Jens Raahauge
Blog
Kan vi lære af historien?
Fejringen af Genforeningen viser med al tydelighed, at vi ønsker at ære historien, men kan vi også lære af den?
Forleden fyldte sang efter Højskolesangbogen det meste af sendeflden på DR2, og Krette Kryds (Chr. X) har i udsendelse efter udsendelse på de danske kanaler redet over grænsen på den hvide hest.
Og der bliver udgivet undervisningsmaterialer i forbindelse med fejringen, fx https://emu.dk/grundskole/100-aret-genforeningen/sangen-genforener-2020
Lidt baggrundsmateriale kobler fællessangen sammen med nationsopbygningen i løbet af 1800-tallet, og her i landet har den verdslige sangtradition via skoler og højskoler og foreningslivet udviklet sig til en vigtig fællesskabsmanifestation, som nogle mener er aftagende - ikke mindst som følge af, at fokus er flyttet fra fællesskab til individ.
Når man ser ansigterne på dem, der er en del af fællessangen, er det ikke en fjern tanke at se det som et vink med hundrede smil at droppe den absurde reagansk-thatcherske fihedsfilosofi, som har gjort vores uddannelsessystem så instrumentelt og fritvalgshærget.
https://videncenterforsang.dk/wp-content/uploads/2016/01/Brug-af-sange-i-nationsopbygningen.pdf
Der er grund til at blive ved med at fremhæve det forløb, der gik forud for Genforeningen; en fundamental tro på menneskers selvbestemmelse: et valg af hvilket fællesskab, hver enkelt ville tilhøre, og en respekt for, at andre kunne vælge anderledes. Vi fik en fredelig deling af land og en fornem accept af dem, der kom til at tilhøre mindretallet på begge sider af den nye grænse.
Det er vanskeligt ikke at sende denne løsningsmodel en tanke, når man ser catalanske, skotske og kurdiske kampe. Men måske er den psykologiske mekanisme bag, at vi lykkedes, at der var tale om en aftale mellem to, der på sin vis var afmægtige.
Men det helt sublime ved vores løsning er, at mindretallene får støtte fra det land, de føler sig kulturelt knyttet til, og at sidelagskontrol ikke må finde sted. Det er da udtryk for et overskud, som vi nok kunne lære af i dag, hvor vores dronning nok kan juble over, at danske i Argentina holder et ældet dansk sprog ved lige, mens der hovedsageligt er overskud på restriktioner i forhold til nye mindretal i Danmark.
Jeg har mødt elever fra Deutsche Schule Hadersleben og fra A.P. Møller-Skolen i Slesvig, og jeg har mødt Grænseforeningens elevambassadører fra de to mindretal; dem kan man formodentlig træffe på Læringsfestivalen i København og på Skolemessen i Aarhus. Disse møder har bidraget til, at jeg ser endnu mere mismodigt på den danske attitude til vores nye mindretal. For de unge viser, at kulturmøder med respektfuld nysgerrighed og uden restriktiv sindelagskontrol giver en masse synergieffekter - modsat ghettotænkning. Tag kontakt til nogle af disse ambassadører for at få nutidigt perspektiv i undervisningen om Genforeningen.
At der har været stærke følelser og voldsom undertrykkelse på spil i den tid, der gik mellem nederlaget i 1864 og Genforeningen i 1920 kan man finde mange vidnespyrd om, som kan anvendes i dansk- og historieundervisningen.
Sprogforeningen har netop udsendt en hæfte med titlen Den Blå Sangbog & De forbudte Sange. Man kan her få et billede af både den censur, som magten kan udøve, og af de stærke politiske følelser, der ikke altid har overskud til at skele til litterær kvalitet.
En tysk professor fra Haderslev mente, at omkring halvdelen af de 300 sange burde forbydes, men kun de 4 blev det. Så i sangbogen kom de til at figurere med sangtitel over en blank side. Men folk havde lært dem udenad.
Sangen Brat af slaget rammet handler om at blande blog og ikke blæk for at nå kampens mål: Slesvigs land genvundet. Lige på og hårdt - og forbudt.
Sangen Er skolen for andre end pilt og pod fortæller om den (høj)skole, der skal være en rede for Danmarks håb, hvori det æg udruges, som fører til, at Slesvig hævnes. Danskhed via voksenuddannelse - og forbudt.
Sangen Skal Sønderjylland skilles er en sang, der på sønderjysk. "Den tid ska nok blyw løwn / te Dannebrog den kan / svæv frit i Sønderjylland / gjen over den danske mand." En populær sang som hylder den (tro)faste danskheds styrke - forbudt.
