Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Vita Andersen: Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom
Vita Andersen udgav i 1977 digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner”. Det er 1970’ernes klare og kontante stemme, der lyder i den digtsamling. Sjældent sælges digtsamlinger i så stort et oplag som ”Tryghedsnarkomaner” kunne sælges i. Jeg har samlingen, den kostede 35,40 kroner tilbage i 1977, og den er blevet læst. Dels på seminariet, hvor vi på danskholdet (kan jeg se på mine noter i bogen) har analyseret og fortolket digtene, der har titler som ”Sårspiseren”, ”Abort” og ”Ude og skide”. Det siger en del om indholdet. Et citat fra ”Sårspiseren” lyder: ”Mens pigen Adda med den ene hånd pillede sårrandende fra taljen af så blodet piblede frem hvor hendes cowboybukser havde strammet for at hun skulle se tyndere ud og puttede dem i munden og spiste dem sad pigen Bella og plukkede sin øjenbryn af en efter en…..”
Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom
Vita Andersen er død. Vita Andersen, den danske forfatter, der debuterede i 1977 med digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner” er død. Med fyrre års forfatterskab bag sig efterlader hun sig en markant boghylde. Første og sidste udgivelse er særligt markante.
Hendes digte er læst af mange. De er blevet læst i folkeskolens danskundervisning, - men det er formentlig en del år siden, at "Tryghedsnarkomaner" har hittet på overbygningens top-ti - liste over "Værklæsning". Det er der god grund til, men der er grund til at mindes Vita Andersen, der introducerede knækprosaen som genre. Hun gjorde lyrikken til en genre, som "alle" kunne læse (og måske genkende sig i.)
Hun skrev på baggrund af en barndom, der på ingen måde var lykkelig.
”Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skriv om den troede jeg såret ville heles. Mens jeg skriver om min mor, ser jeg hende tydeligt, hendes krop, hendes hår, men hun er altid ansigtsløs.” Sådan står der i ”Indigo”. Hun skriver også: ”Som barn har jeg aldrig fortalt nogen, hvordan det var hos min mor. Der var ingen at fortælle det til. Ingen spurgte.” Moderen er psykisk ustabil, og det meste af tiden er Vita på børnehjem, hos sin moster, på et nyt børnehjem eller i plejefamilie. På intet tidspunkt inddrages barnet Vita i beslutningerne om, hvor hun skal bo. Hun er, hvor ”de” har bragt hende: ”Hvad lavede vi hele dagen på børnehjemmene, når vi ikke sov eller spiste? Vi gjorde rent. Se, hvordan de andre gør, sagde en frøken, så lærer du det hurtigt. Vi skrællede kartofter, pudsede sko. Også frøknernes. Rengjorde træsko. Rensede forstanderindens græsplæne for mælkebøtter. Stoppede strømper, syede, strikkede. Når vi havde fri, legede vi tagfat, sjippede, hoppede i elastik. Jeg lavede en bondegård af nogle sten. Hvis vi havde leget længe, hentede frøknerne os ind. Der skulle gøres mere rent. Men det har vi gjort, sagde vi i kor. Så gør det igen. Vi skulle være i gang hele tiden. Stå ikke der og hæng, sagde de.”
Barndommen slutter, Vita Andersen klarer sig selv, hun bliver ansat i en bank, og i 1977 udgiver hun digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner”. Det er 1970’ernes klare og kontante stemme, der lyder i den digtsamling. Sjældent sælges digtsamlinger i så stort et oplag som ”Tryghedsnarkomaner” kunne sælges i.
Jeg har samlingen, den kostede 35,40 kroner tilbage i 1977, og den er blevet læst. Dels på seminariet, hvor vi på danskholdet (kan jeg se på mine noter i bogen) har analyseret og fortolket digtene, der har titler som ”Sårspiseren”, ”Abort” og ”Ude og skide”. Det siger en del om indholdet. Et citat fra ”Sårspiseren” lyder:
”Mens pigen Adda
med den ene hånd pillede
sårrandende fra taljen af
så blodet piblede frem
hvor hendes cowboybukser havde strammet
for at hun skulle se tyndere ud
og puttede dem i munden
og spiste dem
sad pigen Bella
og plukkede sin øjenbryn af en efter en…..”
Det er selvskadernes indtog i dansk lyrik, det er også knækprosaen, der får en genrebetegnelse. ”Knækprosa”, som var digtene ren prosa, der ”bare” var knækket op i linjerne. Dan Turell skrev ”Vangede Billeder” i knækprosaens form, før den udkom i mere ”salgbar” prosa. Glæden ved Vita Andersens (og Kresten Bjørnkærs ”Kærestesorg” og ”Lean Nielsen og Lola Baidel og andre) digte er, at de også kan læses ”på” linjen og ikke udelukkende ”mellem” og ”bag” linjerne. Det gav mange flere en adgang til at læse (og skrive) lyrik. Det er også ”Tryghedsnarkomaner” der sætter forbrug, kærlighed, kvindekamp og kampen for ligeværd ind i lyrikkens linjer. Her er ikke poetiske naturskildringer, det er livet set fra hverdagens veloursofa og linoleumsgulvet i de alt for små køkkener, hvor hjemmegående husmødre søgte en mening med den daglige servering af sovs, kødrand og syltede asier.
Vita Andersen skrev med afsæt i sit eget liv, men hun blev også en stemme, der talte på manges vegne. Ind mellem de to ”store” værker ”Tryghedsnarkomaner” og ”Indigo” er der udgivet digtsamlinger, novellesamlinger, skuespil, børnebøger og romaner.
Vita Andersen blev 78 år. Hun blev født i 1944, hun blev uddannet i en bank, arbejdede på Grønland, på en lakridsfabrik, blev gift og skilt og kom igen i en bank og sådan blev det voksne liv også omskifteligt. Men forfatterskabet var der altid. Tak for det.
