
Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog

Sæt pris på litteraturen
På Læreruddannelsen i Aalborg besluttede vi derfor i 2014, at vi ville give ”særligt talentfulde litteraturlæsere” et sted at mødes for at tale om litteratur. Som underviser på læreruddannelsen er det den slags eftermiddage, (to hvert semester) der får dansklærerens hjerte til slå venligt. Også vel-læste bøger bliver nye, når unge læser med. Og nye bøger får særlige vinkler, når vi i fællesskab taler os ind i teksten.
Sæt pris på litteraturen
Dansklærere sætter pris på litteratur. Det er derfor, vi er blevet dansklærere. Læreruddannelsens danskfag giver ikke megen plads og rum til fordybelse i klassiske værker, thi undervisningen har ofte (og det er jo ret fornuftigt og relevant) afsæt i børne – og ungdomslitteraturen.
På Læreruddannelsen i Aalborg besluttede vi derfor i 2014, at vi ville give ”særligt talentfulde litteraturlæsere” et sted at mødes for at tale om litteratur. Prisbelønnet litteratur udvalgt af os (underviserne). Det skulle være. ”prisbelønnet” (med det kvalitetsstempel det giver, at andre har sagt god for det), og der skulle tales om litteraturen og ikke om ”undervisningspotentiale” i teksten.
Konceptet lød dengang i 2014 fuldstændig som det lyder her i 2019:
Vi ønsker, at vi sammen arbejder på at:
- få sat ord på ”den gode litteratur”
- at få belæg for studerendes litterære erfaringsverden
- at give stemme og rum til litteraturlæsningstalenter
- understøtte og kvalificere litteraturlæsning
- får læst gode bøger til glæde for alle
Vi har nu læst mange og meget forskellige romaner. Det har eksempelvis været:
Nobelprisen 1944: Johannes V. Jensen: Kongens Fald
Nobelprisen 1917: Henrik Pontoppidan: Lykke-Per
Nobelprisen: Alice Munro fra Canada: ”Livet”
Nobelprisen: Patrick Modiano fra Frankrig. ”Askeblomster”
Nobelprisen: Selma Lagerlöf: Jerusalem
Augustprisen: Jonas Hassen Khemiri: ”Alt det jeg ikke husker”
DR –romanprisen: Ida Jessen: Den ny tid
DR- romanprisen: Iben Mondrup: Godhavn
Nordisk Råds Litteraturpris: Kjell Westö: Luftspejling 38,
Nordisk Råds Litteraturpris: Per Petterson: Jeg forbander tidens flod
Nordisk Råds Litteraturpris: Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden
Nordisk Råds Litteraturpris: Jon Fosse: Andvake, Olavsdrøm, Kvældsvævd
Det Danske Akademis Pris: Helle Helle: de
Det har været vidt forskellige bøger. Hver gang har vi (tyve studerende og to undervisere) taget en helt simpel rundkredslæsning, hvor hver læser har udvalgt en særlig passage i bogen, den læses op, man kan diskutere og kommentere, man kan undres og stille spørgsmål, og når vi har været ”bordet rundt” er bogen pludselig helt anderledes.
Studerende, der har været med i talentforløbet siger blandt andet:
- Det er fantastisk berigende at tale med andre om bøger i et forum præget af engagement og lyst. Med andre ord: Herligt alle deltager med en motivation, der smitter andre.
- Det er udfordrende at læse litteratur, man ikke selv ville have valgt. Man ved ikke altid, hvad man gerne vil vide.
- Formen med megen samtale styret af et simpelt udgangspunkt (en scene, en sætning) har været god. Det skyldes nu også at alle deltager så aktivt.
Som underviser på læreruddannelsen er det den slags eftermiddage, (to hvert semester) der får dansklærerens hjerte til slå venligt. Også vel-læste bøger bliver nye, når unge læser med. Og nye bøger får særlige vinkler, når vi i fællesskab taler os ind i teksten.
Sæt pris på litteraturen. Det forsøger vi at gøre. Sammen med gode (kommende) dansklærere på Læreruddannelsen i Aalborg.