Jens Raahauge

Blog

Det går ned ad bakke

Danske børn læser dårligere, lød breaking news i går. Hvad er det lige, der sker?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad kan grunden være til et nedslående resultat, når nu fokus siden 2013 har været på, at børn skal blive så gode, som de kan - også i læsning. 

Der er uddannet en hær af vejledere. Der er blevet holdt et hav af læsemøder. Og der er AULAhjælpemig blevet registreret myriader af data. 

Hvad er der sket?

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Kan det skyldes, at de højt besungne test er misvisende og fejlbehæftede?

Kan det skyldes, at læringsmålenes instrumentalisering virker imod sin effektiviserende hensigt?

Kan det skyldes, at nedprioriteringen af fiktionslæsning og -skrivning har svækket meningen med at læse?

Kan det skyldes, at eleverne er faldet til iPad'en og har fået nedsat koncentrationsevne?

Kan det skyldes, at eleverne aldrig mere ser voksne fordybet i læsning ud over telefontjek?

Kan det skyldes, at forældrene ikke læser et kvarter om dagen med deres poder?

Kan det skyldes noget i mad og drikkevand?

Kan det skyldes? Ja, hvad ved jeg. Mulighederne er mange, og jeg tror lidt på dem alle sammen. Så hvordan skal vi løse de snærende bånd, som er holdt sammen af trådene instrumentalisering og åndløshed i reformens corydonske knude. Dens bror, den gordiske, kløvede man med et sværdhug. Så måske er løsningen, at vi - som dengang Alexander den Store - fjerner reformens læringsåg med et præcist undervisningshug.    

Jeg kan kun holde nyheden ud ved at skrive et lille vers (Melodi: Nu har vi altså jul igen):

Kom, nu skal vi ha faglig fest,

genlød reformparolen.

God læring og lidt tørre test

skal optimere skolen.

Sådan lød Antorinis sang;

nu må vi ta til takke

med test, der viser – gang på gang –

at det går ned ad bakke.

De corydonske knudebånd må løsnes med en følsom hånd,

der ved at tal og test kan overgås af ånd.   

Powered by Labrador CMS