Jens Raahauge
Blog
Læseren forsvandt - kan nogen sige hvorfor?
David L. Ulin forsøger at finde ud af, hvornår han som inkarneret læser forsvandt. Og pyha, hvor hans overvejelser rammer - og kalder på en helt andre indsatser end dem, vi puster op lige nu.
I bogen Læseren der forsvandt filosoferer den amerikanske kritiker og forfatter David L. Ulin over det, han kalder bogens betydning i en distraheret tid.
Hans tanker bliver sat i gang af en undren over ungdommens vægring ved læsning, men slår snart over i refleksioner omkring hans egen ændrede adfærd fra at være nærmest manisk læser til at blive nyhedsjunkie.
Han kan datere sin begyndende læserderoute til efteråret 2006, hvor han modstræbende fik etableret en hurtig internetforbindelse, og sin endelige netafhængighed i forbindelse med valget i USA i 2008, hvor han zappede rundt mellem de mange nyhedsstationer for at få seneste nyt om John McCain og Sarah Palin, hvor især sidstnævnte tiltrak sig opmærksomhed ved sin skingre adfærd og dyrkelse af folkedybet.
Jeg greb mig selv i at have brugt utrolig megen zappen på det, der blev omtalt som krisen i Venstre, og hvor det til sidst drejede sig om jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjbergs parløb. Hver en fiffig bemærkning, hver en baglandslyd og hver en kommentatorvurdering blev til breaking news. Og hvor har det dog været indholdstomt, når nu vi spændt venter på, hvilket politik den nye formand vil slå ind på.
Ikke-vedkommenheden af denne nyhedsmetadon overgås vil på det seneste kun af de to store public service-kanalers indholdssynkrone interviews med den afgående Lars Løkke, som for de villige mikrofonholdere søgte at koreografere et poleret eftermæle. (Når vi når til historiebøgerne, vil han nok få bedre skudsmål end den gang fluffy talk, han gav os lige her!?)
Disse to forløb fik så kraftig mediebevågenhed, at Henrik Sass Larsen på det nærmeste kunne snige sig ubemærket fra at være rød folketingspolitiker til at blive kapitalfondslobyist.
Og fred være med det hele, hvis det ikke var fordi remoten greb mig og besatte min tid, så jeg ikke fik læst væsentlige bøger, som ligger og venter. Bøger som kan styrke mit immunforsvar imod overfladiskheden.
Og hvorfor nu belemre andre med disse overvejelser i en blog på et forum for undervisere?
Jo, fordi når vi gamle litteraturlæsefreaks kan blive ramt så kraftigt af den digitale kulturs distraktionsmekanismer, hvordan ser det så ikke ud for dem, der ikke har fået læsningen ind som den primære adgang til store verdner, eventyrlige drømme og andres liv, men som netop fri iPad i hjem, daginstitution og skole som første møde med den store verden?
Hvis vi ikke gør noget, så overgiver vi dem til den digitale smidighed, som ikke blot er en fordybelsesforstyrrer, men i sidste ende også en portal, som alverdens løgnere (som fx Göring, Trump, Johnson, Paludan) kan lempe de smidige og overfladiske ind gennem.
Det er ikke tilstrækkeligt at børn lærer at læse. Det er ikke nok, at de lærer at afkode de ord, der flakker forbi i deres rundtur på nettet. Vi bliver nødt til at give dem rum til at fordybe sig i litteratur, fordi fordybelse i andre og andres verdener er en farbar vej til et demokratisk fællesskab og et solidt værn imod politisk fusentasteri.
