Jens Raahauge

Blog

I Rådhusstræde er smykkeglæde

I "the most secret gallery" i Rådhusstræde 10, København, finder vi lige nu udstillingen Daisy, Daisy, Daisy - 23 kunstneres 29 smykker, der er inspireret af marguerittebrochen. Her er inspiration at hente - også til danskfaget.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Sommerfuglen ville have sig en kæreste. Naturligvis ville han have sig en net lille en af blomsterne. Men hvilken? Han fløj hen til gåseurten. Hun kan spå. Det gør hun ved at kærestefolk plukker blad for blad af hende og spørger: Elsker - elsker ikke."

Sådan skriver H.C. Andersen i eventyret Sommerfuglen med reference til den gamle leg for tvivlere. Gåseurten er i (kurvblomst)familie med margueritten, som har lagt navn til det smykke, som Georg Jensen lancerede i forbindelse med Dronning Margrethes dåb i 1940. Herved blev smykket et symbol på modstanden mod besættelsesmagten, akkurat som Chr.X-emblemet. Men på grund af sin stilrene skønhed er margueritten fortsat et yndet smykke. (I danskundervisningen: at udtrykke sig ved hjælp af emblemer, slogans etc.)

Og så kan man jo fundere over, hvorfor det blev margueritten og ikke gåseurten, der vandt kongehusets gunst. (I danskundervisningen: hvad skal barnet hedde, og hvad betyder det?) Udstillingen hedder Daisy, Daisy, Daisy - dronningens kælenavn og blomsten marguerittes engelske navn.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Her i 40-året for majestætens dåb har smykkekunstneren Kim Buck inviteret 23 kunstnere til at give hver deres bud på et maguerittesmykke. Det er der kommet 29 forslag ud af, og dem kan man se på hans lille, hemmelige galleri i Rådhusstræde. Det er nok værd at kigge indenfor, også med en klasse, der skal have en kreativitetsopladning.

Lene Tanggaard, der er kommende rektor for Designskolen i Kolding, blev forleden refereret i en artikel på folkeskolen.dk for at anbefale en styrkelse af de kreative fag i skolen: https://www.folkeskolen.dk/883756/professor-det-kan-laerere-goere-for-at-fremme-boerns-kreativitet   

Netop begreber design rummer dynamikken i en kreativitet, der har perspektiv. -sign signalerer en aftale, en kontrakt, mens de- signalerer en opsigelse af kontrakten. Men som Uffe Ellemann i sin tid sagde om atomvåben: Når noget er opfundet, kan det ikke derefter nedfindes. Så når kontrakten ophæves, så ligger dens indhold som en historisk præmis for det nye: Vi fortolker og bygger ovenpå.

Det gør de 23 kunstnere på udstillingen også. Og set ud fra en danskundervisningsperspektiv vil jeg plukke 3 ud:

Guldsmed Lene Wolters associerer på blomstens navn, ikke på dens franske margueritte, men på dens danske hvid okseøje, og skaber en dyster broche. (i danskundervisningen: associationer og konkretiseringer på baggrund af ord).

Billedhugger Erland Knudssøn Madsen, som plejer at at lave store skulpturer i granit og træ, har begået smykket, som er afbildet herover "Marguerit. Forgængelighed". Han kommer fra vindblæste Thy, og når jeg vender og drejer blikket på hans smykke, så forekommer det mig, at en dronning er smukkest i sidevind. (i danskundervisningen: gå på jagt efter forgængelighedens fascination og skønhed - fra Kingo til de digitale russiske billedprogrammer, hvor man kan fremskrive sit eget udseende).

PAPIRpoet Helle-Vibeke Jensen har skabt et værk af 4 cirka halvanden meter lange smykker, ROOTS, som er inspireret af dronningens rødder, Victoria, Margareta, Ingrid og Margrethe. Som forarbejde har papirpoeten lavet et "herbarium", som indeholder fotos, udklip, skitser, smykker, planter og meget andet. Altså en art brainstorm i konkreter. (i danskundervisningen: konkret (ordløs) brainstorm, rødder og vinger). Få en fornemmelse af værket https://www.pictosee.com/hebiinu/