Jens Raahauge

Blog

At rette smed for bager

Johan Herman Wessel skrev fiktion om at dømme den forkerte af pragmatiske årsager, mens Saxo gengav en historie om at blive vred, når man blev sat i rette offentligt. Hvilken af de udlægninger, der er baggrund for professor Jens Rasmussens angreb på kritikerne af skolereformen, står hen i det uvisse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er kritikerne, der har båret ved til bålet omkring de individuelle læringsmål, forklarer professor Jens Rasmussen i en opfølgning på forskningschef Andreas Rasch-Christensens oplysninger om, at det aldrig har været meningen, at de Forenklede Fælles Mål skulle omsættes til mål i individuelle læreplaner.

Men det klinger besynderligt, når man har fulgt processen. I Dansklærerforeningens høringssvar blev det påpeget, at den mest markante forskel på de hidtidige undervisningsmål og de foreslåede læringsmål var, at man erstattede fællesskabet, eleverne, med individualiseringen, eleven

Vi blev inviteret til møde i Undervisningsministeriet, hvor to centralt placerede embedsmænd forklarede, at dette netop var pointen.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Vi blev inviteret til fokusgruppemøder, hvor det samme blev pointeret.

Vi deltog i orienteringsmøder, hvor hensigten igen blev skåret ud i pap: det drejer som om målsætning for den enkelte elev.

Vi var med i møder mellem de faglige foreninger, Danmarks Lærerforening og repræsentanter fra ministeriets udgående kontor, dem med læringskonsulenterne. Her var budskabet det samme.

At Andreas Rasch-Christensen nu bløder kraftigt op, jvf. omtalen i folkeskolen.dk:  http://www.folkeskolen.dk/581699/faelles-maal-fadder-maal-for-hver-eneste-elev-var-ikke-intentionen, er interessant, men når professor Jens Rasmussen klandrer kritikerne for denne misforståelse, som markedsføres af de fleste af læringskonsulenterne (med mindre de deltagende lærere lider af fejlhørelse), så virker det som om, det faktisk har været meningen, at læringsmålene skulle udarbejdes for den enkelte elev. Hvorfor ellers angrebet?

I Johan Herman Wessels digt, Smeden og bageren, dømmer man bageren til døden, selv om det er smeden, der har begået forbrydelsen. Byen har nemlig to bagere og kun én smed.

I Saxos fortælling om smeden Arman Brix og fiskehandleren Hørman Helgrimsøn i Galten, slår smeden fiskehandleren ihjel. Smeden og bagerens datter skal giftes. Fiskehandleren som også er byens lærer, korrekser nemlig smeden for en sprogfejl i bagerens påhør. Og ydmygelsen tekseres til en hammer i panden. "Man skal ikke rette smeden foran bageren," var Saxos morale. Denne historie har i øvrigt inspireret til en af de tilbagevendende sidehistorier i Asterix.

Om professor Jens Rasmussen mener, at der er rigeligt med kritikere og få tilhængere, nu, hvor Andreas Rasch-Christensen tilsyneladende bløder op, kan man ikke vide. Ejheller om han blot er blevet flintrende arrig over at blive rettet offentligt. 

Men uanset hvad, så har byen måske mere brug for konstruktive kritikere og åben dialog end professorale udfald fra det cæsariske forum.