Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Udeskole: Blåsorte bær, bregner og brændenælder
Man skal undre sig, men en septemberdag i ØsterÅdalen giver også en billedside til Kirsten Jørgensens ”Sensommervise”. Her var blåsorte bær (hyld og slåen), her var brunlige bregner (og nogle ganske fine burrer, der kunne hænge fast på alt), her var askeblade, egeblade og taksblade, der var i færd med at blegne. Sangens ord fik konkret betydning. Og så kunne de danskstuderende herefter arbejde med små youtube-videoer, hvor de læste efterårsdigte i rette omgivelser, de lavede ”bookbento” (altså billedopstillinger med ting fra naturen) som illustration af lyrikken, og de diskuterede gode muligheder for at inddrage udeskole i danskundervisningen (og i andre fag).
Offentliggjort
Sidst opdateret
Udeskole: Blåsorte bær, bregner og brændenælder
”Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,
blåsorte bær.
Stille summen mellem blade som blegner,
aft’nen er nær.”
Sådan står der i Kirsten Jørgensens sensommervise, hvor der i omkvædet nævnes ”de gyldne farver”. Ikke nok er septembers himmel blå med lysende skyer. September er også tiden til at se på blåsorte bær, brunlige bregner og blade, der blegner.
Med naturvejlederen Esben Buch var danskholdet fra 22.4 fra Læreruddannelsen i Aalborg i vældig godt selskab ude i ØsterÅdalen, der er Aalborgs bedste svar på bynær natur. Her er et hus, der kan give læ, hvis det regner. Der er udstoppede fugle, dyr og borde og stole, så man kan flytte undervisningen fra skolens matrikel og ud i naturen.
Med Esben Buch som fortæller bliver det en helt anden tur langs åen, end hvis man går den i skarpt trav. Her blev gjort mange stop, hvor der var tid til at undres. Hvad har man brugt brændenælder til gennem tiden? (ja, man har i bedste ”Elise og de 12 svaner”) skættet og heglet og vævet godt solidt stof ud af brændenælderne. Hvorfor kan man se østersskaller i åløbet? (ja, det kan man, fordi det er hævet havbund). Hvorfor er der ingen kantareller? (ja, de vokser bedre i nåleskov og sandet jord). Og der var mange stednavne og artsnavne, der også fik ord med på vejen. Hvorfor hedder det ”Aalborg”? Gug? Kastetvej? Og hvad betyder ”hyld” og ”lysesiv” og hvad er det særlige ved et asketræ?
Esben Buch opfordrede alle til at undre sig over alt, naturen og kulturen viser frem. Som kommende lærere er det en god mesterlære. Det gælder om at få eleverne til at være nysgerrige og undrende, således som der står i folkeskolens formålsparagraf: ”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie.”
Man skal undre sig, men en septemberdag i ØsterÅdalen giver også en billedside til Kirsten Jørgensens ”Sensommervise”. Her var blåsorte bær (hyld og slåen), her var brunlige bregner (og nogle ganske fine burrer, der kunne hænge fast på alt), her var askeblade, egeblade og taksblade, der var i færd med at blegne.
Sangens ord fik konkret betydning.
Og så kunne de danskstuderende herefter arbejde med små youtube-videoer, hvor de læste efterårsdigte i rette omgivelser, de lavede ”bookbento” (altså billedopstillinger med ting fra naturen) som illustration af lyrikken, og de diskuterede gode muligheder for at inddrage udeskole i danskundervisningen (og i andre fag).
”For at kende verden, må man sætte navn på tingene”, sådan sagde botanikeren Carl von Linné, der opfandt planternes klassifikationssystem (og meget andet). Det gælder fortsat. Skal man føle sig hjemme i verden, så må kan også kende en slåenbusk, så man kan synge om blåsorte bær og brunlige bregner.
Man kan også glæde sig, når man synger om lærkereden:
”Jeg lurer bag en slåen,
Der står jeg ganske nær
Jeg rækker mig på tåen
Og holder på mit vejr.”
Nu vil man vide, at står man for tæt på en slåenbusk, så stikker den.
P.S. Slåen er jo også gode i en slåenbjesk. Det er nemt. Tre store håndfulde slåenbær (der skal have taget frost) og en flaske Brøndum. Den skal trække to – tre uger, og den får en smuk rødlig eller rødgylden farve. Det skal man ikke lære eleverne i folkeskolen.
