Jens Raahauge
Blog
Fiktion og fællesskab
Dannelse handler også om, at fællesskabet er større end summen af individer. Fortælling og litteratur kan bidrage til, at dette regnestykke går op.
Hundested Skole er blevet UNICEF Rettighedsskole; eleverne skal kende deres rettigheder, og deres stemmer skal høres. Men det betyder også, at de skal leve sammen på en måde, der viser, at hver enkelt forstår, at alle de andre har samme rettigheder. Det kræver empati, og her kan læsning af litteratur være en øjen-, øre- og sjæleåbner.
På skolens Pædagogiske Læringscenter arbejder en, som fremdeles kalder sig skolebibliotekar, hvilket måske signalerer en tro på det menneskeliges betydning i formidlingen (?!). I hvert fald fik jeg en invitation til at give tre oplæg, der kunne stimulere elevernes litteraturlæsning og bidrage til at give liv til indholdet i barnets rettigheder.
Skolen har opbygget fine fortællerum, så der var fine rammer - tæt, men ikke mokket - for tre gange oplæg for 200 elever pr runde: indskoling, mellemtrin og udskoling.
Til indskolingen havde jeg valgt at fortælle om den mundtlighed, som binder mennesker sammen, og som kan sætte følelser og tanker i sving. Slaven Æsop fortalte sig til frihed (Ulven og gårdhunden), og han lod dyr præsentere egen- og dårskaber; uden ham ingen Disney. Jeg fortalte dem i øvrigt, at skole betyder "fri for arbejde", fordi slaver arbejder, men de frie kan være fri til at lære noget. En drenge fra 0.B fortalte ivrigt om en teori, han havde, om skolers start i huler. Og jeg fortalte et afrikansk dilemmaeventyr om de tre, der er forelsket i den samme pige, og som under en rejse via den enes magiske lup opdager, at hun hjemme i landsbyen ligger død. Via den andens magiske, flyvende skind komer de hjem i tids nok til at forhindre begravelsen. Og vis den sidstes magiske kost bliver hun fejet levende igen. Men hvem af dem skal nu have hende til kone? Eleverne var ganske uenige, men to drenge kom efter seancen med forslag: den ene mente, at de kunne blive gift og skilt efter lige lange åremål, så alle havde fået hende, men den anden fandt, at når man nogle steder kunne have flere koner, så kunne en pige her vel også have flere mænd.
Til mellemtrinnet valgte jeg at præsentere Bent Haller, som efter en hård debut (Katamaranen) tog en vej rundt ad det fabelagtige (Kaskelotternes sang og Fredsaberne) for at gå om bord i dystopien (Man smider da ikke børn i skraldespanden og En grøn plet i himlen) og behandlingen af det anderledes (Silke og Ispigen). Endelig fik den også den humoristisk Haller præsenteret via hans påvisning af, at Emil fra Lønneberg var havnet som bedstefar i Danmark (Magnolia fra Skagerrak). Især søgte jeg at give eleverne et indtryk af, at metaforen i Fredsaberne om verdens farligste våben, buen og pilen, som kan dræbe på afstand, svarer til det, de kan komme ud for med digital mobning: man sender sårende skud af sted fra en sikker afstand. Og jeg søgte at vise dem, at Haller lang tid før Greta Thunberg havde peget på, at de voksnes handlinger og manglende ditto lod det være op til børnene at være de ansvarlige. Men børnene hos Haller skælder ikke bare ud, de må handle!
Til udskolingen havde jeg valgt Jesper Wung-Sung, fordi han skriver så stærkt, men også fordi hans egen historie repræsenterer vores syn på rettigeheder og dets foranderlighed (Lynkineser og En anden gren). I 50 år rundt om år 1900 udstillede vi i Danmark mennesker fra andre verdensdele. Vi gjorde det med et oplysende formål, fordi vi tolkede Darwins udviklingslære sådan, at vi - de ariske mennesker - var de mest udviklede, og gennem udstillinger af aboriginals, congolesere, abessinere og asiater kunne vi se, hvor vi kom fra. Den videnskabelige sandhed er ikke klippefast! Men vi ved, hvor Jesper W-S kom fra, fordi hans oldefar var udstillet i Tivoli. Dernæst koncentrerede mig om tre bøger af JW-S om dødsstraf (Den sidste henrettelse) og om sygdommes indvirkning på unges liv i kærlighed og i ensomhed (En-to-tre-NU og Ud med Knud).
Det, der slog mig efter de tre runder, var den lydhørhed, den nysgerrighed, som ved alle aldersgruppe stod og simrede i rummet. Skolens elever er stadig modtagelige for et analogt samvær, hvis man skal sige det lidt prosaisk. Og derfor er der også basis for, at barnets rettigheder ikke blot er noget, man skal kende for at blive testet i viden om paragrafferne. Nej, de kan blive rammen om at skabe et levende fællesskab, hvor børn, unge og voksne er sammen om noget væsentligt.
