Jens Raahauge
Blog
Barndommens gade
I Nexø hedder skolen nu Paradisbakkeskolen, men for mig er den nu engang stadigvæk Nexø Skole, fordi Nexø er noget helt særligt. Og derfor arbejder skolen intenst på at blive UNICEF Rettighedsskole.
Det er med en særlig forventning, jeg forbereder mig på besøget på Paradisbakkeskolen i Nexø. For et par år siden gjorde jeg klar til at fortælle om Karen Blixen, da jeg hørte en stor gut sige til kammeraterne: "Jeg sætter mig forrest, for så kan jeg sidde og sove uden at lærerne lægger mærke til det." Da de to lektioner var til ende, gik jeg hen og roste ham for i halvanden time at have sovet med åbne øjne. Og hans svar var Karen Blixen værdigt: "En gang fisker - altid fisker!" Han har medbragt det stouteste fra "barndommens gade". Og det var på sin vis den, jeg skulle tale om i dag: Tove Ditlevsens forfatterskab.
Det hele starter med noget af et mentalt sammenstød. Ud for Svaneke Havn er kongeskibet ankret op, og inden længe vil majestætens chalup lægge til kaj. Det betyder ikke blot nyasfalterede veje og renskurede fortove, men også en vis mængde trafikregulerende uniformerede folk med politimæssige beføjelser. Men jeg kommer igennem og tænker et øjeblik på de forskellige barndommens gader, som to københavnerpiger, Margrethe og Tove, kommer fra. "Møder du en med det samme blik, skal du vide, at han er din ven."
Inden jeg starter min beretning om Tove Ditlevsen, vil jeg have styr på det basale. Så jeg går hen til elevtoiletterne, hvor dørene er prydet af heldørsbilleder af Karen Blixen, Albert Einstein og Tove Ditlevsen (!). Jeg tager i døren til hende jeg skal tale om,Tove Ditlevsen, men bliver mødt af et råb: "Det er pigernes!" Og må så vælge Einstein.
Da vi holder en kort luftpause halvvejs i modulet, fordi der bliver trykkende varmt i en sal med omkring halvandenhundrede unge, spørger et par piger: "Hvorfor skal vi høre om Tove Ditlevsen? Hvad er det, der gør hende særlig?" Godt spørgsmål fra piger, der går i skole få hundrede meter fra Martin Andersen Nexøs barndomshjem i Ferskensøstræde.
Han, der sammen med HCA er de mest læste danske forfattere i verden, skrev jo også om børn, der blev gjort fortræd. Men Tove Ditlevsen skrev ind under huden på piger, fordi hun som kvinde trak på sine oplevelser og erfaringer som pige. Hendes far var imod, at hun skrev, for kvinder bliver ikke forfattere. Og han havde en pointe: Selv den anden store kvindelige forfatter, Karen Blixen, debuterede og skrev en tid under mandenavnet Isak Dinesen. Tove Ditlevsen var pigesindents og kvindesindets store digter - med aldrig svigtende sans for barndommens gade og de blinkende lygter.
Derfor er hun væsentlig at læse som stor forfatter, men også særligt aktuel på Paradisbakkeskolen i Nexø, fordi skolen er ved intenst at forberede sig på at blive godkendt som UNICEF Rettighedsskole. Hvis der er nogen, der har givet mæle til de omsorgssvigtede, de skrøbelige og de usikre, er det Tove Ditlevsen. Hun gør det muligt at nyde gode digte, gode noveller og fine erindringer, men osgå at tilegne sig et sprog om de samværdsformer, som Konventionen om Barnets Rettigheder søger at sikre som værn om alle børn.
At skolen så også har Martin Andersen Nexø i baghaven, gør ikke deres litterære næring til at blive "ordentlige mennesker", som Tove Ditlevsen kalder det, mindre.
ps.
Tove Ditlevsen nævner i sine erindringer, at hun er født i december 1918, men på toiletdøren stod 1917. Denne uoverensstemmelse dækker faktisk over, at man officielt er usikre på hendes fødselsår.
