Hvad tror du, jeg har i lommen?

I dag er jeg nået til Peterskolen, der ligger over for Almegårds kasserne i Rønne. Jeg må sno mig lidt for at komme ind, for der holder en truck med trailer. Og på den står en kopimaskine. Skolelederen tager imod med en bemærkning om, at det var godt, at politiet var på andre dele af øen, så de ikke så en skoleleder stå på en trailer og holde fast ved en kopimaskine. Et par elever nikker smilende. Og skolelederen fortæller, at denne potente gaffeltruck er pedellens uundværlige følgesvend - og har været det siden de byggede til på skolen for et par år siden.

Sådan er stemningen på denne skole, hvor jeg når frem til et fællesrum, fyldt af elever fra 2.-4. klasse. Jeg skal fortælle dem om børnelitteratur, og de har bedt om, at jeg i hvert fald har Frøken Ignora med.

Jeg starter med at fortælle, at alle forfattere stjæler fra andre forfattere, og det vil jeg bruge Astrid Lindgren til at pege på.

Ikke så snart har jeg sagt det, før en dreng fra 4. klasse markerer. Jeg nikker til ham, og han siger: "Er det ikke det, man kalder intertekstualitet?" Jeg kan kun svare: "Bingo!" Og han kigger smilende hen på sin lærer.

Astrid Lindgren har skrevet om en dreng, Emil, om en pige, Pippi, og om en gruppe børn fra Bulderby. De tre bøger prøver jeg at sammenligne med Fupz' om drengen Vitello, med Guldagers om frøken Ignora og med Dy Plambecks om børnene fra Blomsterkvarteret.

Derefter koncentrerer jeg mig om Ignora, fordi jeg havde Vitello og Blomsterkvarteret med sidste år.

Vi ser, at Ignora kan eksplodere, og jeg sammenligner hende med Anne-Marie Donslunds Hannah, der ikke eksploderer, men lukker sig inde i sig selv over for mennesker, mens hun kan tale med dyr.

Vi ser, at Ignora kan blive forelsket, og at forelskelsen bliver gengældt. Jeg sammenholder det med Lilja Scherfigs Ketty, som reagerer på at være brændt af ved at blive til en kat.

Og dette fører til en samtale om kærester, om venskaber og om at holde andre uden. Det sidste er der brutale eksempler på i Hannah-bøgerne.  

For at slutte med en helt anden historie nævner jeg Kipling, som ingen af dem har hørt om, før jeg nævner Junglebogen og historien om elefantens snabel. Så lyser de op. Forfatteren Nils Hartmann besøgte for nogle år siden den boghandel i Rangoon, som Kipling hentede mange af sine historier i. Og her traf Hartmann en kvinde, som kunne fortælle beslægtede historier. En af dem valgte jeg at læse for eleverne. Den om hvordan uglen blev et natdyr. 

Historien starter med, at en dreng med slangebøsse rammer uglen i rumpen med en lerkugle. Uglen søger hjælp hos kragen, der tager den med til gøgen. Hun fortæller, at uglen skal sætte sig i vand, og i løbet af kort tid vil problemet være løst. Og voila! Men uglen vil ikke betale for behandlingen, og gøgen kræver kragen til regnskab, fordi den har kautioneret. Kragen, der herefter må ruge på gøgens æg, beslutter sig for at myrde uglen. Men han hører om det, og beslutter sig for at holde sin inde i sit hule træ om dagen og kun flyve ud om natten, hvor kragen sover. Se det er forklaringen.

Da vi har sluttet og eleverne skal have en lufter, kommer en dreng hen til mig og spørger, om jeg kan gætte, hvad han har i lommen. Jeg må melde pas, og han fisker en rund lerkugle op, som han selv har lavet og tørret i solen. "Synes du ikke den er hård?" spørger han - og tilføjer: "Men jeg ved jo, at den kan blive blød igen i vand!"

Nu forstår jeg bedre, at han sad og smilede under hele uglehistorien. Man ved aldrig, hvad man får lukket op for, når man slipper litteratur fri.

Jeg har brugt uddrag af følgende titler i foredraget/oplæsningen:

Astrid Lindgren: Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe og Alle vi børn i Bulderby

Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen: Vitello

Katrine Marie Guldager og Charlotte Pardi: Ignora

Dy Plambeck og Charlotte Pardi: Os fra Blomsterkvarteret

Lilja Scherfig og Lea hebsgaard Andersen: Hello Ketty

Anne Marie Donslund og Andreas Erstling: Hannah

Nils Hartmann og Dorte Karrebæk: Hvordan fuglene blev venner