Og endelig sangen Slesvig, vort elskede, omstridte land, som udsynger et udeleligt skæbnefællesskab med den danske konge. "Hvad der end sker, vil vi holde standB / aldrig svigte vor drot og vort land." Forbudt.
Andre sange i sanghæftet indeholder ganske rigtigt også stærke udsang, som fx i Vi har sagt det så tit..., en sang, der opfordrer kvinder til at føde og opfostre stærke drenge, "der for Danmark vil kæmpe og dø".
Sangene kan både give et indblik i de følelsesmekanismer, som undertrykkelse kan fremkalde og forstærke. Og på det område var dengang ikke anderledes end nu.
Men på samme tid må det være til diskussion om den respekt og tolerance, som tænkningen bag Genforeningen førte med sig, alene skal være virksom i grænselandet - eller om disse værdier burde og kunne være et markant træk ved vores tilgang til medmennesker i vort land i almidelighed.
Men man må lade os, der har fået danske værdier ind i slipstrømmen af befrielsen i 1945, at noget af den kampfølelse, som Genforeningen søgte at afslutte, vågnede op igen.
Jeg har netop fundet en drengebog, som jeg fik, så snart jeg havde lært at læse. Over Grænsen af A. Chr. Westergaard. Den fortæller om en fattig sønderjysk familie, hvor faren er indkaldt til tysk krigstjeneste, og hvor moren har ry for at hjælpe dessertører og andre flygtninge over grænsen til Danmark og bringe varer med tilbage. Hun har to børn, en pige og en dreng, som er hovedpersonen. Bogen indledes således:
"Halvanden Kilometer Syd for Grænsen, ude i Nærheden af Vadehavet, stod der en Septemberaften i 1916 to Mænd uden for et lille Hus. De hvisked længe sammen og listede saa hen til en avisdækket Rude for at se ind.
Stuen derinde var fattig at se til. Der stod to Senge, henne under Vinduet var der et Bors med en Karbidlampe, der brændte meget uroligt. Ved Bordet sad der tre, en Kone og to Børn. Konen, der var beskæftiget med Lappearbejde, vendte Ansigtet mod Iagttagerne. Hendes Ansigtstræk var grove, og hun saa meget streng ud. Hun var baade høj og kraftig, vel omkring de fyrretyve Aar. Børnene, en Dreng og en Pige, vendte Ryggen mod Vinduet. De sad og læste - begge i samme Avis, en dansk.
De to spejdende trak sig tilbage, helt over til den modsatte Side af Vejen, hvor de satte sig paa Grøftekanten og forhandlede videre - paa tysk.
"Det maa være hende," sagde den spinkle.
"Ja, det er Marie Thomsen, - det er der ingen Tvivl om," sade den høje, skulderbrede.
"Hun kan godt se ud til at være en virksom Natur," hviske den spinkle.
"Hun smugler Desertører over til Danmark og Varer med tilbage," sagde den skulderbrede. "Hun skal være meget virksom. Vi maa prøve det."
De nærmede sig atter Huset og tog Opstilling ved Vinduet."
Se, A. Chr. Westergaard var en mester i bruges af velvalgte udsagnsord, og i øvrigt til at skrive fængslende børnebøger. Han havde dobbelt så mange bind på de danske biblioteker som Morten Korch.
Med se, jeg havde selvfølgelig slugt Over grænsen, inden jeg som 11 årig skulle på ferie hos min dansksindede tante i Flensborg. Da toget standsede i de byer, som Marie Thomsen og hendes søn havde omtalt omkring med skræk for tyske gendarmer, var jeg lige så skrækslagen. For jeg havde jo læst, at der var tyske spioner overalt i Jylland, som fangede dansksindede og sendte dem synpå.
Og jeg tror, at en del på min alder har fået dette ind i de første skoleår, så det af og til popper op til tanker om dem og os. Denne erkendelse må bruges til at indse, at manipulationer i kriges skygger kan sætte sig fast, og at de sprog, vi bruger, er med til at forme både os selv og vores medmennesker.
Se, det er nok værd at synge om. Derfor er der her et par vers fra en sang, jeg har skrevet (Melodi: Sebastians nattergalen):
Drømte mig en drøm i nat
Om at skrive, om at skrive
ord efter ord i en sjov tagfat
sprog er mer end viden.
Drømte, da jeg fik en kat
Om at skrive, om at skrive
misse et rim, gøre kat til skat
Sprog er mer end viden.
Drømte, da jeg fik en ven
Om at skrive, om at skrive
kærlighed ud af min kuglepen
Sprog er mer end viden
Drømte, da min verden brast
Om at skrive, om at skrive
på tastaturets forløsningstast
Sprog er mer end viden
Sangen er også at finde i Sange om det danske sprog (Forlaget Bostrup, Den danske Sprogkreds).
