Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Septembers himmel er så blå
En af glæderne ved sensommeren er, at man får mulighed for at synge med på ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide…” En morgen i september 1949, hvor Alex Garff havde overnattet på højskolen, var han stået tidligt op, og til morgenmaden på højskolen læste han sit sensommerdigt højt for forstanderparret Marie og Johannes Therkelsen. ”Send det til Otto Mortensen, så han kan skrive musikken”, sagde det gode forstanderpar.
Septembers himmel er så blå
En af glæderne ved sensommeren er, at man får mulighed for at synge med på ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide…” Skyerne er hvide, himlen er blå og der er farver overalt i Alex Garffs ”Sensommersang”. Blå, hvid, grøn, brun, gylden purpursor, spraglet og varmt rødt.
Sangen er skrevet til Dansk Skoleradio, der præsenterede den i 1949 med titlen ”Sensommersang”. Den kom med i Højskolesangbogen, hvor den fortsat er en af de stærke efterårssange.
Alex Garff (1904 – 1977) var lyriker, men (det giver jo ikke meget i løn at skrive digte) han var også lærer i dansk og tysk på Randers Statsskole. Alex Garff var ven med lægen i Ry, og når han besøgte sine gode venner i Ry, så overnattede han ofte på Ry Højskole, hvor eleverne dermed samtidig kunne beriges med et foredrag af lyrikeren Garff. En morgen i september 1949, hvor Alex Garff havde overnattet på højskolen, var han stået tidligt op, og til morgenmaden på højskolen læste han sit sensommerdigt højt for forstanderparret Marie og Johannes Therkelsen. ”Send det til Otto Mortensen, så han kan skrive musikken”, sagde det gode forstanderpar. Således blev det. Otto Mortensen (1907 – 1986, - og begravet på Almen Kirkegaard i Aalborg) skrev den letsyngelige melodi til Sensommersangen, der naturligvis har en særlig plads hos Ry Højskoles elever – men bestemt også hos danskere med hang til fælles – og morgensang.
Den ”søndagsstille ro imellem træer og tage” er ikke blot et højskolefænomen, det er sådan en sensommersøndag kan være, når sommerens og høstens travlhed er krydset af og ” røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden”.
Georgineelskere glædes hver gang over beskrivelsen af netop den blomst: ”og georginer spraglet gror, blandt asters i vor have”, mens landbrugets udvikling har givet ”og bonden kører hjem med læs,der lyser solskinsgule” en vis nostalgi. Alligevel stirrer vi på stubmarkerne, der ”står brun og gul og gylden”, med en vished om, at nu skal der sås nye afgrøder, og nu er kornet kørt i container til tørring, og der kommer et nyt forår – engang.
I haven løsnes de røde æbler let (eller de falder tungt i blæsten), solnedgangen kan være en Edward Munchsk ekplosion af gul, orange og rød ”når aftensolen på sin flugt,bag sorte grene svinder”, og man sætter mere og mere pris på de enkelte lune dage. Sådan er det, når det er sensommer.
Septembers klare blå himmel er ikke kun et synsbedrag. Lyset er mere blåt, og himlen er mere septemberklar, når solen står lavere og lavere på himlen. Varmen forsvinder og kulden kommer med tør luft fra nord. Når solen står lavt, og luften er tør og uden vanddampe i atmosfæren, så opleves himlen som særlig septemberblå. Det er den naturvidenskabelige forklaring, men Alex Garffs poetiske beskrivelse og konstatering er nu den, jeg til enhver tid foretrækker: ”Septembers himmel er så blå”.
Sidste strofe lyder meget sensommerligt:
”Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.”
P.S. Ingen tekst holder som fællessang, hvis ikke melodien holder. Da Otto Mortensen blev spurgt af en nevø, hvordan han kunne skrive så gode melodier (han skrev også melodien til ”Kringsatt af fiender”), - ja, så lød svaret fra komponisten: ”De kommer bare af sig selv”. Så let. Så let.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Hrone
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
Læreruddannelsen, Aalborg UCN
