede, franskmænd drikker vin, i Spanien vil alle have pesetas for enhver tjeneste, og så kommer de over Gibraltarstrædet til Marokko: ”Vi var forbavsede over, saa mange Arabere i spansk Marokko, der taler flere Sprog - rene er de ogsaa og velplejede, og de fleste af dem har gode, kloge Øjne.”
Tværs gennem den nordafrikanske ørken sander de næsten til, de tørster, de har uheld, de kører blindt og uden pejling gennem ørkenen, men de kommer frem. Gennem Ægypten kommer de så til Palæstina, et land, der endnu ikke er blevet til Israel.
”Det var ellers en rigtig vaskeægte Jøde, vi stod overfor; han bar et langt graat Gevandt, havde Sandaler paa Fødderne, og paa Hovedet et Tørklæde, der hang langt ned ad Ryggen. Næsen var heller ikke til at tage fejl af, det var et sandt Pragteksemplar, som aldrig vilde have kunnet staa for Hitleres Tommestok.”
Det er en spændende personbeskrivelse, der gives her i 1935 af en indbygger i det daværende Palæstina. En beskrivelse, der på ingen måde har vakt anstød blandt de mange læsere af bogen ”Vor Nimbusfærd”. Det er ikke mere ned 85 år siden, og der er sket meget i forståelsen af verdens forskellige folkeslag.
Turbeskrivelsen er 85 år gammel, men den er fyldt med fest og finurlige oplevelser. Der skrives og fortælles med megen humor, selvironi og med stor overvægt af de positive oplevelser. Sådan skal man rejse: med godt humør og masser af lyst til at møde andre mennesker. De oplevede utallige punkteringer på de mange tusinde kilometer, de kører ind i en stor sten på vejen, sidevognstellet bliver splittet ad, de kører tør for benzin, - men hver gang de har et uheld, så viser det sig, at der kommer nogen forbi med hjælp.
Da de har kørt turen gennem Tyrkiet (der fandtes ikke mange vejskilte ude på landet i Tyrkiet), gennem Balkanlandene og forbi Berlin, så kommer de endelig til Gedser og herfra nordpå til København og Rådhuspladsen, hvor klokken slår syv. De nåede det lige efter planen.
Nitten lande nåede de på 59 dage. Enhver jordomrejsende teenager kan (eller kunne) i vores tid nå 59 lande på nitten dage, men den tids rejser var af en helt anden karakter. Visum, valuta og vejkort spillede en helt anden rolle. Nationaliteternes særpræg var også mere udtalt, men også dengang kunne de rejsende glæde sig, når de i en nordafrikansk by mødte en dansk Carlsberg-direktør, der gerne ville byde på en øl. Palle Huld døde i 2010, han blev 98 år. Han spillede med i Matadorafsnittet nr. 6 (året er 1932, Palle Huld spiller korn -og foderstofforhandler Olsen), han var med i Huset på Christianshavn og i mere end tyve danske film. Han var medlem af Eventyrernes Klub, han var skuespiller på Det Kongelige Teater, og han var en entusiastisk fortæller om sine eventyr.
P.S: Palle Huld var allerede som 15 – årig en rejsende. Han havde vundet en Politikenkonkurrence i anledning af Jules Verne og ”Jorden rundt i 80 dage”- 100års- jubilæet, og Palle Huld rejste jorden rundt på 44 dage. Det kom der en bog og mange artikler om. Og så fik en tegneserietegner, nemlig Hergé, inspirationen til Tintin. Så der er en direkte dansk linje til Tintin og hans mange oplevelser.
