Jens Raahauge
Blog
For mye trendhopping
En samtale ved Nordisk Barnebokkonferanse om udviklingen i de skandinaviske landes børnebiblioteker bød på interessante overvejelser omkring stimuleringen af børns læselyst.
Det lyder til, at der er en del fællestræk på udviklingen i børnebibliotekerne i de skandinaviske lande, selv om der også er forskelle, måske grundet forskelligartet kommunestruktur og -størrelser.
Men det fælles synes at være reduktioner af personaleresurserne, selv om børnebibliotekerne repræsenterer det største antal udlån. Og fælles synes at være det, som på vidunderligt norsk blev kaldt trendhopping.
Et af de eksempler, der blev nævnt på et skævt trendhop, var satsningen på musikudlån. Tilgangen til anskaffelse af musik er ændret, så musikken nu kan være på vej ud.
Der blev peget på forskellige scenarier for fremtidens børnebiblioteker: fortsat sted for litteraturformidling, et digitalt formidlingssted eller et sted, hvor man mødes om aktiviteter.
Den store satsning lige nu synes at være stimuleringen af børns læselyst, og her vil et samarbejde mellem bibliotek, daginstitution og skole være en oplagt mulighed. Men det lød unægtelig som om det er skolen, som mange steder i den sammenhæng er vældig fodslæbende. Det er nok værd for den enkelte skole at overveje, hvad det er, som virker hæmmende på et samarbejde om et fælles mål!
Uden for Sølvbergets store Kinosal, hvor debatten udspandt sig, lå et hæfte fra Sogn og Fjordane Fylkesbibliotek, hvori man beskriver et fireårigt samarbejde mellem bibliotekerne, institutionerne og skolerne om ”Lesarhistoria – ny veg til lesaren”. Der var ingen link anført i piecen, men alene mailadresser og telefonnumre på projektdeltagerne, men det lykkedes mig at finde piecen på nettet, så I kan læse og få inspiration:
https://fylkesbiblioteketsfj.custompublish.com/getfile.php/4335980.2473.quqpatpanialnw/Lesarhistoria%20-%20ny%20veg%20til%20lesaren.pdf
Det, der blev peget på i panelet i Kinosalen, var, at den gode formidling i højere grad afhænger af relationer end af institutioner. Derfor er spørgsmålet om personaleresurser væsentligt, og derfor er samarbejde med frivillige en del af dagligdagen.
Det kunne måske være frugtbart, om skolerne ser sig i spejlet og studerer, om man – ikke mindst efter skolereformen – i højere grad er blevet institution end rammen om relationer, og om man har mere fokus på læsekompetencer end på læseglæde. For et eller andet sted i spejlbilledet må det fodslæbende i samarbejdet med bibliotekerne kunne spores. Med mindre det da er bibliotekerne, der er helt ved siden af.
Apropos læseglæde, så har flere af indslagene på Nordisk Barnebokkonferanse selvfølgelig beskæftiget sig med digitaliseringens indtog og med mulighederne for interaktion mellem litteratur og læser.
I den forbindelse er der et forhold, som undrer mig. Hvordan kan det at få ting til at bevæge sig, det at få sat tale på teksten eller det at få suppleret teksten med et lydspor, tages til indtægt for, at læseren har flere muligheder for at skabe en levende læseproces?
At skabe bevægelse i billeder omkring teksten, flytter fokus fra både tekstens detaljer og helhed til netop bevægelsen. (På en af Stian Holes Garman-illustrationer er der et væld af fortællende detaljer, men da man digitaliserer og lader en sommerfugl komme flyvende og sætte sig på Garmans næse, ser læseren kunne dette. Alt andet liv overses).
At få teksten læst op eller dramatiseret rummer en fortolkning, som indsnævrer læserens medskabende muligheder. (Jeg har ved at ændre tryk på to ord i Fyrtøjet – Et-to / et-TO – fået to 4. klasser til at opfatte det som henholdsvis en kæk, rørig soldat og en såret, haltende soldat).
At få sat musik til læsningen, sporer læserens opfattelse ind i ganske bestemte stemninger og følelser, som en anden har bestemt sig for at farve ordene med. (Prøv at lade grupper af elever se på Edv. Munchs Skriget, mens de hører henholdsvis en 50’er-slager, et stykke Heavy Metal og lyden af en lufthammer. Og lad dem så beskrive billedet.)
Selv om jeg synes, at læsning af interaktiv litteratur er spændende, så vil jeg holde fast i, at læseren over for den nøgne tekst er det mest interaktive og skabende, der kan tænkes.
Men det er selvfølgelig ikke det letteste! Og da slet ikke, hvis man ikke har lært at læse godt nok, så læsegnisten er slukket!!
Ps. Jeg vil opfordre til at følge udviklingen omkring bibliotekerne i Svendborg, hvor Berit Sandholdt Jacobsen er leder. Hun var den danske deltager i panelet på Sølvberget, og hun har visioner.
