Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Blog

Dit døve spektakel, Dorte Karrebæks bog om sin mors liv og død

”Det var nok det bedste, sagde du, når nogen døde. Ung som gammel. Mens du gned dine tunge hænder. Og jeg fandt en mærkelig trøst i dine ord…” Sådan slutter bogen. Hårdt måske, men omslagets inderside er lys neapelgul. Lyst og livsbekræftende. Det er en bog til samtale om døden, om barndommen og hvordan man husker sin barndom.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dit døve spektakel, Dorte Karrebæks bog om sin mors liv og død

Opringningen kommer midt i Dortes hverdagsliv, hvor hun ikke ventede det. Pludselig ringer telefonen, hendes mor er død. Midt i middagsmaden på plejehjemmet lagde moderen hovedet ned på tallerkenen; hun var død. Dorte kommer ordløs i leopardfrakken og tager med bus til plejehjemmet, hvor moderen ligger på sengen. Et dødsleje så ydmygt og hverdagsagtigt i hverdagstøj og støttestrømper. Ingen ord følger de første tegninger, men der tegnes hjertegribende i tomhedens rammer.

Det er ordløst, det tegningerne der viser Dortes ensomhed og det ordløse savn. Hjemme igen sætter Dorte sig med et glas vin og et fotoalbum, og billederne viser barndommen hos Karrebæk med mor og far og tre børn og moster Gu.

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Så kommer ordene, så kommer alle tankerne, så kommer kærlighed, savn – og alt det, som Dorte aldrig fik spurgt sin døve mor om. ”Du kan ikke bare forsvinde, mor.

Stikke af – dø – uden at sige ordentligt farvel.

Dit døve spektakel.

Hver dag, hele mit liv, længtes jeg efter at ringe til dog sige: Hej mor. Men du har aldrig taget telefonen. Aldrig hørt den ringe – dit lykkelige menneske.”

Moderen var døv, hun arvede en lysfabrik, hun fik aldrig den uddannelse eller det arbejde, hun egentlig havde set frem til, hun måtte følge det liv, der var lagt til rette for hende. Og så var hun døv. Moderen kender vi også fra Karrebæks selvbiografiske billedroman: ”I tilfælde af krig”. Her i ”Det er nok det bedste” ser man igen moderen, der smider tøjet så snart hun komme hjem. Hun går nøgen rundt, laver gymnastik lige så nøgen, og vindueskiggerne er der uden for de mørke ruder.

Dorte husker sin barndom. Hun husker ensomheden, den døve mor der sjældent fortalte noget om sig selv eller sit liv, det tavse hjem og igen: ensomheden. Men hun husker også moderen og mosterens samhørighed, deres glæde, deres latter.

Billeder og tekst følges ad, og så kommer en næsten blank side, hvor der blot står:

”Jeg elsker dig for helvede, kælling.

Dit døve spektakel.”

Så kommer moderen til Dorte, der sidder så ensom på en bænk. Et spøgelse eller en engel? ”Du er en engel! Tænk -er det virkelig dig?” Og Dorte krammer den lille mor-engel, der dog protesterer.

Nu fortæller Dorte moderen om noget af det svære i barndommen, men pludselig står der.” Satans! Jeg troede, at hun ku’ høre, nu hvor hun er død. Hun har ikke hørt noget som helst. Nada.”

Moderen, englen, fortæller så en historie om et æg, der så let gik i stykker.

Bogen slutter med et billede af moderens kiste, hvor de tre søskende står: ”Det var nok det bedste…… Ja.” lyder det.

Det er en billedbog til voksne. Det er en hyldest til den døve mor, der tog det liv og den skæbne, der blev hende til del. Hun knyede ikke, hun fik det bedste ud af livet uden at lade sig kue. Hun opfyldte de ydre forventninger, der var til hende. Hun passede sit arbejde ude, men hjemme gik hun nøgen som hun havde lyst til. Og hun fastholdt sin døvhed og brugte måske sin døvhed som et værn mod den verden, der ikke gav hende megen plads.

Dorte Karrebæk blev tegner, fordi hendes mors sprog var i billederne, i kjolerne, i tegn og ikke i ord.

Det er en billedbog til voksne, sådan står der i forlagets omtale, men det er også en billedbog til unge, der helt sikkert kan genkende sig i den dobbelthed af had og kærlighed, der er mellem mor og datter.

Og så tegner Karrebæk så klart, så karikeret, så detaljeret, så drevent, så præcist og med en sådan nerve og et nærvær, så læseren kan genkende den døve mor, det store savn og den store sorg.

”Det var nok det bedste, sagde du, når nogen døde. Ung som gammel. Mens du gned dine tunge hænder. Og jeg fandt en mærkelig trøst i dine ord…”

Sådan slutter bogen. Hårdt måske, men omslagets inderside er lys neapelgul. Lyst og livsbekræftende.

Det er en bog til samtale om døden, om barndommen og hvordan man husker sin barndom.

Det var nok det bedste!

Dorte Karrebæk

Jensen&Dalgaard, 2020

Powered by Labrador CMS