Jens Raahauge

Blog

Anmeldere skal åbne øjne

Der kommer et hav af børne- og ungdomsbøger. Derfor har vi brug for ordentlige anmeldere til at guide os gennem vrimlen - af hensyn til både litteraturundervisningen og læseglæden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vores minister taler om at få mere boglæsning i skolen. Og meget synlige bannerreklamer fx på folkeskolen.dk kalder på bogens år (vistnok i flertal). Og det ligger i kortene, at vi må stå sammen: lærere, pædagoger, bibliotekarer og forældre.

Men på samme tid har jeg været på skoler, hvor de ikke har haft midler til bogindkøb i de seneste par år. Og jeg har besøgt både skolebiblioteker (som har fået en navneændring, der måske varslede de sorte skyer) og børnebiblioteker (som mange steder findes bagom borgerservice); begge biblioteksformer lider af formidleriltmangel, hvilket går ud over de børn og unge, som gerne vil låne, og de lærere, som ønsker lidt guidning i bogvrimlen.

DERFOR ER ORDENTLIGE ANMELDERE EN GAVE. Og de findes på udvalgte steder, men i de fleste medier glimrer børnebogsanmeldelsen ved sit fravær. Så især børns og forældres valg bliver baseret på kommerciel markedsføring, som ikke behøver at tilgodese mangfoldigheden, hvor de særlige titler til de særlige situationer ofte er at finde. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Vi bør råbe op om bedre bemanding på bibliotekerne, så lærere med bedre forberedelsestid kan få gode råd. Men vi må også opfordre medierne til at få øje på børne- og ungdomsbogens væsentlighed for forældres valg af læsning til deres børn og sammen med dem - og for de trykte mediers egen interesse i animering til at læse.

I den sammenhæng glæder det mig overmåde, at folkeskolen.dk igen synes at give plads til den gode børnelitteraturanmeldelse, ligesom det er lige så skønt som det er oplagt, at dedikerede dansklærere og PLC-medarbejdere deler litteraturglæder i blogindlæg. Der findes fine steder på nettet at hente inspiration, som fx Bogbotten og bausagerbooks. Men jeg tror, at kun få forældre finder vej dertil. Derfor synes jeg, at dagbladene og for den sags skyld gratisaviserne må opfordres  til at give plads til anmelderi - hvis de altså kan finde kompetente skribenter.

Man skal vide noget om (børne- og ungdoms)litteratur. Man skal vide noget om børn og unge. Man skal vide noget om litteraturen som et særligt mødested for læseren. Og man skal vide noget om det fælles tredje mødested for børn og voksne i pædagogisk samtale eller i fortrolig dialog.

Information, Kristeligt Dagblad og Politiken er eksempler på dagblade, der med lidt forskellig vægtning af overnævnte kriterier leverer ordentlig og inspirerende anmelderi. Sådan som folkeskolen.dk og DBCs materialevurderinger selvfølgelig gør.

Der er givetvis flere eksempler, men også på det modsatte. Berlingske, som for få år siden var blandt de fremmeste på dette felt, har nu valgt at dyrke en tilgang, der ikke afslører væsentlige kompetencer på området.

Lad mig bruge en anmeldelse af Dorte Karrebæks Billedroman Man begraver de døde (Dansklærerforeningen 2019) som eksempel. Bogen har skolens 6. -10. klasse som målgruppe.

På sin blog på folkeskolen.dk skriver Bodil Christensen om forskellige måder at læse bogen på; man kan fx læse den som dannelsesroman eller som oplæg til en filosofisk samtale. Den beskæftiger sig med døden og med omsorgssvigt. Men det væsentlige, konstaterer Bodil Christensen, er, at "Også en forladt og ensom dreng kan så en rød snor til fremtiden, hvis der er nogen, der giver ham et lunt tæppe."  https ://www.folkeskolen.dk/1474205/er-det-svensk-norsk-dansk-ja-det-er-litteratur

I DBCs Materialevurdering, skriver Jesper Holtug blandt andet: "En helt fantastisk historie om dyb omsorgssvigt - meget smuk, meget alvorlig. På overfladen ser det ud som om mormoren tager sig af sit barnebarn, men hvad enten det skyldes hendes egen sorg eller alkoholmisbrug, eller begge dele, så er hun helt ude af stand til at tage sig af den triste, ensomme dreng..... Anbefales absolut - men bør formidles varsomt. Bogen fungerer bestemt bedst i samtale mellem børn og voksen."

Begge betoner dialogen mellem børne og voksne, fordi de ved, hvad denne historie kan, hvad en ung læser tænker og føler, og hvad det er for tanker, der optager børn og unge, som lever i et moderne Danmark med influencere, internet og påtrængende nyheder. 

Heroverfor læser Berlingskes Eva Selsing bogen som en bog, der "lugter af 68ernes glæde ved at indsætte børn i ubehagelige og trøstesløse voksensituationer." Og hun betegner bogen som uegnet for børn - og for voksne for den sags skyld - fordi børn "har brug for de voksnes forsikring om, at varmen er der, også når man ikke lige kan mærke den. Det ved enhver voksen, der holder af børn, også godt." 

Se, det er samme bog, de anmelder, men det forekommer mig, at de to første læser teksten - og finder varmen, men sidstnævnte har en ekstra referenceramme: at det er 68erne, der pådutter børnene mørket.

Når jeg tillader mig at anfægte, at Berlingskes anmelder er kompetent til af anmelde BØRNElitteratur, så beror det ikke på, at hun mener noget andet om teksten og illustrationerne, end jeg gør, men at jeg finder, at hendes ideologiske tilgang til, hvad børns liv bør være, er mere end problemfornægtende; den er fortrængningsbestyrkende.

Det løser jo intet for de for mange børn og unge, der har ondt i livet, at vi kun vil møde dem med forsikringer om, at varmen er der. Litteraturen tilbyder derimod det fælles tredje, som gør, at vi kan tale varsomt sammen, uden at der er tale om terapi - også om det, som børnene har set på nettet, i tv - og desværre i for mange tilfælde oplevet i deres hverdag.  

Powered by Labrador CMS