Jens Raahauge
Blog
Hvad skal vi med børn?
Ved Den nordiske Barnebokkonferansen i Stavanger får man et væld af inspirationer, men fra førstedagen er det lektor Martin Hellström fra Linnéuniversitetet, der har sat mest sving i mine tanker om, hvorvidt vi dybest set er ligeglade med, hvad børn mener.
I skolen går vi meget op i, at børn læser. Men vi er stort set ligeglade med, hvad de mener om det læste. De skal helst analysere sig frem til en mening, som ligger indenfor en lærerens/skolens forståelsesramme.
I forskningen er vi meget optaget af børnelitteratur, men ser ofte børnelæserne som et forstyrrende element.
Sådan kunne man let karrikeret gengive de synspunkter som lektor Martin Hellström fra Linnéuniversitetet lagde frem i sit indlæg om børn som medforskere.
Læs lidt om ham her;han er nok et bekendtskab værd: https://lnu.se/personal/martin.hellstrom/
Han plæderede for, at man både ud fra en opfattelse af børn som ligeværdige medmennesker og på basis af Konventionen om Barnets Rettigheders bud om, at børn har krav på at blive hørt, skal skabe bedre rammer for, at børn kan komme til orde.
Selv har han derfor inddraget 7 børn på 10-12 år som medforskere ved en læsning af Maria Gripes forfatterskab. De mødes hver fredag i en time og samtaler om den Maria Gripe-tekst, de har læst til dagen. Og det kommer der anderledes vinkler og koblinger til virkeligheden ud af end ved en analyse, hvad enten den er traditionel skolsk, eller den skal lede frem til særlige kommunikative kompetencer.
Jeg kom til at tænke på nu afdøde professor Vibeke Hetmars arbejde med elevfaglighed. Se fx bogen om Elevens tekst.
Jeg kom til at tænke på kunsthistorikeren André Wang Hansens Billedbøger (Aarhus Universitet 1989), hvori han bringer to analyser af en surrealistisk billedbog, Gæster hver dag, nej tak!, nemlig sin egen kunsthistoriefaglige og sin femårige datters barnelæserfaglige.
Jeg kom til at tænke på professor Howard Gardener, som vi fik lukket inde i læringsstilenes korset, men som også plæderede for at frisætte undervisningen, når blot man sørgede for at lære eleverne om Shakespeares søgen efter sandhed, om Mozarts søgen efter skønhed og om Holocausts påmindelse om etiske fordringer.
Tænk, hvis vi turde lave en skolereform, der byggede på disse tre søjler, og som var befolket af lærere, der var så engagerede og velforberedte, at de kunne være mere lyttende end læringsmanipulerende, og af meningsfulde elever, der udforskede sandheden, skønheden og det etisk baserede fællesskab.
