Jens Raahauge
Blog
Litteratur og virkelighed
Vi læser for at få ro, for at blive underholdt eller for at blive klogere på os selv og verden. Derfor er det så interessant, hvad vi vælger at læse - det, der ligner os eller det, der giver os adgang til det fremmede.
På Syddansk Universitet har man ansat den britiske litteraturprofessor Rita Felski, som går i rette med den selvtilstrækkelighed, som siges at omgærde det litterære miljø. Hendes tanker fremgår af indledningen til bogen Litteratur i brug, som netop er udkommet med professor Anne-Marie Mai som redaktør. I min optik ligger bogens grundholdning ikke fjernt fra det grundlag for litteraturlæsningen, som traditionelt har præget den GODE af slagsen i folkeskolen.
Litteratur er en kunstart som man skal åbne sig for i forhold til sig selv, til medmennesker, til verdens tilstand og til alverdens fagfelter. Men litteraturen er ikke blot et instrument til alt dette, men som kunst netop mere end dette: den kan gøre det usynlige synligt - og fremstå som et fælles tredie der blandt andet via samtaler fører læserne ud over spotlysets enkle forklaringer. Det er faktisk det, skolens danskundervisning har bygget på.
Risikoen i skolen i dag er for mig at se netop instrumentaliseringen, lærerens påtvungre uforberedthed, nedprioritering af fiktionsskrivningen og presset på den frilæsning, som kan give læseren FRED for en stund.
Litteratur i brug rummer 15 inspirerende tilgange til læsning af litteratur ud fra forskellige perspektiver, så den er fin frilæsning for dansklæreren.
Fine frilæsningebøger for os dansklærere finder vi også i nogle udgivelser, som vil føre os ind i det fremmede. Jeg tænker her på en serie bøger, som Forlaget Hjulet gennem årene har udgivet under serienavnet En varm bog /Litteratur fra den 3. og 4. verden.
Seneste udgivelse er Sweethaven-sagen af Lakambini Sitoy, som også blandt herboende bekendte lyder det mere danskvenlige navn Bing. Bogen er udgivet i Frankrig, USA og Filippinerne og nu altså i Danmark, hvor Bing har boet de seneste 12 år.
Fortællingens hovedpersoner er tre generationer af kvinder, som har udgangspunkt, dels i en ret dysfunktionel akademikerfamilie og dels i et universitetsmiljø, der er hærget af born again-missionærer fra USA, og som har pænt mange skeletter i skabene.
Bogen er godt skrevet i et sprog, der griber, når man lige får en række filippinske ord ind i sit system ved hjælp af en nødvendig ordliste bag i bogen. Men historien drives frem af tragikomiske iagttagelser, sensuelle beskrivelser, skarpe iagttagelser og et nådesløst udgangspunkt, som her i indledningen, hvor læseren mødes af Naritas tanker om sin nyfødte:
”Forstår du, jeg elskede dig ikke. Hvis bare der havde været en måde at sende dig tilbage på, en måde der kunne standse din insisterende banen dig vej ind i verden. Hvorfor havde du så travlt? Forsvind, Naia. Krymp. Skrump ind til en våd, pulserende masse … ind til det du var i de første uvidende timer efter at jeg lavede dig; vend tilbage til begyndelsen, membran for membran, protein for protein, indtil du er ét med mit væv igen, indtil du ikke længere er til.”
Kvinderne står centralt i historien om deres liv i en virkelighed, der er præget af kvindeundertrykkelse og -overgreb, og hvor mændene giver deres mangartede - aktive eller passive - bidrag til et middelklasseliv, der desværre forekommer lige så troværdigt som det er uroligt efter nordiske normer.
Historien er i al korthed, at teenagepigen Narita bliver gravid, efter hvad der senere viser sig at være et groft overgreb, og vælger at overlade sin baby, Naia, til sin lillesøster og sine universitetslærerforældre for at blive journalist i hovedstaden Manilla. Hun vælger at tage skammen med sig bort fra Sweetdalen og provinsuniversitetsmiljøet.
Da der en teenagers tid senere dukker en pornovideo med hendes datters ansigt op på hendes bord, reagerer hun på, at historien har gentaget sig ved at rejse tilbage til Sweetdalen, hvor den søster, som havde fået barnet i sin varetægt, er rejst til Finland med Lasse; altså har fundet den løsning, som i bogen kaldes "postordrebrud".
I sine forsøg på at følge sporene i sagen sammen med en jurist ser hun dels alle de skeletter, der vælter ud af kvindeundertrykkelsesskabene, og dels at hendes egen historie ikke blot var en brudt kærlighedshistorie, men en udnyttelse, der minder om datterens medvirken i en pornovideo.
Bogen har selvfølgelig træk af en kriminalhistorie, men den giver først og fremmest et indblik i et middelklasseliv, der har født alle dets menneskers drømme og på samme tid gjort realiseringen af dem urealistisk; kvindeundertrykkelse, overgreb, deling af intime fotografier, magtmisbrug og fordomme lever i bedste velgående og rammer bredt og skæbnesvangert.
Denne historie trænger sig på, når jeg kigger på de børnetegninger fra Østerbro, hvor Emma-Louise og Mette Malou leger med aupairen, som måske har et barn derhjemme, og når jeg som i dag har stået i kø i Kvickly med flere "postordrebrude". Denne bog får - som andre i serien af Hjulets varme bøger - fordomme til at fordampe.
