Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Din store lort
Bogen "Din store lort" viser, hvordan man som voksen kan bidrage til at børn lærer at kommunikere på en sådan måde, at det styrker deres sociale færdigheder, og så der bliver mindre grimt sprog i hverdagen. Det er en bog, der er skrevet til lærere, pædagoger og forældre. Den er skrevet, så alle kan læse med. Der er mange, mange illustrative eksempler på børns brug af grimt sprog. Der er også mange gode strategier for de voksne at følge. Der er konkrete øvelser og refleksionsspørgsmål. Alt synes (beklageligvis) at være hentet ud af en genkendelig hverdag.
ӯh, hvordan er det lige du taler?
Anna! Anna!
Jeg vil ikke høre på det sprog.
Ka’ du så!!
Hvad er det dog for en måde at tale på?
Tal pænt!
Det der sprog er da ikke så kønt at høre på.
Tal ordentligt!
Du skal ikke tale sådan.
Sådan taler vi ikke her. Find lige kammertonen.”
Der er mange reaktioner fra forældre, pædagoger og lærere, når børn ”taler grimt” til voksne eller til andre børn. Heidi Honig Spring (lærer, master i specialpædagogik, underviser på videreuddannelsen i Pædagogik og Skole og en lang erfaring som didaktisk leder og inklusionskonsulent i dagtilbud og i skolen) skriver i bogen ”Sin store lort” om ”grimt sprog”, - og særligt om, hvordan man kan undgå brugen af ”for meget” grimt sprog.
Hvorfor taler børn grimt?
Hvordan skal vi voksne forstå det?
Og hvad man kan gøre ved det?
De tre spørgsmål giver bogen her et svar (eller rettere ’flere svar’) på.
Bogen viser, hvordan man som voksen kan bidrage til at børn lærer at kommunikere på en sådan måde, at det styrker deres sociale færdigheder, og så der bliver mindre grimt sprog i hverdagen.
Det er en bog, der er skrevet til lærere, pædagoger og forældre. Den er skrevet, så alle kan læse med. Der er mange, mange illustrative eksempler på børns brug af grimt sprog. Der er også mange gode strategier for de voksne at følge. Der er konkrete øvelser og refleksionsspørgsmål.
Alt synes (beklageligvis) at være hentet ud af en genkendelig hverdag.
Her er et eksempel blandt mange: En lærer i fjerde klasse fortæller: ”Nogle af mine piger i klassen sagde til en dreng med langt hår: Du ligner en trans, eller er du fucking bøsse? Samme pigegruppe har brugt hårde ord og vendinger fra Ultra-serien ”Klassen”, som andre er blevet såret over. I pigernes eget regi var det sjovt at sige og ’bare for sjov’, men når de sagde det til udenforstående, fx andre fra klassen, blev det nogle gange opfattet som sårende og stødende.” Hvad skal læreren gøre?
Her er en klar ”analysestrategi”, man kan bruge i en analyse af ”hvad sker der”? Man kan se på hvilke ord, der bruges, hvordan kropssprog, mimik og gestik bruges, man kan vurdere intonationen, relationerne, situationen og tilhørerne. Og man kan se på et ”før” og et ”efter”.
Der er en aldrig en fordømmelse af et barn i handlestrategierne. Der er en forståelse for, at der også er sprog, der er ”leg med ord”, der er internt sprog, der er gruppecementerende sprog og der er sprog, der slår hårdt, når det kommer online. Alt dette tages med i diskussionen. Det er en bog, der med sin positive tilgang til børn og børns sprog kan gøre en forskel på de skoler, i de klasser og de børnehaver, hvor grimt sprog har taget overmagten.
Husk (skriver Honig Spring): ”Når du lukker en dør for et barn, skal du anvise en anden vej.”
Når den voksne ’lukker en dør’ ved at sige ’stop’ til sit barn eller sin børnegruppe, skal det følges op med en anvisning af en anden og bedre måde at kommunikere på, fx ’sig/gør X i stedet for’. Når barnet kalder mor ’store lort’, kan mor sige ’Angus, jeg vil bede dig stoppe med at kalde mig store lort. Det er ikke rart at blive kaldt. Du må gerne være vred på mig, fordi jeg har sagt, at du skal i seng om lidt. Men så sig i stedet for: ’Jeg er vred på dig mor’”
Bodil Christensen, Læreruddannelsen Aalborg