Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Benedykt Dybowski og tanglopperne i Bajkalsøen
”Zienkowiczkytodermogammarus zienkowiczi” og ”Gammaracanthuskytodermogammarus lorivatobaicalensis” Man kan tænke: Er det ukrainsk? Er det latin? Er det en sygdom, der medfører lidelser og død? Det glædelige er, at det er noget så fredeligt som navnet på to tangloppearter, der er fundet i Bajkalsøen. Det er Benedykt Dybowski, der har navngivet de sidste to tangloppearter, som han har fundet i sit lange forskningsliv ved den sibiriske Bajkalsø. Det sidste navn er det længste videnskabelige navn, noget væsen nogensinde har haft. Hvis man som læser her har ganske svært ved at udtale det, så er der altså en grund. - Og inden man læser videre i bogen, så kan eleverne jo selv finde på lange tangloppenavne. Og konkurrere i at finde det længste tangloppenavn. Sproglig opmærksomhed er der også blandt tanglopper.
Offentliggjort
Benedykt Dybowski og tanglopperne i Bajkalsøen
”Zienkowiczkytodermogammarus zienkowiczi” og ”Gammaracanthuskytodermogammarus lorivatobaicalensis” Man kan tænke: Er det ukrainsk? Er det latin? Er det en sygdom, der medfører lidelser og død? Det glædelige er, at det er noget så fredeligt som navnet på to tangloppearter, der er fundet i Bajkalsøen. Det er Benedykt Dybowski, der har navngivet de sidste to tangloppearter, som han har fundet i sit lange forskningsliv ved den sibiriske Bajkalsø. Det sidste navn er det længste videnskabelige navn, noget væsen nogensinde har haft. Hvis man som læser her har ganske svært ved at udtale det, så er der altså en grund.
”Jo mindre et væsen man er, jo længere og mere fyldigt et navn, bør man have. Det giver næsten sig selv, synes Benedykt Dybowski. Han levede fra 1833 til 1930 (han blev gammel, trods sine 12 år i sibirisk fangelejr). Han var polsk naturforsker, zoologiprofessor, og han var tilhænger af Darwins udviklingsteori. Han blev dømt for at deltage i det polske Januaroprør i 1864, så kom han til Sibirien i en fangelejr, og det var her, han begyndte at interessere sig for Sibiriens naturhistorie. Han blev benådet i 1866, og efter nogle år som læge på et lokalt hospital flyttede han til Bajkalsøen (der ligger lige nord for Mongoliet, inde i Sibirien). Her undersøgte han meget, men især var det tanglopperne i søren, som han var optaget af. Han beskrev de mange Bajkalsø-tangloppearter, og det var herfra der blev skabt en dramatatisk situation på datidens ”vandloppe-scene”. Hans navngivelse af de sidste to vandloppearter blev for meget for en hel del vandloppe-entusiaster og forskere. Navnene var simpelthen for svære og for lange.
Der blev klaget til Det Internationale Kodeks for Zoologisk Nomenklatur, og navnene blev afvist.
Nu har Kathrine Assels og Anna Margrethe Kjærgaard givet plads til de lange navne i billedbogen med den (også lange) titel: ”En tangloppereksperts store tanker om små skabninger.” Det gør de på herlig og munter vis, samtidig med at der er en hel de naturvidenskab med i bogen. (og ja, det er en billedbog på 80 sider med fine illustrationer og en tekst med tyngde).
Benedykt Dybowski har været en helt særlig og også en sær forsker, men mange år i sibirisk fangelejr giver vel de fleste ret til at være lidt omhyggelige med alle detaljer. Han fandt mere end to hundrede nye tangloppearter, og kender man ikke til tangloppers størrelse, så kan det siges, at de er små. Meget små. Lidt som en prik. Hertil svarede den gode Benedykt: ”Hvis man er lille og samtidig har et kort navn, risikerer man at blive fuldstændig overset. Men med en lille størrelse og et langt navn kan man sikre en vis balance i tingene.” Uden tøven fandt han på de første to hundrede navne, men de sidste to arter var svære. Han var blevet over 90, han tænkte måske lidt langsommere og han tøvede: ”De sidste to navne er de sidste brikker i puslespillet. Disen, der letter over Bajkalsøen en efterårsmorgen. Brillerne, man opdager i panden. Saltet i agurkesuppen.”
Der er noget helt særligt ved tanglopper: ”Tænk sig for eksempel: tretten sæt specialudstyrede ben. På forkroppen to sæt ben med kloformede led til at gribe med og to sæt ben til at holde mad med. Midt på kroppen tre sæt kraftige gangben. Og på bagkroppen tre sæt børstebærende svømmeben samt tre sæt stylteformede springben.” Sådan er det med de små lopper. Og der er meget andet: ”Og se nu bare der: intet mindre end navigationstentakler. I et forsøg på at tilpasse sig livet på bunden af Bajkalsøen har den ene tangloppeart med tiden udviklet ekstremt lange tentakler, der fungerer som blindestokke, så den selv i dybets mørke kan finde vej.”
Der er simpelthen så mange faktorer og så meget særligt ved netop tangloppearterne, at det bliver så svært at vælge navne til dem. Sådan er det med det meste i naturen: Når man får set nærmere og nøje på alt, så viser det sig, at der (helt som i H. C. Andersens eventyr om ”Vanddråben”) er en hel verden, der venter på at blive set.
Zienkowiczkytodermogammarus zienkowiczi og Gammaracanthuskytodermogammarsu lorivatobaicalensis! ”De navne er kronen på livsværket. De orange pletter på citronsommerfuglen. Prikkerne over i’erne. De sidste to punktummer.
Sådan vises det, at biodiversiteten er noget helt særligt. Det er en billedbog, men det er også en bog med billeder, der kan læses af mange.
P.S: ”Når man læser bøger bliver man klog på en smuk måde”, og her er nok en billedbog, man kan blive klog af. De seneste år er der udkommet flere bøger til børn, der giver viden om verden. ”Lene Hau stopper lyset” og ”Ole Rømer – med lysets hast” er de to seneste bøger i Børnebogsforlagets serie om danske videnskabsmænd og kvinder. Der er udgivet bøger om Marie Hammer (der forskede i mosmider og dermed fandt gode argumenter for kontinentalpladernes drift), Niels Bohr og Inge Lehmann har hver sin bog, Tycho Brahe og stjernerne har også en bog.
